Mirjams dans

"Livet og det skabende er en stadig pendling mellem depression og dans. Det går måske ikke eller er overhovedet efterstræbelsesværdigt at blive 'hel', andet end momentant, i selve det danse-skabende utopiske øjeblik. Det er derhen man stræber, i en uafbrudt, accelererende, stadig vildere bevægelse."

Monika Fagerholm om Mirjam Tuominen

Ordene og verden (Jean Paul og Simone)

"En eftermiddag så vi fra Saint-Clouds højder ud over et stort landskab med træer og vand; jeg blev begejstret, og jeg bebrejdede Sartre hans ligegyldighed: han talte meget bedre end jeg om floden og skovene, men han følte intet. Han forsvarede sig. Hvad præcis vil det sige at føle? Han var ikke tilbøjelig til hjertebanken, gysen, svimmelhed, alle disse ubeherskede bevægelser i kroppen, som paralyserer sproget; de slukkes, og intet bliver tilbage; han satte større pris på, hvad han kaldte de 'emotionelle abstrakter': et ansigts eller et syns betydning nåede ham i en ulegemlig form, og han forblev så uberørt af den, at han kunne forsøge at fæstne den i sætninger. Flere gange forklarede han mig, at en skribent ikke kunne indtage nogen anden holdning; den der intet føler, er ikke i stand til at skrive, men hvis glæden og rædslen overvælder os, uden at vi behersker dem, vil vi heller ikke kunne udtrykke dem. [...] Det måtte så være, men jeg havde alligevel svært ved at finde mig i denne adskillelse; jeg ville skrive bøger, men ikke give afkald på mine trancer."

Simone de Beauvoir: Samvær med Sartre


"En digter er ikke, som man tror, den der bedre end nogen anden kan betragte jorden og himlen, og lytte til havets brusen, og kildernes rislen og fuglenes kvidren, – en digter, har man sagt, og det er sandt, er en der forstår at lave et digt med ord."

Nathalie Sarraute: Mellem livet og døden 

Livsside

"Talen er kompromitteret, ordene har del i talens maskinside, kulde- og maskeringsside. Ordene har en livsside indadtil, et kulde- og marionetansigt udadtil. De skal klædes af. De skal ned i et bad. Deres relationer til hinanden må forandres, forvandles. [...] Man vælger ikke sprog, man vælger ikke mellem tale og tavshed. Man hænger ved."

Birgitta Trotzig

Intimitet og rumlighed

"Intimitet skaber et rum, der befinder sig tæt på kroppen. Idet det afsætter en grænse mellem inde og ude, giver det subjektet en plads, et felt, som er selve dets definition. Subjektet går i den forstand ikke forud for intimiteten, men bliver – eller kan blive – til igennem den, det vil sige i den gestus, der i samme bevægelse afgrænser sig fra og er i berøring med en omverden."

(Mikkel Bogh om Henriette Heise)

Kate Zambreno I

"For tiden oplever jeg at møde folk ude i det virkelige liv (jeg nægter at bruge akronymet, akronymet IRL synes næsten at negere det, det betegner, at lave en virtuel stenografi af det, der skulle være den faktiske eksistens), og ikke vide hvad jeg skal fortælle dem, når de spørger hvad jeg har lavet. Jeg overvejer om det er passende at sige, at jeg også er på vej ud af en lang periode med depression. Jeg ved ikke hvad relationen er mellem min depression og mig selv, hvordan jeg bærer den, det eneste jeg ved er, at nogle gange er ting langsomme, nogle gange gemmer jeg mig, ofte er jeg uproduktiv. Jeg kunne også sætte mig selv i konteksten af en personlighedsforstyrrelse eller autoimmunsygdom. Det afhænger vel af hvilket narrativ jeg tror på, og jeg tror ikke rigtigt på nogen af dem. En åndelig sygdom måske. Hvis det er sandt, at jeg er midt i en lang personlig depression, så er den ofte udramatisk og jeg er ikke sikker på hvornår den begyndte, og jeg er ikke sikker på hvornår den sluttede eller om den nogensinde vil slutte, om den slutning bliver mit liv. Eller måske er det livet, for mig. Måske (og det er det der skræmmer mig nogle gange, når jeg føler denne skam) er det bare den måde jeg lever mit liv, når jeg ikke ’arbejder’, det er den måde jeg gemmer mig under sengen, gemmer mig hjemme, og nægter at gøre noget, nægter at leve, gemmer mig i skærme, forvandler mig til et grotesk stort insekt [...]. Måske er depression i vores kultur bare det ’ikke at arbejde’."

