Protest imod forklaringen

At tale eller holde på tavsheden i forskellige situationer (her den første):

1. Familien

Vi har indgået en ny kontrakt: vi skal lære hinanden at kende igen. Det var resultatet af et møde – der var kulminationen på flere telefonsamtaler – der var fremprovokeret af julen og ’mødet’ med mig i julen – hvorefter min familie besluttede (virkede det som om) at ’række ud’ efter/tage fat i mig – altså: de ville have mig i tale.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den henvendelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle reagere med raseri, så jeg opstillede følgende kompromis: Vi kan mødes, så jeg kan få lov til at blive vred. Det er på de præmisser, jeg vil mødes. Indbygget heri: I skal ikke regne med forsoning. Jeg tænkte selv, at det var en god balance mellem viljen til at forandre de eksisterende relationer (i stedet for at flygte fra dem, dvs. ikke møde op) og insisteringen på, at 'forsoningen’ ikke bare lader sig indfinde.

Men så nemt går det ikke. Der er en særlig impuls, der gør, at tilstedeværelsen af den anden/de andre automatisk mildner ens vrede/får en til at søge kompromiset. Det er på sin vis en meget fin ting, som jeg tænker har evolutionistiske fordele og alt mulig – det understreger for mig også en vis uafskrivelig loyalitet med ens ophav; en vis forpligtelse til at huske og forstå lige præcis dem, fordi de gav deres bevidsthed (verden) videre til mig, og derfor er det ikke til at ignorere, hvilken voldelig handling det ville være at afvise dem fuldstændig. Det ville i en vis forstand være at afvise mig selv.

Det var egentlig en afstikker. Det jeg ville frem til, som kommer i forlængelse af disse erfaringer, er spørgsmålet om, hvad det betyder at begynde at ’tale sammen’ i denne her situation (uforsoneligheden kunne ikke rummes i mødet – jeg var ikke stærk nok, eller også var det fint nok jf. ovenstående – og jeg er ’gået med til’ at vi gør noget i fællesskab for at komme tættere på hinanden/ikke glide ud i den totale fremmedgørelse): Hvad er det for en tale, der skal bygge bro over det, jeg oplever som uforsoneligt? Jeg er bange for, at den intention, der er udgået fra min familie, og som jeg delvist modstræbende gik ind på, bygger på en autencitets-længsel, dvs. på en drøm om forståelse, der ignorerer hele min protest, fordi den tror, at så længe vi bare forklarer mere for hinanden, vil vi også forstå.

Jeg skal begynde at forklare mere om mig selv, det jeg laver, det, der betyder noget for mig (det frustrerende resultat af at jeg selv sagde, at jeg ikke følte, de vidste noget om alt det). Men pointen er den, at vi ikke kan tale om det, de ikke forstår – vi kan på forhånd kun tale om det, de allerede forstår, eller er i stand til at forstå.

Men hvad er så strategien? For det første er det som antydet en blindgyde at anvende bekendelsen. Det er en slags fristelse, der altid ender i den samme situation: endnu mere fremmedgørelse + følelse af at have udleveret sig selv (symptomer: træthed, frustration, endnu større kedafdethed). Bekendelsen er som regel et stort følelsesudbrud, de andre står magtesløse overfor. Bekendelsen udsletter den anden – der er ikke nogen reaktion til rådighed, der ikke bidrager til at ydmyge den bekendende endnu mere. Det er den bekendende pinligt klar over, deraf det totalt destruktive i situationen.

Forklaringen (at fortælle ’noget’ eller ’mere’ om mig selv for at vi kan lære hinanden at kende) har på en eller anden måde en lignende ydmygelse ved sig. Jeg græmmer mig hver gang jeg skal svare på de her ’opklarende’ spørgsmål i telefonen, også efter jeg lige er gået med til at gøre denne indsats. Jeg bakker tilbage i uforsoneligheden. Jeg begynder at tvivle på, om det er et godt projekt at 'tale mere sammen'. Men, hvis jeg vil afbryde den nye ’korrespondance’ så vil min beslutning (eller de overvejelser, der får mig til at tage den beslutning) indebære, at jeg modstår fristelsen til at forklare hvorfor, jeg ikke mener, det kan lade sig gøre/ikke er en god ide, endsige bekende. Jeg er med andre ord tvunget til at snige mig udenom eller få afsporet de samtaler, hvor jeg føler, jeg udleverer mig selv i autencitets-længsel/forpligtelse, og bedst muligt få skabt en imødekommenhed uden at give noget bort. For at skabe en mere etisk relation, må forestillingen om at nå ’dybere’ skiftes ud med en, der er mere bevidst om afstandens og tavshedens betydning. Det jeg vil frem til er, at overskridelsen af forklarings- og bekendelses-relationen kræver en bestemt form for tavshed.

