onsdag den 24. oktober 2012

Den Enkelte og det Almene

"Saasnart jeg taler, udtrykker jeg det Almene, og naar jeg ikke gjør det, saa kan Ingen forstaae mig"

"Hvorledes forvisser da den Enkelte sig om, at han er berettiget? Det er nemt nok at nivellere hele Tilværelsen på Statens Idee eller på en Samfunds Idee. Gjør man det, saa kan man ogsaa let nok mediere; thi da kommer man slet ikke til Paradoxet, at den Enkelte som den Enkelte er høiere end det Almene"

Kierkegaard: Frygt og Bæven

lørdag den 20. oktober 2012

Listen med navne som min mor overvejede at give mig står i en bog som en liste over forskellige skæbner. Jeg forestiller mig at der var en periode både lige før og lige efter fødslen hvor det spørgsmål stod åbent.

Jeg lærte at når noget blev sendt 'live' betød det at det ikke tog nogen tid for billederne at komme hele vejen frem gennem ledningerne til os.

"Nøgenhed er ikke at kunne bære sig selv på den måde, en maske bæres".

Oven over isen i skøjtehallen hang en tåge der viste at isen var så frossen at den næsten krøb ud af sig selv. Der lød en tør knagen fra formen.

Sammen med ensomheden lå en dyb angst for at blive social afhængig. Integritet er at være i en vis overensstemmelse med sig selv. Jeg følte mig tiltrukket af de uensartede hjems små katastrofer. Jeg rørte ved hendes mere udviklede bryster.

Ordbogen antyder for en for første gang ikke at der er en vej fra et sprog til et andet, men at hvert sprog mangler udveje.

mandag den 15. oktober 2012

Sten

Jeg lærte mig selv på et tidspunkt at sige: Værsgo, du må gerne dø. Tag denne vægt og gå til bunds med den. Sådan troede jeg det ville ske, at jeg ville give dig din byrde tilbage. Jeg fantaserede om båndet mellem os, og magten jeg stod med. Men din lille krop forlader ikke jorden. Den opfinder bestandigt nye måder at blive stående, og det er noget jeg med tiden lærer at se kærligt på. Først føler jeg mig let som en fjer. Så frygter jeg, at jeg er ved at overtage din skæbne.

Forstærkning

At gå i landevejens mørke var som at gå på det samme sted indtil vi kom frem. Stemmerne fra jakkerne længere fremme var den lille klokke vi gik efter. At nå til den yderste træthed er en luksus. Den radius jeg ofte bevæger mig i væk fra hjemmet vil helst være et område med punkter, hvorfra jeg altid kan fortryde. At nå at glemme det er et øjeblik at klippe snoren over så den slappes. Og sådan gik vi i mørkets cirkel, slappe og snorløse.

Æbletræerne spredte sig om dagen over hele øen som et tema. I haverne hang æblerne symboltunge bag hegn. Ved grøftekanterne virkede det hele mere generøst. Vinden fra havet blæser måske en særlig salt kvalitet ind i frugtkødet, overvejede vi, travende ved grænsen, mens vi overvejede andre ting på tavse måder i os og mellem os mens vi gik. Det var overvejelser der var næsten usynlige: Bevægelser, som en nænsom overdragelse af pladsen til at gå ved siden af mig, så en anden; en udskiftning til at mærke det samme og det forskelliges overlap. At overgangene var blide var tegn på tryghed. Vævningen af noget som er os foregår skjult, består af smidige forstærkninger.

onsdag den 3. oktober 2012

Benævnelsen/billedet/bevægelsen

Jeg forstår bevægelser som noget fyldigt, noget ikke-flovt. Tvivlen findes i ordene, der skal være stærke og besejre. Jeg har lyst til at dække over deres udskejelser og at et ord kan føles som en udskejelse. En afsløring, der ikke besejrer og nedlægger tilfældet, men hvirvler mere af det ukontrollerbare op.

Jeg lægger sætninger ud som en slags foder jeg venter på om nogen vil tage. Men de kan ikke efterlades og de kan ikke leve på den måde.

Sammen med den sikkerhed jeg mærker i din tilstedeværelse, din krops gentagelse af et løfte og besejringen af det tilfælde vi er, opstår der en frygt for at det der benævnes dør. At benævnelsen også kan være en sikkerhed for meget. At den indskyder en afstand og fjerner sensibiliteten over for det der bevæger sig, som er nødvendigt, for at det kan bevæge sig fortsat. Kærligheden er ikke en tryghed.

Hvis jeg skal fortælle nogen hvordan det er, forsøger jeg altid at være så stille omkring det som muligt. Men hurtigt bliver jeg klar over at jeg har ændret noget, spærret en adgang, overladt noget levende til en tale, der ikke var min og ikke var det levendes. Et forræderi der sparker bagud; der får det levende til at trække hukommelsen om sig selv tilbage og indstille henvendelsen.

De kastanjer vi fandt spyttede ud af sine hylstre var lækre og fedtede, runde i alle mulige variationer, som vi kun blev klogere på ved at gnide mellem hænderne. Men vi vidste ikke om vi kunne stole på vores erfaringer, billedernes komplicerede ernæring. Der opstod den samme mistanke som den hun fik da hun vaskede jorden af gulerødderne i sin lejlighed og det føltes nærmest vulgært med al den jord, og hun oplevede den hidsige orange, der skinnede nede i vaskens metal, som en nærmest uhørt orange og en ophidselse. Det var nærheden, sagde hun. Hun havde følt at æbler var sprøde på en ny måde, da hun i hånden havde følt det lille knæk, der fik æblet til at løsne sig fra grenen. 

Jeg lå engang på en sten på Bornholm som et insekt og mærkede den afgive sin varme efter solens forsvinden. Jeg stillede mig selv det spørgsmål jeg var blevet givet: Hvordan bevæger en klippe sig? Så sagde jeg: Klippens rytme er inde i mig. Men bevægelsen blev til et billede kopieret ind i talen, og derfra tilbage i en  bevægelse, der nu genkendte sig selv. Politikken er et æble. Inde i København diskuterer de klimaforandringer og det virker grotesk. Venskaberne ønsker jeg i det mindste skal være tavse.