Krydsninger

Hun kom frem fra køkkenet og jeg så at hun bar sit åbne ansigt. Det var sådan hun vandt min loyalitet engang for længe siden og sådan vinder hun den igen suverænt idet hun bevæger sig hen over alle de forhindringer jeg kunne have opfundet. Frem fra køkkenet, ud mod mig. Forbi personer vi deler. Jeg sad på sofaen hele den aften og lagde min katastrofe frem lidt ad gangen over for en person vi begge to elsker. Hun med en gammel, jeg med en lidt nyere kærlighed.

Uden titel

Sulten er den vigtigste følelse,
den er tilbageerobringen af et område, grænsen
flyttet længere ud

Kampret

Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?

(Johannes V. Jensen)

Morgen

Jeg observerede deres dag, hvordan de stod op i værelset ved siden af, lyttede til deres snak om forskellige gøremål, fulgte med i hvordan de gik gennem dagen med en utrolig vægt. Deres dage virkede smidige og åbne, som om deres bevægelser kom først, og musklerne var små motorer der satte tiden i gang. Eller var den kun dagens usynlige gitter. Jeg lå og så først gitteret, så hængte jeg små ting op på det, som en dekoration.

Kroppen tænker

"To say that the body, qua body, is capable of art, is to exhibit it as a thought-body. Not as a thought caught in a body, but as a body that thinks"

Alain Badiou

Hjemme

Engang var jeg med til at se en person sidde og skrælle en appelsin på universitetet. Han skrællede den oppe ved katederet, delte den i både og satte dem frem yderst på bordet i en række. Han valgte en og spiste den. Vi så ham tage hver bevægelse alvorligt, ikke som et skuespil men med en særlig omhyggelighed, og af den ene grund var vi interesserede. Man ved ikke hvorfor, mens man er det. Det samme tænker jeg om tekst, en teksts opmærksomhed og hvorfor vi er interesserede.

I Grækenland slår indbyggerne telte op på gaden og flytter ind i dem eller hjem til deres forældre. Jeg går rundt i København og tænker på Grækenland. På mine handlinger. At jeg helst vil have at tekst også er en slags handling, men at jeg ikke føler det. Min lejlighed føles som et reservat, en dum kulisse. Jeg kan ikke blive involveret. Jeg tænker på hvordan venskaber bliver koloniserede af andre forhold uden for venskaberne, måske mest er skabeloner til et venskab eller i randen af et. Man bliver bange midt i at man gør noget, og jeg bliver pinligt berørt over vores forsøg, der alligevel kommer igen. Jeg kommer nogle gange til at tænke, at mine forhold ville være bedre i breve. Jeg ville sidde på et loft eller i et kloster og få sagt flere væsentlige ting, tror jeg. Krisen er ikke et tema. At mødes om ensomheden sætter alle i forlegenhed. Derfor larmer jeg sådan med min skam. Det er ikke en mulighed at mødes når vi blot taler sammen os to, sådan tænker jeg også. Det er ikke noget man forstår, og så har man det sådan alligevel. 'Jamen du er her jo, du fortæller mig det', men det er ikke sådan. Og det er aldrig det. At vende sig indad mod en refleksions forfinelse slår oftere og oftere ned i mig som absurd. Men jeg flygter fra alle for at overveje alting mere. Det jeg kan, kan ikke få form, og der er kun flyden over. En tekst er ikke en bevægelse når den ikke lytter til sig selv. Imens Grækenlands telte. Jeg ville gerne være stolt af den akademiske handling eller af at jeg kan føle en virkelig intens forbindelse mellem to ting jeg har læst, men det virker mere og mere som om min lille hjerne bare imploderer.

Formalisering

"Formalization thus invokes, through this indifference to content, a distance to reality, making it possible to break with its ideological representations, and thereby encounter the real. However, it must be stressed that this is not a question of isolating form from content; formalization is not a representation of the real in terms of pure form. The real '[...] is not captured in form; it transits through form'. Formalization is thus rather a way to participate in the real. An act through which the real passes and is encountered"

Mads Peter Karlsens ph.d: "The Grace of Materialism. Theology with Alain Badiou and Slavoj Zizek"

Afbrydelse

Det er en måde at se på. Det er ikke det jeg lægger ind i hans øjne, når jeg svarer på det han lægger ind i mine øjne, som er det jeg allerede har lagt ind i hans øjne. Det er en måde at se anderledes. Det er en måde at blive ved med at være seende, uden at lægge ind i hans øjne og uden at modtage det han forsøger at lægge ind i mine øjne, som i forvejen vil være udgået fra mig og derfor blot kommer tilbage, men også altid er en start, også altid er et nyt forsøg og derfor altid et spørgsmål. Spørgsmålet om en måde at afbryde, men kun akkurat sådan at man stadig ser. At afbryde ved at holde sig tilbage fra lige præcis den fristelse det er at svare. For at kunne svare. Eller for ikke at svare, det er en mulighed. At afbryde en trang, der lige så meget er den andens trang. Lige så meget som den anden er slave, som jeg er slave af ham og derfor afbryder jeg ham lige så meget som jeg afbryder mig selv, som jeg holder noget åbent. Som der i min holden åben ligger et afgørende øjeblik for verden, der gentages i alle øjeblikke i verden som mulighed fordi det han lægger ind i mine øjne allerede er det jeg lægger ind i hans øjne på en måde der altid også er et nyt forsøg, det vil sige en skriden hen over et område: Og derfor kan der være tøven.

Mangel

Fraværet af familien er som en bagage jeg gemmer bag øjnene. Tavsheden bærer både den dæmoniske og den guddommelige bagside. Det er derfor ingen kan se hvad der sker.

Det hjælper at jeg tænker: I et stykke tid skal vores kroppe være adskilte. Men hvad er renselse, er det ikke alt sammen pauser. 

