søndag den 11. marts 2012
lørdag den 10. marts 2012
Om opgøret med et udenfor
NÆGTELSE
Bartleby ville foretrække at lade være. Det gådefulde i Herman Melvilles klassiske fortælling er nægtelsens absolutte karakter. Når chefen beder ham om at gøre sine pligter, så gentager Bartleby om og om igen helt roligt: "Jeg ville foretrække at lade være."
[...] Bartlebys opførsel er virkelig afvæbnende, dels fordi han er så rolig og afklaret, men mest af alt fordi hans nægtelse er så ubestemmelig, at den bliver absolut. Han foretrækker simpelthen at lade være.
[...] Denne nægtelse er utvivlsomt begyndelsen til en frigørende politik, men den er netop kun en begyndelse. Nægtelsen i sig selv er tom. Bartleby og Michael K kan være nok så smukke sjæle, men deres væren står i sin absolutte renhed på randen af en afgrund. Deres flugtlinier bort fra autoriteterne er fuldkommen ensomme, og de bevæger sig hele tiden på selvmordets rand. I politiske termer fører nægtelse i sig selv (nægtelse af arbejde, autoritet og frivillig trældom) ligeledes kun til en form for socialt selvmord. Som Spinoza siger: Hvis vi blot hugger det tyranniske hoved af den sociale krop, vil vi blot stå tilbage med samfundets deforme lig. Vi må i stedet skabe en ny social krop, hvilket er et projekt, som går langt udover nægtelsen.
Hardt og Negri: Imperiet
Bartleby ville foretrække at lade være. Det gådefulde i Herman Melvilles klassiske fortælling er nægtelsens absolutte karakter. Når chefen beder ham om at gøre sine pligter, så gentager Bartleby om og om igen helt roligt: "Jeg ville foretrække at lade være."
[...] Bartlebys opførsel er virkelig afvæbnende, dels fordi han er så rolig og afklaret, men mest af alt fordi hans nægtelse er så ubestemmelig, at den bliver absolut. Han foretrækker simpelthen at lade være.
[...] Denne nægtelse er utvivlsomt begyndelsen til en frigørende politik, men den er netop kun en begyndelse. Nægtelsen i sig selv er tom. Bartleby og Michael K kan være nok så smukke sjæle, men deres væren står i sin absolutte renhed på randen af en afgrund. Deres flugtlinier bort fra autoriteterne er fuldkommen ensomme, og de bevæger sig hele tiden på selvmordets rand. I politiske termer fører nægtelse i sig selv (nægtelse af arbejde, autoritet og frivillig trældom) ligeledes kun til en form for socialt selvmord. Som Spinoza siger: Hvis vi blot hugger det tyranniske hoved af den sociale krop, vil vi blot stå tilbage med samfundets deforme lig. Vi må i stedet skabe en ny social krop, hvilket er et projekt, som går langt udover nægtelsen.
Hardt og Negri: Imperiet
søndag den 4. marts 2012
Weekendtur
Ingen sætninger er sande nok, autentiske, sikre nok på sig selv. Det virker ikke til at jeg kan stå inde for nogen ytring. Jeg skammer mig over det der flyder ud af mig, jeg fortryder altid febrilsk. Også det her. Og jeg fortryder den samtale jeg havde igår. Jeg fortryder at jeg først rigtig fandt ro, da jeg havde fået ros. Jeg rejser til den anden ende af landet for at ankomme frisk og ukompliceret. Af tvivlsomme grunde tror jeg, som for eksempel at være et indslag, der ikke varer længere end at gensynets glæde og afskedens goodwill når sammen.
At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.
Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.
At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.
Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.
Abonner på:
Opslag (Atom)