Sandhed

"Sandhed er ikke et syn på verden men i stedet dét der binder os ufravigeligt til den. [...] Den skaber og tilintetgør mig, konstituerer og afvikler mig som individ: den fjerner mig fra meget og fører mig nærmere dem der også mærker den. [...] I virkeligheden begynder enhver opstand med en sandhed som man ikke giver afkald på"

Den kommende opstand


"[...] hvordan skulle vi kunne være retfærdige over for vore fædre, hvordan skulle vi i det hele taget kunne være retfærdige over for selve sandheden, min sandhed, og også selvom denne sandhed er en vildfarelse, ja, min vildfarelse, kan kun mit liv, herre min gud! mit liv alene, gøre den til sandhed"

Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn


"Var jeg Qvinde, ville jeg først og fremmest frabede mig al Beilen, og finde mig i at være det svagere Kjøn, hvis jeg er det, men agte paa, hvad der er Hovedsagen, naar man vil være stolt, at man ikke kommer udenfor Sandheden."

Victor Eremita i Stadier paa Livets Vei

Magical portion, harmful drug

Einstein, Augustin

1. En kvinde taler til et arrangement og siger noget, jeg senere noterer som: Einstein: Mørke er et fravær af lys, ensomhed er et ord opfundet af mennesker som en måde at beskrive et fravær af andre mennesker. Det er altså ingenting i sig selv. Der er derfor heller ikke noget at dyrke.


2. Næste morgen i radioen: Einsteins relativitetsteori er muligvis modbevist. Det mener nogle forskere men den danske forsker er tilbageholdende, han mener man må vente på mere bevis eller rettere modbevis af modbeviset for nok er ikke gjort for at modbevise deres nye bevis imod Einstein. Hvem bryder sig også om at pille Einstein ned, skrev jeg, det var ham der sagde det med mørke som et fravær af lys.


3. En dag (kort tid efter): I dag læste jeg at det slet ikke var Einstein men Augustin der fandt på det med mørket som et fravær af lys (det onde som fravær af det gode, i sig selv substansløs).



4. Efterspil: Fiktion og ikke-fiktion. Det virkelige defineret som det der bliver tilbage når fiktionen trækkes fra; livet som et fravær af fiktion (ikke noget at dyrke i sig selv). Fiktion som lys. Derfor denne blog (måske) til at se ting lidt bedre.

Hus

Alle i huset står op før mig. Jeg hører dem synge, bade, børste tænder og gøre klar til at gå. Jeg vender mig kun langsomt væk fra søvnen.

Toiletkø-scenen

Jeg stod i kø til toilettet sammen med Lars Skinnebach han spurgte: kender vi hinanden? jeg sagde nej jeg har bare læst dine bøger, han sagde nå men det var bare fordi du sagde Lars og så sagde jeg noget mere men jeg spekulerer virkelig over om det så var upassende at tiltale ham Lars tidligere da jeg ville spørge ham om noget men hvad skulle jeg have sagt hr. Skinnebach eller var det fordi han virkelig ikke vidste om det var sådan at jeg kendte ham, måske møder man så mange mennesker når man optræder som digter at man kan komme i tvivl om hvem der er venner og hvem der er ansigter venner selvføgelig forstået i mest ubetydelige forstand som et menneske hvis henvendelse man burde have visse forudsætninger der har med genkendelse at gøre for at besvare, men jeg var bare et ansigt og det var i grunden ubehageligt at blive konfronteret med en man mener en masse om men som ikke mener noget tilbage om en det er en foruroligende vægt at stå med i øjeblikket.

Noter om stedet II (at gå ind og ud)

En gammel note:

"Når jeg rejser væk fra ting, har jeg det bedst med hvad end det er jeg har ladt tilbage. Det er en tilværelse som observatør, det er uden for døren og man kan ikke komme ind, for man er nødt til at gå ud igen. Jeg er nødt til at tage afsted"

Afstanden/at gå ud igen synes at være en betingelse for at kunne komme overens med det kaosfyldte eller for overhovedet at kunne se det.