Kate Zambreno

Kate Zambreno II

"I morges hørte jeg fra en yngre forfatter som jeg beundrer og ikke har hørt fra i måske et år, og hun nævnte at hun netop er på vej ud af en længere periode med depression. Når nogen jeg ikke kender særlig godt fortæller mig den slags, føler jeg altid med ét en spænding og en gnist af genkendelse. Det føles for mig altid upassende privat, og derfor overskridende, at afsløre noget for andre, en intimitet, en kommunikation (måske som horoskoper, på en gang dybt personlige og del af et system, et system jeg heller ikke tror på, psykologi er bestemt ikke min religion, kunsten er heller ikke længere min religion, jeg oplever for tiden måske frem for alt en krise i troen på at noget af det jeg skriver betyder noget som helst). Det føles vigtigt, under alle omstændigheder, for mig, denne navngivning af det ubenævnelige, selv hvis dette navn er foregivet og benytter sig af et terapeutisk sprog, fordi jeg synes at så stor en del af den basale kommunikation i samfundet i dag handler om at lyve over for andre om at du har det fint, er aktiv, bevæger dig, er produktiv (upbeat, energiske statusopdateringer), mens vores virkeligheder er mørkere og mere komplekse og stille end det. Åh, måske er det okay, tror jeg, at sige den slags, at indrømme den slags. Jeg går ud fra at det er disse ting andre karakteriserer som oversharing. Der ligger en implicit dom i det udtryk – at der er visse ting der ikke burde være offentlige, det vil sige online; der burde erfares i det private og ikke tales om, eller især ikke skrives om – de synes at være karakteriseret som følelser der først og fremmest tilhører kroppen. De synes at være næsten udelukkende feminine. Jeg har forsøgt at finde genealogien for TMI [Too Much Information] (dovent, online) og det ser ud som om det oprindeligt har været et begreb i militæret. Hvem bestemmer hvad der er for meget information? Hvad er for meget?"

Kate Zambreno

Blade, løb

Nu falder bladene. Jeg så Lars Åke stå under det ene kastanjetræ og feje dem sammen for et par dage siden. Hvor er det nøjsomt, tænkte jeg, at behandle plænen som en dagligstue, men det er velsagtens det man gør, man fejer jo, river blade sammen i bunker og samler dem i en ende af haven, laver dem måske til kompost (det lyder pludselig som en gryderet), og alligevel virkede det så absurd at han stod under det træ og fejede sammen, som om han slet ikke havde set, at resten af kronen tronede over ham og truede med at falde.

Men det er ikke derfor jeg skriver. Jeg skriver fordi jeg vil fortælle noget forfærdeligt. Jeg så en mand i tv, der løb 100 km med en brækket fod. Han omtalte sig selv som et køretøj, der ville køre med sømmet i bund indtil hjulene faldt af. Han vidste at det ville slå ham ihjel, men han sagde at det ikke var en mulighed for ham at stoppe. Han havde en kone og et lille barn, men kunne ikke stoppe af den grund, heller ikke for deres skyld, ikke selv om han vidste at det ville slå ham ihjel. Og han løb bare, og de stod og så det og kunne ikke gøre noget. Men ingen vovede at sørge over den sindssyge tragedie det var; det tog stadig form af 'opbakning' og støtte, for de kunne ikke gøre andet, sagde de, de vidste at der ikke var andet at gøre end at klappe når han kom i mål.