Jeg bliver ved med at holde fast i forestillingen om, at værdigheden transcenderer alt dette. At jeg kan hænge i den krog, som finder stor opbakning i bøgerne (tavsheden). Og i menneskene tror jeg, men ikke i det sociale.

Det er svært at finde ud af hvor hullerne, manglen, opstår. I mig, i andre, i det hele. Om det er os, om det er en konstellation, en måde jeg gør eller ikke gør, en måde han gør eller ikke gør. Forstærkningerne af en bestemt gøren og ikke-gøren i hinanden. Forsøg på at stive sig af med afstand. Forsøge at få sig et klart blik og gå tilbage rent ind. At begynde forfra hele tiden, viske mig selv ud inde i hjernen. Hjernen som et meget knudret område af mulige veje for tænkningen, mulige måder at gå hen til ham, mulige måder at stille et skelet op der forklarer ved at være skelet, konstruktion.

Når jeg klipper mit hår af får jeg en følelse af stramhed. Ny præcision.

Den Enkelte og det Almene

"Saasnart jeg taler, udtrykker jeg det Almene, og naar jeg ikke gjør det, saa kan Ingen forstaae mig"

"Hvorledes forvisser da den Enkelte sig om, at han er berettiget? Det er nemt nok at nivellere hele Tilværelsen på Statens Idee eller på en Samfunds Idee. Gjør man det, saa kan man ogsaa let nok mediere; thi da kommer man slet ikke til Paradoxet, at den Enkelte som den Enkelte er høiere end det Almene"

Kierkegaard: Frygt og Bæven

Listen med navne som min mor overvejede at give mig står i en bog som en liste over forskellige skæbner. Jeg forestiller mig at der var en periode både lige før og lige efter fødslen hvor det spørgsmål stod åbent.

Jeg lærte at når noget blev sendt 'live' betød det at det ikke tog nogen tid for billederne at komme hele vejen frem gennem ledningerne til os.

"Nøgenhed er ikke at kunne bære sig selv på den måde, en maske bæres".

Oven over isen i skøjtehallen hang en tåge der viste at isen var så frossen at den næsten krøb ud af sig selv. Der lød en tør knagen fra formen.

Sammen med ensomheden lå en dyb angst for at blive social afhængig. Integritet er at være i en vis overensstemmelse med sig selv. Jeg følte mig tiltrukket af de uensartede hjems små katastrofer. Jeg rørte ved hendes mere udviklede bryster.

Ordbogen antyder for en for første gang ikke at der er en vej fra et sprog til et andet, men at hvert sprog mangler udveje.

Sten

Jeg lærte mig selv på et tidspunkt at sige: Værsgo, du må gerne dø. Tag denne vægt og gå til bunds med den. Sådan troede jeg det ville ske, at jeg ville give dig din byrde tilbage. Jeg fantaserede om båndet mellem os, og magten jeg stod med. Men din lille krop forlader ikke jorden. Den opfinder bestandigt nye måder at blive stående, og det er noget jeg med tiden lærer at se kærligt på. Først føler jeg mig let som en fjer. Så frygter jeg, at jeg er ved at overtage din skæbne.

Forstærkning

At gå i landevejens mørke var som at gå på det samme sted indtil vi kom frem. Stemmerne fra jakkerne længere fremme var den lille klokke vi gik efter. At nå til den yderste træthed er en luksus. Den radius jeg ofte bevæger mig i væk fra hjemmet vil helst være et område med punkter, hvorfra jeg altid kan fortryde. At nå at glemme det er et øjeblik at klippe snoren over så den slappes. Og sådan gik vi i mørkets cirkel, slappe og snorløse.

Æbletræerne spredte sig om dagen over hele øen som et tema. I haverne hang æblerne symboltunge bag hegn. Ved grøftekanterne virkede det hele mere generøst. Vinden fra havet blæser måske en særlig salt kvalitet ind i frugtkødet, overvejede vi, travende ved grænsen, mens vi overvejede andre ting på tavse måder i os og mellem os mens vi gik. Det var overvejelser der var næsten usynlige: Bevægelser, som en nænsom overdragelse af pladsen til at gå ved siden af mig, så en anden; en udskiftning til at mærke det samme og det forskelliges overlap. At overgangene var blide var tegn på tryghed. Vævningen af noget som er os foregår skjult, består af smidige forstærkninger.

Benævnelsen/billedet/bevægelsen

Jeg forstår bevægelser som noget fyldigt, noget ikke-flovt. Tvivlen findes i ordene, der skal være stærke og besejre. Jeg har lyst til at dække over deres udskejelser og at et ord kan føles som en udskejelse. En afsløring, der ikke besejrer og nedlægger tilfældet, men hvirvler mere af det ukontrollerbare op.

Jeg lægger sætninger ud som en slags foder jeg venter på om nogen vil tage. Men de kan ikke efterlades og de kan ikke leve på den måde.

Sammen med den sikkerhed jeg mærker i din tilstedeværelse, din krops gentagelse af et løfte og besejringen af det tilfælde vi er, opstår der en frygt for at det der benævnes dør. At benævnelsen også kan være en sikkerhed for meget. At den indskyder en afstand og fjerner sensibiliteten over for det der bevæger sig, som er nødvendigt, for at det kan bevæge sig fortsat. Kærligheden er ikke en tryghed.

Hvis jeg skal fortælle nogen hvordan det er, forsøger jeg altid at være så stille omkring det som muligt. Men hurtigt bliver jeg klar over at jeg har ændret noget, spærret en adgang, overladt noget levende til en tale, der ikke var min og ikke var det levendes. Et forræderi der sparker bagud; der får det levende til at trække hukommelsen om sig selv tilbage og indstille henvendelsen.