I begyndelsen til Stadier på Livets Vei skelner Kierkegaard (eller fortælleren) mellem det at huske og det at erindre ved at se erindringen som en "Kraft", der bringer på afstand. Erindringen er her en slags poetisk koncentration, der intet har at gøre med at huske en begivenhed "til Punkt og Prikke", men er karakteriseret ved en form for indsigt ("Indvielse") i begivenhedernes væsensfylde.

Mens man får dette 'klarsyn' eller 'poetiske syn' forærende på rejsen, hvor man befinder sig i en slags undtagelsessituation og alt synes på afstand (det virker i sidste ende uholdbart, det risikerer at transformere sig til flugt), er det sværere at etablere for sig selv 'på stedet' (jf. hele tiden at må gå ud igen): "At trylle det Forbigangne til sig er ikke saa vanskeligt, som at trylle det Nærmeste fra sig for Erindringen. Dette er egentlig Erindringens Kunst og Reflexionen i anden Potens."

Muligheden er at etablere en form for eksil, der kan være indeholdt i 'stedet'. En krog, hvorfra man kan betragte uden at være nødt til at gå ud hele tiden:

"Er det sandt, hvad Digteren siger: bene vixit qui bene latuit, [den har levet vel, som har gemt sig vel] saa har jeg levet vel, thi min Krog var godt valgt. Vist er det ogsaa, at Verden og Alt hvad som derudi befindes aldrig tager sig bedre ud, end naar det sees fra en Krog, og man maa liste sig til at see; vist er det ogsaa, at Alt hvad der er hørt i Verden og skal høres, lyder lifligst og mest fortryllende hørt fra en Krog, naar man maa liste sig til at lytte."

Inciterende og alligevel, måske også forstemmende.

Om at sige noget 2

"Jeg siger noget dumt. Eller jeg siger noget jeg ikke mener fordi jeg står der og der forventes noget af mig. Jeg tænker på at flygte. Personen jeg siger noget til siger noget tilbage eller er stille. I begge tilfælde siger jeg noget mere som jeg ikke mener, jeg kan ikke holde op"

Om at sige noget 1

"Hvis jeg ikke siger noget, så tror de sikkert jeg ikke vil fortælle. Jeg ser på situationen som ned i en krukke; jeg venter og afventer et frugtbart miljø. Jeg anser det nærmest som en forbrydelse at indføre bevægelser og ord, hvor der ikke er gjort klar til dem"

Skæbne – forfængelighed – ambition

Jeg tænker meget for tiden på det at se sin skæbne i øjnene/være i øjenhøjde med den. Det har noget at gøre med at tage sin historie på sig. Og der ligger et opgør med forfængeligheden i det.
Jeg tænker også på, hvad jeg skal med den her blog.

Stockholm

Om en ikke-forsonende terapi

En terapiform, der ikke går ud på at bringe uoverensstemmelser til forsoning, men kun på at blive bevidst om de situationer, man ikke bryder sig om at være i, for derefter mere effektivt at kunne stikke af/fjerne sig fra dem.

Problemet med terapeutiseringen er, at der fokuseres på at få det bedre med den måde, situationerne/det sociale er. Man leder efter grunde i sig selv, der skal redde trådene ud i den oplevelse af ubehag man har, for derefter at kunne indgå i de samme situationer på en mere hensigtsmæssig måde (for ens overlevelses og ’mentale helbreds’ skyld).

Udgangspunktet i den logik er, at forskelligheden skal rummes i individet for at det kan være som andre – være ’normal’, ikke være en afviger, ikke have for stærke præferencer. Det forudsættes, at det sundeste er at lære at takle bestemte situationer/mennesker/omgangsformer/følelser, i stedet for at bruge tiden på at opstøve eller opfinde nye måder. En ikke-forsonende terapi vil opfordre folk til at stikke af, til ikke at gå på kompromis med sin vrede, til ikke at rette problemet indad og forstå det som en helingsproces i det psykologiserede selv.

At lære sig selv at kende er ikke at grave dybere i spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke fungerer. Spørgsmålet er ikke: Hvorfor kan jeg ikke nyde det her? Det er snarere: Skal jeg være her?