Formalisering

"Formalization thus invokes, through this indifference to content, a distance to reality, making it possible to break with its ideological representations, and thereby encounter the real. However, it must be stressed that this is not a question of isolating form from content; formalization is not a representation of the real in terms of pure form. The real '[...] is not captured in form; it transits through form'. Formalization is thus rather a way to participate in the real. An act through which the real passes and is encountered"

Mads Peter Karlsens ph.d: "The Grace of Materialism. Theology with Alain Badiou and Slavoj Zizek"

Afbrydelse

Det er en måde at se på. Det er ikke det jeg lægger ind i hans øjne, når jeg svarer på det han lægger ind i mine øjne, som er det jeg allerede har lagt ind i hans øjne. Det er en måde at se anderledes. Det er en måde at blive ved med at være seende, uden at lægge ind i hans øjne og uden at modtage det han forsøger at lægge ind i mine øjne, som i forvejen vil være udgået fra mig og derfor blot kommer tilbage, men også altid er en start, også altid er et nyt forsøg og derfor altid et spørgsmål. Spørgsmålet om en måde at afbryde, men kun akkurat sådan at man stadig ser. At afbryde ved at holde sig tilbage fra lige præcis den fristelse det er at svare. For at kunne svare. Eller for ikke at svare, det er en mulighed. At afbryde en trang, der lige så meget er den andens trang. Lige så meget som den anden er slave, som jeg er slave af ham og derfor afbryder jeg ham lige så meget som jeg afbryder mig selv, som jeg holder noget åbent. Som der i min holden åben ligger et afgørende øjeblik for verden, der gentages i alle øjeblikke i verden som mulighed fordi det han lægger ind i mine øjne allerede er det jeg lægger ind i hans øjne på en måde der altid også er et nyt forsøg, det vil sige en skriden hen over et område: Og derfor kan der være tøven.

Mangel

Fraværet af familien er som en bagage jeg gemmer bag øjnene. Tavsheden bærer både den dæmoniske og den guddommelige bagside. Det er derfor ingen kan se hvad der sker.

Det hjælper at jeg tænker: I et stykke tid skal vores kroppe være adskilte. Men hvad er renselse, er det ikke alt sammen pauser. 

Jeg bliver ved med at holde fast i forestillingen om, at værdigheden transcenderer alt dette. At jeg kan hænge i den krog, som finder stor opbakning i bøgerne (tavsheden). Og i menneskene tror jeg, men ikke i det sociale.

Det er svært at finde ud af hvor hullerne, manglen, opstår. I mig, i andre, i det hele. Om det er os, om det er en konstellation, en måde jeg gør eller ikke gør, en måde han gør eller ikke gør. Forstærkningerne af en bestemt gøren og ikke-gøren i hinanden. Forsøg på at stive sig af med afstand. Forsøge at få sig et klart blik og gå tilbage rent ind. At begynde forfra hele tiden, viske mig selv ud inde i hjernen. Hjernen som et meget knudret område af mulige veje for tænkningen, mulige måder at gå hen til ham, mulige måder at stille et skelet op der forklarer ved at være skelet, konstruktion.

Når jeg klipper mit hår af får jeg en følelse af stramhed. Ny præcision.