De kastanjer vi fandt spyttede ud af sine hylstre var lækre og fedtede, runde i alle mulige variationer, som vi kun blev klogere på ved at gnide mellem hænderne. Men vi vidste ikke om vi kunne stole på vores erfaringer, billedernes komplicerede ernæring. Der opstod den samme mistanke som den hun fik da hun vaskede jorden af gulerødderne i sin lejlighed og det føltes nærmest vulgært med al den jord, og hun oplevede den hidsige orange, der skinnede nede i vaskens metal, som en nærmest uhørt orange og en ophidselse. Det var nærheden, sagde hun. Hun havde følt at æbler var sprøde på en ny måde, da hun i hånden havde følt det lille knæk, der fik æblet til at løsne sig fra grenen. 

Jeg lå engang på en sten på Bornholm som et insekt og mærkede den afgive sin varme efter solens forsvinden. Jeg stillede mig selv det spørgsmål jeg var blevet givet: Hvordan bevæger en klippe sig? Så sagde jeg: Klippens rytme er inde i mig. Men bevægelsen blev til et billede kopieret ind i talen, og derfra tilbage i en  bevægelse, der nu genkendte sig selv. Politikken er et æble. Inde i København diskuterer de klimaforandringer og det virker grotesk. Venskaberne ønsker jeg i det mindste skal være tavse.

Noget om omsorg

Jeg fandt et leksikon på biblioteket med navnet Encyclopedia of death and dying. Alle artikler virkede relevante på en anden måde end man tror; på en måde, der ikke var mørk. I Odin Teatrets stykke "Det kroniske liv" var der en kvinde, der sagde: "Du skal lære at vaske liget af den du har elsket". Og jeg tænker på det med en slags længsel. Jeg tænker: Hvornår får vi lov til at vaske ligene af dem vi har elsket? Vi har mange samtaler, men den yderste omsorg er, tror jeg, en simpel hygiejne.

Mennesket er udødeligt

"Hvis man absolut skal tænke Mennesket, så findes det her, i det der [...] gør, at det drejer sig om et dyr, der er langt mere modstandsdygtigt end heste, ikke på grund af dets skrøbelige krop, men på grund af dets stædige vilje til at forblive det, det er, hvilket netop vil sige noget andet end et offer, noget andet end en væren-til-døden og altså noget andet end dødelig"

"Det er sandt, at lidelsen og forfaldet ikke er 'værdige' og i overensstemmelse med det glatte, unge og velnærede billede, vi har af Mennesket og dets rettigheder. [...] Etikken [rettighedernes etik] er en sammenføjning af to drifter, der kun tilsyneladende er indbyrdes modstridende. Når den definerer Mennesket ved hjælp af det ikke-Onde, altså ved hjælp af 'lykken' og livet, er den på en og samme tid fascineret af døden og ude af stand til at indskrive den i tænkningen. Denne ligevægts resultat er, at døden selv forvandles til en forestilling, der er så diskret som mulig, det vil sige en forsvinden, som de levende har lov til at håbe ikke griber ind i deres uvirkelige vaner af tilfredsstillelse uden begreb. Den etiske diskurs er altså på en og samme tid fatalistisk og beslutsomt ikke-tragisk. Den lader nemlig døden 'ske' uden at sætte den Udødelige i en modstand op mod den"

Alain Badiou: Etikken

På biblioteket

Jeg så to kvinder sidde og rulle lårbensknogler ud af viskestykker, lægge dem på bordet foran sig i en bunke. Andre knogler har andre former, minder ikke om knogler: En knogle kan også være et blad. En hvid afstøbning af et vildt billede. Glat så man har lyst til at kysse den eller finde den på stranden.

Den glathed

Er det mig der ikke kan blive voksen, hvis jeg finder noget kynisk i at opgive at se mine forældre som forældre og i at betragte dem som de tilfældige mennesker der fik det tilfældige barn der var mig?

At tage en kvindes titel og erstatte den med det tilfældige ord der holder hende sammen i civil. (At omtale sin mor ved navn). Flå modernavnet af hende. Se hende visne til et menneske uden magt (over den betydning jeg giver hende). Derved give ømheden en ny rolle?

Pælene i hendes ansigt

Jeg svarer så åbent og imødekommende jeg kan når jeg bliver spurgt, især over for hende, for ikke at vække nogen mistanke; for ikke at give hende nok grundlag for bagefter at spørge hvad der plagede mig, hvorfor jeg opførte mig på den måde, jeg virkede meget tilbagetrukket. Hun ved det, men hun kan ikke få greb om det. Hun kan ikke samle det til et spørgsmål, så længe jeg svarer sådan kærligt og overbærende, selvom det er med en glathed, der gør hende hjælpeløs.

Jeg venter måske på at de selv skal gøre det slut mellem os. I så fald vil jeg ikke bebrejde dem. Det er mig, der ikke kan holde op med at hade og græde. Det jeg hader os allesammen for, er at de bliver ved med at elske og at jeg ikke kan acceptere det, den måde de elsker.

I nat lå jeg og tænkte på, at jeg tror jeg kan sige sandheden om mig selv (jeg tror jeg kan tale sandt). Men jeg er i strid med forklaringen. Den lokker mig med sine vanvittige løfter.

Gråden der stiger op er sorgen over et kontinuerligt tab af noget jeg ikke kan få og den vold der bliver ved med at finde sted: Når hun kravler op på stolen ved siden af mig for at snakke, stikker mig 200 kroner og kort leger at hun vil tage dem fra mig fordi jeg laver kraftløse indvendinger og jeg græmmes over min ligegyldighed, mit begær efter pengene og min kujonagtige accept. Jeg modtager dem og knuger sedlen i min hånd. Hun vender tilbage til sig selv og stirrer frem for sig, som om hun lige har mistet hukommelsen om alt. Hun ligner en blød maskine. En der er lavet af det skrøbeligste stof men holdes i live af et program. Pælene i hendes ansigt. Det konstant forskrækkede.

