Urørlighed

"Da jeg kærtegnede morderens hovedskal, mens han forsøgte at kvæle mig, faldt hans hænder til jorden"

Suzanne Brøgger

Statuer

Jeg lagde mig over i dynerne fordi det trak op til noget alvorligt. Det er så krævende for ordene ikke at føle sig dikterede, af bordet for eksempel stillet op mellem os og de pladser vi får. Jeg vil have at det skal være nemt at røre. 

Jeg finder ud af at min krop bærer et ønske, der har fejheden i sig. Den vil gerne læne sig op af statuer. Det er en enkel mekanisme, men det må man ikke. Gøre nogle folk til statuer.

Uden titel

Det teoretiske sprog har lagret sig i mig, bobler op når jeg forsøger at sige noget. Det fungerer trægt i mange sammenhænge. Det nærer og bekræfter ønsket om at ophæve alle omveje i en renere åndelighed (et højeste universitet) men det kender kun sig selv indefra. Det vil holde sig tæt op ad tomrummet, gnubbe og vurdere usandheder. Abstraktioner er som en øvelse i at holde vejret og løbe frem så langt man kan, før man behøver luft.

Lær mig at tale anderledes. Jeg er en angstmaskine, en militærbastion, et kærlighedsorgie. Mine øjne ser kun indad.

Frustrationen vil altid forklare, den angriber
og vokser på sit angreb.

Er politik og kærlighed det samme. Rider vreden sin egen cirkel.

Uden titel

Overgangen fra vævet, der udgør mine organer til omverdenen af mennesker og ting er en flimren. Huden er ikke en grænse. Alt der ligner noget substantielt er blot en fortætning af det samme stof der er i opløsning, en sitren der strømmer ud fra mit bryst. Der er ingen forskel på mig, maden, et stykke plastik. Jeg strømmer over i alt. Det er angstens kode.