Sandfærdighedsprincippet

"Intelligens er opmærksomhed og søgen, før det er en sammensætning af ideer. Viljen er en styrke til at bevæge sig og handle i overensstemmelse med sin egen bevægelse, før den er en valginstans"

"[Sandfærdighedsprincippet] er ikke en nøgle til nogen viden, men enhvers privilegerede forhold til sandheden, for det sætter enhver på sin vej og sætter enhver i gang med at søge"

"... menneskets værdighed er uafhængig af dets plads"


Jacques Ranciere: Den uvidende lærer

Morti

"Men I har sat mig på en umulig opgave, hvis I også vil have jeg skal give jer værdighed. Værdighed. Den kan samfundet ikke give jer, den skulle I have fundet inde i jeres tomrum, eller rettere, den skulle I have bygget som et alter inden i jeres mørke"

Morti Vizki

Uden titel

Jeg har protesten inde i mig. Den er en strenghed, et anfald.
Jeg tror jeg var et blødere menneske på et tidligere tidspunkt, før hun bar mig. Jeg tror, at angsten kan ikke lyve. Jeg tror der var en musik i kødet. Jeg ved ikke hvad denne krig er. Om angsten viger tilbage for slag. Om man kan forhindre den som en fugl i at flyve op gennem generationerne.

Jeg kender raseriet som en buket, der springer ud hele tiden
uden lyde. Den springer ud, den overrækkes.

Under afskeden føles alle gaverne som bestikkelse. Det er en måde at tvinge mig ned i tempo i det afgørende øjeblik for flugten. Et tak er et længere ord end alle slags farvel, og det skal jeg give dem, som en buket. Jeg er særlig omhyggelig med at ødsle pengene væk bagefter, som om jeg taber dem ud af hænderne, som om jeg ikke kan holde på dem som værdi.

Der fødes ustandseligt en ny, snoende foragt.

Det nye kvarter

"Jeg vidste udemærket godt, at bilerne gjorde støj, og at folk i dem og bag de oplyste vinduer i bygningerne gjorde støj, og at floden gjorde støj, men jeg kunne ikke høre spor. Byen hang i mit vindue, flad som en plakat, glitrende og blinkende, men den kunne lige så godt ikke have været der"

Sylvia Plath

Radioprogram

Jeg hørte en radiovært tale om, hvordan han mistede følelsen af, at der var nogen som helst mening med det han gjorde, hvis han ikke tog lykkepiller. Gæsten, han havde i studiet, sagde at han savnede dybere relationer, andre relationer til mennesker omkring sig. De blev enige om at kalde det kærlighed, at det var kærlighed, han savnede. Han sagde også, at han følte sig meget fritsvævende. At han ikke var en del af det fælles. Og at han havde det bedst, når han havde tømmermænd. På en eller anden måde bragte det ham i en tilstand, hvor han troede på, at verden ville ham noget godt.

Uden titel

Lungerne trækker sig sammen som to vækstsvage børn. De er tynde, deres væv er slapt. Røgen filtreres gennem bladmønsteret i mine lungers blodvægge. Jeg hostede ikke ved inhaleringen af min første cigaret, den strømmede lige igennem mig. Der var en der sagde, at man kunne indse systemet i sit misbrug og forlade det. Men tanken har ingen rytme.

Uden titel

Du sidder i stramme bukser i plastikagtigt stof på kanten af sengen.

Du griber om ting på en måde, jeg ser som slowmotion, når jeg prøver at huske, hvordan din krop er, hvordan dens tæthed er, er den som ler.

Den måde du hiver i mig på: Jeg siger noget abstrakt og du forstår det konkret. Og jeg begynder at synes, abstraktioner er pinlige. Som om de er nøgne, slår de blikket ned.

Hvordan skal jeg forklare: Jeg mener ikke rum, når jeg siger rum. Jeg mener: Jeg tror ikke, jeg er her på samme måde.

Det er svært at blive tilfreds med sproget. Vi vil have nogle ord, der ikke folder sig tungt om det der sker.

Du lægger hovedet på min mave. Når dit ansigt er over mig, griber jeg dig altid om nakken og dit hoved sænker sig som en killings.

Tilfældighed

"At skulle løse noget for andre betyder derfor, at man i stedet for den opgave der egentlig skal løses, må løse den opgave der tilfældigt skal løses. Der kan således strengt taget ikke længere være tale om en opgave, men om et vilkår. Der er da heller intet at løse, men noget at binde. Binde den ene til den anden. Binde sig selv til det tilfældige menneske, der med sine tilfældige vilkår bestemmer, at man ikke længere må betragte sig som blot menneske, men som det menneskeskabte menneske"

Inger Christensen: Azorno


"Du har givet afkald på alt for at være fri, sagde han. Gør et skridt videre, giv afkald også på friheden, og du får alt tilbage"

Sartre: Ensom blandt mennesker 

Intimitet

"Jeg oplever ikke, at der er nogen zone mellem intimitet og fremmedhed. Det intime er snarere nærkontakt med det fremmede.
         Intimitet er stadig mulig i langvarige forhold, men kun hvis det langvarige forhold ikke fjerner det fremmede ved den anden. Det, vi finder sammen om, er ikke fuldstændig forståelse, men fremmedhed, accept af fremmedhed. At den har fået rum i vores venskab, det er vores venskab, er det ikke?"

Mikkel Thykier

Du skal sløjfe din stoltheds bygning

"Når du bringer et offer og gør dig vigtig derved, så bliver du samt dit offer forbandet"

"Du skal sløjfe din stoltheds bygning. Og det er et frygteligt arbejde"

Ludwig Wittgenstein

I stalden

Da jeg var barn lod jeg engang som om jeg var faldet i søvn ude i stalden i en høstak med kattekillingerne sovende omkring mig. De voksne kom derud, så det og elskede det. Jeg lod som om jeg sov fordi det virkede som den nemmeste måde at reagere, da jeg hørte dem komme derud. De stod lidt og hviskede før de endelig 'vækkede' mig. Og jeg tænker på, hvordan vi allerede var klar over som små, at de voksne ønskede noget af os, og hvordan vi ikke vidste andet end at give dem det.

Vente

Det er svært ikke hele tiden at springe over stregerne der omgiver en situation, ikke hele tiden være på vej et andet sted hen. Men det er ikke et 'andet' sted hen, det er det 'samme' sted hen: Det betyder at alle adskillelser forsvinder og at tiden får den samme form. Når jeg siger form mener jeg tilstand. Jeg lever i én tid, en amorf fiktion, hævet op over alle de forskellige tider og rum, menneskene omkring mig lever i. Jeg mener at kunne se det på dem, at de har en variation af situationer at færdes imellem. Det giver dem en geografi. De kender stregerne, de går gennem døre. Jeg færdes i den samme tilstand hele tiden, jeg hænger ikke fast, det er en umulig venten.

Tænkning

"I modsætning til hvad der ofte hævdes, [er det] forkert at tro, at det er [tænkningen], der forhindrer mange i at gøre modstand. Tværtimod er det ikke-tænkningen af situationen, der suspenderer risikoen, det vil sige udforskningen af mulighederne. Ikke at vove noget er det samme som ikke at tænke. Ikke at tænke er det samme som ikke at vove at vove"

"Hvis politikken ikke er en sandhedsprocedure, der vedrører et givent kollektivs væren; og hvis den ikke engang består i at skabe og levendegøre et særligt og nyt kollektiv, der søger at forvalte og forandre det, der er, hvad kan den da være?"

Alain Badiou

Forår

Der ligger to døde hvepse i vindueskarmen mens vi vasker fugt ned. Vi putter kemikalier ovenpå, laver en skorpe som holder pletterne tilbage. Jeg holder vejret når jeg sprøjter det på. Så skriger jeg og løber ned ad trappen hysterisk. Glad og hysterisk er viklet ind i hinanden som tilstande. Det vil sige, det er næsten for meget at være glad, det føles hysterisk. Det er at løbe over alle grænser med en sær voldsomhed. Det er vilde øjne inden under et ansigt der ikke bevæger sig; det de kalder roligt. Jeg er en rolig person, siger de. Jeg reagerer ikke.

Far

Det var min far der lærte mig at danse. Han er lige som mig. Han har noget stolt i sig, og der er noget i ham, der foragter. Han tegner en cirkel omkring sig som vi ikke tør overtræde. Han er skrøbelig for os, som om der er noget vi altid holder fra ham. En hemmelighed om den måde vi elsker og beskytter ham på.

Had

De ville have adgang til det jeg sad med, noget jeg vogtede på. Jeg var kun ryg. Jeg lænede mig ikke nogen steder, ikke mod dem eller væk fra dem, jeg sad på mit sæde i bilen stiv af foragt. Hendes gråd kunne ikke fremkalde andet end had. Hver gang hadet blev for stort til kroppen satte fortætningen igang, enhver flyden over blev suget op, den blev indeholdt.

Vinteren i huset

I huset badede vi med vinduet åbent hele vinteren. Når jeg tænker på huset tænker jeg på dampen der stiger ud gennem vinduet. Kulden og dampen er to slags luft der møder hinanden mættede på hver deres måde. Jeg mærkede huden stramme til omkring mig som et betræk. Frosten er enkel og det er godt, tænkte jeg. Tydelig som en knogle.

Vinter

Vinteren trækker alt tilbage til sit inderste. Jeg er ligesom vinteren. Jeg mærker sulten sive ind som en varm, fast glæde. En koncentration af saft.

Jeg tænker på linien på kroppens yderside, langs armen, ned langs benet, som min yderste streg, min grænse udadtil. Blæsten kan mærkes på huden i vinden. Jeg tænker på min højre arm. Ved kravebenet sidder følelser knyttet til fordøjelsen. Jeg får ondt der når jeg har spist. Min krop er et mønster. Men for nylig skrev jeg, at jeg nu forstod, at jeg ikke er et stykke papir.

Der er historie

Det bliver virkeligt, at der er en kødelig historie, som jeg er fortsættelsen af. I forhold til jer forstår jeg ofte primært mig selv som bevidsthed. Og den afstand der kan være mellem os er abstrakt og den løfter mig. Men her sænkes jeg tilbage i historien og jeg sænkes ikke imod min vilje. Jeg falder tilbage i de mennesker der levede, i stilheden i at vide, at der ikke er noget centrum. At jeg peger bagud, og at det måske er forvaltningen af det, der er mig.

Kommunisering

Kommunisering er det vigtigste nye ord, jeg er begyndt at kende. Det er vigtigt af mange grunde. En af dem er generobringen af forestillingen om kommunisme. Vi definerer det på en måde, der i sig selv indebærer transformationen til begrebet om kommunisering, og der er derfor ikke fundet nogen svækkelse (eller afradikalisering) sted, men en instrumentalisering af vores drømme og en forståelse af det kommunistiske projekt, der vækker vores begejstring. Det er simpelthen svært at se, at det her ikke er vedkommende for alle. Kommunisering er en italesættelse af noget, som jeg taler med mine venner, mine mostre, mine kusiner og min frisør om. Hvoraf flere er langt fra at definere sig selv som venstreorienterede. Måske ville de ikke engang kalde sig politisk interesserede. Det er dét, der giver mig håb; at vi taler om det samme og at der bor sandhed i det, der rækker længere end det erklærede politiske fællesskab og den teoretiske konsensus.

Jeg begynder at forstå, at det er igennem måder, vi organiserer os på, at vi får mulighed for at begribe hvordan verden kan formes, og at sandhedserfaringen er vores eneste styrende princip udi alle disse eksperimenter.

Et møde

"All recognition is risk, and all risk sacrificial; but there is no law of sacrifice"

(J.M. Bernstein)

Jeg oplevede at blive ført ind under en andens nåde. Pludselig var det sådan. Og der er ikke noget svar på den tilstand – man kan reagere med sorg måske, hvis man kan rumme det, eller man kan prøve at etablere sig selv igen som adskilt; en afstand, der i det øjeblik kun kan finde sig selv som afvisning. Det er voldeligt, og det er selvfølgelig altid sådan, men nu bliver det tydeligt, hvad det er der sker, hele tiden.

Jeg troede måske, at det var manglen på afklaring, der opløste mig i ham, men jeg indser, at det måske er det modsatte: At tanken om en fastsættelse gør mig vanvittig – at jeg risikerer at miste min frihed til at være adskilt. Jeg vil gerne gå til og fra.

Også han er et sted.

Og jeg tænker på, hvad jeg har læst af Henrik Norbrandt gennem Mikkel Thykier (i Entré):

"Du kan roligt sove.

Så længe du gør, skal du ikke lære et nyt sprog
og ingen skal bedrage dig."

Plante

Jeg giver noget fra mig til andre der gør mig til en plante. Jeg suger lidt op i jorden.

Om opgøret med et udenfor

NÆGTELSE

Bartleby ville foretrække at lade være. Det gådefulde i Herman Melvilles klassiske fortælling er nægtelsens absolutte karakter. Når chefen beder ham om at gøre sine pligter, så gentager Bartleby om og om igen helt roligt: "Jeg ville foretrække at lade være." 
[...] Bartlebys opførsel er virkelig afvæbnende, dels fordi han er så rolig og afklaret, men mest af alt fordi hans nægtelse er så ubestemmelig, at den bliver absolut. Han foretrækker simpelthen at lade være.
[...] Denne nægtelse er utvivlsomt begyndelsen til en frigørende politik, men den er netop kun en begyndelse. Nægtelsen i sig selv er tom. Bartleby og Michael K kan være nok så smukke sjæle, men deres væren står i sin absolutte renhed på randen af en afgrund. Deres flugtlinier bort fra autoriteterne er fuldkommen ensomme, og de bevæger sig hele tiden på selvmordets rand. I politiske termer fører nægtelse i sig selv (nægtelse af arbejde, autoritet og frivillig trældom) ligeledes kun til en form for socialt selvmord. Som Spinoza siger: Hvis vi blot hugger det tyranniske hoved af den sociale krop, vil vi blot stå tilbage med samfundets deforme lig. Vi må i stedet skabe en ny social krop, hvilket er et projekt, som går langt udover nægtelsen.

Hardt og Negri: Imperiet

Weekendtur

Ingen sætninger er sande nok, autentiske, sikre nok på sig selv. Det virker ikke til at jeg kan stå inde for nogen ytring. Jeg skammer mig over det der flyder ud af mig, jeg fortryder altid febrilsk. Også det her. Og jeg fortryder den samtale jeg havde igår. Jeg fortryder at jeg først rigtig fandt ro, da jeg havde fået ros. Jeg rejser til den anden ende af landet for at ankomme frisk og ukompliceret. Af tvivlsomme grunde tror jeg, som for eksempel at være et indslag, der ikke varer længere end at gensynets glæde og afskedens goodwill når sammen.


At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.


Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.

Identitet

"Den hysteriske neurotiker oplever sig selv som en, der spiller en rolle for den anden, hans imaginære identifikation er hans 'væren-for-den-anden', og det centrale brud, psykoanalysen må gennemføre, er at få ham til at indse, at han selv er denne anden, for hvem han spiller rollen – at hans væren-for-den-anden er hans væren-for-sig-selv, fordi han i forvejen er symbolsk identificeret med det blik, over for hvilket han spiller sin rolle"

Slavoj Zizek


"The thing one gradually comes to find out is that one has no identity that is when one is in the act of doing anything. Identity is recognition, you know who you are because you and others remember anything about yourself but essentially you are not that when you are doing anything. I am I because my little dog knows me but creatively speaking the little dog knowing that you are you and your recognizing that he knows, that is what destroys creation. That is what makes school"

Gertrude Stein

Stolthed

Jeg samler på citater, der handler om stolthed. Jeg vil gerne have det til at hænge sammen med en særlig form for ukrænkelighed.

Her er et med – og typisk for – Blixen:

"Stolthed er bevidstheden om, og troen på den tanke, som Gud havde da han skabte os. For den stolte mand er denne tanke altid nærværende [...] Han stræber ikke efter en Lykke eller et velvære som ikke er i overensstemmelse med Guds plan med ham. [...] han er forelsket i sin skæbne"

Fra Den afrikanske farm

Skelettet
er en enklere form
for menneske,

uden sangstemme, uden
klage.

De har spist dig

og ladet dig
leve.

(Tor Ulven)

Protest imod forklaringen

At tale eller holde på tavsheden i forskellige situationer (her den første):

1. Familien

Vi har indgået en ny kontrakt: vi skal lære hinanden at kende igen. Det var resultatet af et møde – der var kulminationen på flere telefonsamtaler – der var fremprovokeret af julen og ’mødet’ med mig i julen – hvorefter min familie besluttede (virkede det som om) at ’række ud’ efter/tage fat i mig – altså: de ville have mig i tale.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den henvendelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle reagere med raseri, så jeg opstillede følgende kompromis: Vi kan mødes, så jeg kan få lov til at blive vred. Det er på de præmisser, jeg vil mødes. Indbygget heri: I skal ikke regne med forsoning. Jeg tænkte selv, at det var en god balance mellem viljen til at forandre de eksisterende relationer (i stedet for at flygte fra dem, dvs. ikke møde op) og insisteringen på, at 'forsoningen’ ikke bare lader sig indfinde.

Men så nemt går det ikke. Der er en særlig impuls, der gør, at tilstedeværelsen af den anden/de andre automatisk mildner ens vrede/får en til at søge kompromiset. Det er på sin vis en meget fin ting, som jeg tænker har evolutionistiske fordele og alt mulig – det understreger for mig også en vis uafskrivelig loyalitet med ens ophav; en vis forpligtelse til at huske og forstå lige præcis dem, fordi de gav deres bevidsthed (verden) videre til mig, og derfor er det ikke til at ignorere, hvilken voldelig handling det ville være at afvise dem fuldstændig. Det ville i en vis forstand være at afvise mig selv.

Det var egentlig en afstikker. Det jeg ville frem til, som kommer i forlængelse af disse erfaringer, er spørgsmålet om, hvad det betyder at begynde at ’tale sammen’ i denne her situation (uforsoneligheden kunne ikke rummes i mødet – jeg var ikke stærk nok, eller også var det fint nok jf. ovenstående – og jeg er ’gået med til’ at vi gør noget i fællesskab for at komme tættere på hinanden/ikke glide ud i den totale fremmedgørelse): Hvad er det for en tale, der skal bygge bro over det, jeg oplever som uforsoneligt? Jeg er bange for, at den intention, der er udgået fra min familie, og som jeg delvist modstræbende gik ind på, bygger på en autencitets-længsel, dvs. på en drøm om forståelse, der ignorerer hele min protest, fordi den tror, at så længe vi bare forklarer mere for hinanden, vil vi også forstå.

Jeg skal begynde at forklare mere om mig selv, det jeg laver, det, der betyder noget for mig (det frustrerende resultat af at jeg selv sagde, at jeg ikke følte, de vidste noget om alt det). Men pointen er den, at vi ikke kan tale om det, de ikke forstår – vi kan på forhånd kun tale om det, de allerede forstår, eller er i stand til at forstå.

Men hvad er så strategien? For det første er det som antydet en blindgyde at anvende bekendelsen. Det er en slags fristelse, der altid ender i den samme situation: endnu mere fremmedgørelse + følelse af at have udleveret sig selv (symptomer: træthed, frustration, endnu større kedafdethed). Bekendelsen er som regel et stort følelsesudbrud, de andre står magtesløse overfor. Bekendelsen udsletter den anden – der er ikke nogen reaktion til rådighed, der ikke bidrager til at ydmyge den bekendende endnu mere. Det er den bekendende pinligt klar over, deraf det totalt destruktive i situationen.

Forklaringen (at fortælle ’noget’ eller ’mere’ om mig selv for at vi kan lære hinanden at kende) har på en eller anden måde en lignende ydmygelse ved sig. Jeg græmmer mig hver gang jeg skal svare på de her ’opklarende’ spørgsmål i telefonen, også efter jeg lige er gået med til at gøre denne indsats. Jeg bakker tilbage i uforsoneligheden. Jeg begynder at tvivle på, om det er et godt projekt at 'tale mere sammen'. Men, hvis jeg vil afbryde den nye ’korrespondance’ så vil min beslutning (eller de overvejelser, der får mig til at tage den beslutning) indebære, at jeg modstår fristelsen til at forklare hvorfor, jeg ikke mener, det kan lade sig gøre/ikke er en god ide, endsige bekende. Jeg er med andre ord tvunget til at snige mig udenom eller få afsporet de samtaler, hvor jeg føler, jeg udleverer mig selv i autencitets-længsel/forpligtelse, og bedst muligt få skabt en imødekommenhed uden at give noget bort. For at skabe en mere etisk relation, må forestillingen om at nå ’dybere’ skiftes ud med en, der er mere bevidst om afstandens og tavshedens betydning. Det jeg vil frem til er, at overskridelsen af forklarings- og bekendelses-relationen kræver en bestemt form for tavshed.

Sandhed

"Sandhed er ikke et syn på verden men i stedet dét der binder os ufravigeligt til den. [...] Den skaber og tilintetgør mig, konstituerer og afvikler mig som individ: den fjerner mig fra meget og fører mig nærmere dem der også mærker den. [...] I virkeligheden begynder enhver opstand med en sandhed som man ikke giver afkald på"

Den kommende opstand


"[...] hvordan skulle vi kunne være retfærdige over for vore fædre, hvordan skulle vi i det hele taget kunne være retfærdige over for selve sandheden, min sandhed, og også selvom denne sandhed er en vildfarelse, ja, min vildfarelse, kan kun mit liv, herre min gud! mit liv alene, gøre den til sandhed"

Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn


"Var jeg Qvinde, ville jeg først og fremmest frabede mig al Beilen, og finde mig i at være det svagere Kjøn, hvis jeg er det, men agte paa, hvad der er Hovedsagen, naar man vil være stolt, at man ikke kommer udenfor Sandheden."

Victor Eremita i Stadier paa Livets Vei

Magical portion, harmful drug

Einstein, Augustin

1. En kvinde taler til et arrangement og siger noget, jeg senere noterer som: Einstein: Mørke er et fravær af lys, ensomhed er et ord opfundet af mennesker som en måde at beskrive et fravær af andre mennesker. Det er altså ingenting i sig selv. Der er derfor heller ikke noget at dyrke.


2. Næste morgen i radioen: Einsteins relativitetsteori er muligvis modbevist. Det mener nogle forskere men den danske forsker er tilbageholdende, han mener man må vente på mere bevis eller rettere modbevis af modbeviset for nok er ikke gjort for at modbevise deres nye bevis imod Einstein. Hvem bryder sig også om at pille Einstein ned, skrev jeg, det var ham der sagde det med mørke som et fravær af lys.


3. En dag (kort tid efter): I dag læste jeg at det slet ikke var Einstein men Augustin der fandt på det med mørket som et fravær af lys (det onde som fravær af det gode, i sig selv substansløs).



4. Efterspil: Fiktion og ikke-fiktion. Det virkelige defineret som det der bliver tilbage når fiktionen trækkes fra; livet som et fravær af fiktion (ikke noget at dyrke i sig selv). Fiktion som lys. Derfor denne blog (måske) til at se ting lidt bedre.

Hus

Alle i huset står op før mig. Jeg hører dem synge, bade, børste tænder og gøre klar til at gå. Jeg vender mig kun langsomt væk fra søvnen.

Toiletkø-scenen

Jeg stod i kø til toilettet sammen med Lars Skinnebach han spurgte: kender vi hinanden? jeg sagde nej jeg har bare læst dine bøger, han sagde nå men det var bare fordi du sagde Lars og så sagde jeg noget mere men jeg spekulerer virkelig over om det så var upassende at tiltale ham Lars tidligere da jeg ville spørge ham om noget men hvad skulle jeg have sagt hr. Skinnebach eller var det fordi han virkelig ikke vidste om det var sådan at jeg kendte ham, måske møder man så mange mennesker når man optræder som digter at man kan komme i tvivl om hvem der er venner og hvem der er ansigter venner selvføgelig forstået i mest ubetydelige forstand som et menneske hvis henvendelse man burde have visse forudsætninger der har med genkendelse at gøre for at besvare, men jeg var bare et ansigt og det var i grunden ubehageligt at blive konfronteret med en man mener en masse om men som ikke mener noget tilbage om en det er en foruroligende vægt at stå med i øjeblikket.

Noter om stedet II (at gå ind og ud)

En gammel note:

"Når jeg rejser væk fra ting, har jeg det bedst med hvad end det er jeg har ladt tilbage. Det er en tilværelse som observatør, det er uden for døren og man kan ikke komme ind, for man er nødt til at gå ud igen. Jeg er nødt til at tage afsted"

Afstanden/at gå ud igen synes at være en betingelse for at kunne komme overens med det kaosfyldte eller for overhovedet at kunne se det.

I begyndelsen til Stadier på Livets Vei skelner Kierkegaard (eller fortælleren) mellem det at huske og det at erindre ved at se erindringen som en "Kraft", der bringer på afstand. Erindringen er her en slags poetisk koncentration, der intet har at gøre med at huske en begivenhed "til Punkt og Prikke", men er karakteriseret ved en form for indsigt ("Indvielse") i begivenhedernes væsensfylde.

Mens man får dette 'klarsyn' eller 'poetiske syn' forærende på rejsen, hvor man befinder sig i en slags undtagelsessituation og alt synes på afstand (det virker i sidste ende uholdbart, det risikerer at transformere sig til flugt), er det sværere at etablere for sig selv 'på stedet' (jf. hele tiden at må gå ud igen): "At trylle det Forbigangne til sig er ikke saa vanskeligt, som at trylle det Nærmeste fra sig for Erindringen. Dette er egentlig Erindringens Kunst og Reflexionen i anden Potens."

Muligheden er at etablere en form for eksil, der kan være indeholdt i 'stedet'. En krog, hvorfra man kan betragte uden at være nødt til at gå ud hele tiden:

"Er det sandt, hvad Digteren siger: bene vixit qui bene latuit, [den har levet vel, som har gemt sig vel] saa har jeg levet vel, thi min Krog var godt valgt. Vist er det ogsaa, at Verden og Alt hvad som derudi befindes aldrig tager sig bedre ud, end naar det sees fra en Krog, og man maa liste sig til at see; vist er det ogsaa, at Alt hvad der er hørt i Verden og skal høres, lyder lifligst og mest fortryllende hørt fra en Krog, naar man maa liste sig til at lytte."

Inciterende og alligevel, måske også forstemmende.

Om at sige noget 2

"Jeg siger noget dumt. Eller jeg siger noget jeg ikke mener fordi jeg står der og der forventes noget af mig. Jeg tænker på at flygte. Personen jeg siger noget til siger noget tilbage eller er stille. I begge tilfælde siger jeg noget mere som jeg ikke mener, jeg kan ikke holde op"

Om at sige noget 1

"Hvis jeg ikke siger noget, så tror de sikkert jeg ikke vil fortælle. Jeg ser på situationen som ned i en krukke; jeg venter og afventer et frugtbart miljø. Jeg anser det nærmest som en forbrydelse at indføre bevægelser og ord, hvor der ikke er gjort klar til dem"

Skæbne – forfængelighed – ambition

Jeg tænker meget for tiden på det at se sin skæbne i øjnene/være i øjenhøjde med den. Det har noget at gøre med at tage sin historie på sig. Og der ligger et opgør med forfængeligheden i det.
Jeg tænker også på, hvad jeg skal med den her blog.

Stockholm

Om en ikke-forsonende terapi

En terapiform, der ikke går ud på at bringe uoverensstemmelser til forsoning, men kun på at blive bevidst om de situationer, man ikke bryder sig om at være i, for derefter mere effektivt at kunne stikke af/fjerne sig fra dem.

Problemet med terapeutiseringen er, at der fokuseres på at få det bedre med den måde, situationerne/det sociale er. Man leder efter grunde i sig selv, der skal redde trådene ud i den oplevelse af ubehag man har, for derefter at kunne indgå i de samme situationer på en mere hensigtsmæssig måde (for ens overlevelses og ’mentale helbreds’ skyld).

Udgangspunktet i den logik er, at forskelligheden skal rummes i individet for at det kan være som andre – være ’normal’, ikke være en afviger, ikke have for stærke præferencer. Det forudsættes, at det sundeste er at lære at takle bestemte situationer/mennesker/omgangsformer/følelser, i stedet for at bruge tiden på at opstøve eller opfinde nye måder. En ikke-forsonende terapi vil opfordre folk til at stikke af, til ikke at gå på kompromis med sin vrede, til ikke at rette problemet indad og forstå det som en helingsproces i det psykologiserede selv.

At lære sig selv at kende er ikke at grave dybere i spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke fungerer. Spørgsmålet er ikke: Hvorfor kan jeg ikke nyde det her? Det er snarere: Skal jeg være her?