Den mand, tænkte jeg, han er os. Han er den verden, der løber sig direkte i døden med åbne øjne.

Det gjorde mig så ked af det, skræmt, virkelig skræmt, og ked af det. Desperationen poser sig ud i alle mulige og umulige tvangshandlinger, opmærksomhedskrævende projekter (kald det bare livsstile), det giver noget at holde (hårdt!) fast i.

Han sagde: "Jeg gider ikke være en af dem, der bare får et 8-16 job og nogle børn, og så når jeg bliver 80 sidder jeg og tænker, nå, hvad har jeg egentlig udrettet?"

Alle har lugtet lunten. Alle mærker på deres egen krop, hvordan mening er suget ud af livene. Hvordan der næsten ikke er noget tilbage, at vi lever i en ørken, men samtidig har alting blinkende omkring os. Verden er fyldt med ting, men vi kan ikke mærke dem, vi kan ikke mærke noget, vi lever i en ørken og vi er desperate.

(Jeg har for nylig lært, at det at bruge 'vi' i en tekst kan virke autoritativt, fordi man inkluderer læseren uden at spørge om lov, uden at vide eller åbne for, at en læser evt. ikke er med på at være et 'vi' med teksten. Men på en måde er jeg ligeglad med dem der ikke føler sig tiltalt her. Og på en måde føler jeg, at der er et vi.)

Så nu er vi tilbage og hvad har vi. Regnen og den meget tætte tåge, et udflydende grå. En ny kulde. Det sprøde i efteråret skyller væk. Det våde, dampende i bussen, frakkerne, de bortvende ansigter, stumheden. Ikke at have noget at sige, ikke at opleve noget omkring sig; dagen snævrer ind fra begge sider, legepladsen står tom. De holder op med at arbejde på huset, håndværkerne der stod på stilladser uden for mine vinduer om morgenen, døren til opgangen er nymalet og forbliver nymalet fugtig i regnen, kulden siver ind i køkkenet gennem sprækker. Jeg sidder på en kaffebar og vender alting imod mig, finder en ro inde i den situation. Måske er det lettelsen at give op, ikke at have noget at miste, så jeg pludselig går over broen på vej hjem fra byen og tænker mere på universet end på jorden, på hvor ubetydelig den her udslettelse er. At det i virkeligheden ikke tager særlig lang tid at komme ud over sin selvkærlighed. Det vil bare sige: Jeg glemmer hvorfor man skal kæmpe. Jeg løber på min egen måde døden i møde.

I dag er der helt stille (i lejligheden, på cafeen, i verden). Jeg prøver at samle tankerne om, hvorfor jeg ikke kan skrive. Hvad mit forhold, min indgang til skriften er, og hvad det har og ikke har at gøre med et litterært projekt.

Kroppen er stadig i verden; hvad skal jeg med skriftens perfektionering, med dens kunst?

Jeg skriver det her igen og igen for mig selv, men det er fordi omfanget af dets problem først for nylig er gået op for mig: Jeg drømmer ikke om at skrive et mesterværk, jeg drømmer ikke om at få en karriere, ikke på universitetet, ikke i en litterær verden; jeg drømmer udelukkende om at leve et andet liv.

Udkast til teori om misbrug

Misbruget er, som ordet siger, et brug, en håndtering, men en håndtering der på en eller anden måde er kommet ud af sit rette forhold.

Det fortæller at der er et andet, mere korrekt (etisk? (etik: kunsten at leve)) brug, som forstyrres af misbruget. Men hvad er dette andet brug? Hvilken kvalitet findes i det 'rette brug' der gør det muligt overhovedet at tale om misbrug?

Misbruget trænger det 'rette brug' tilbage ved at fravriste det:

1) sin umiddelbarhed? (det får noget tvangsmæssigt over sig)
2) sin opmærksomhed? (det er næsten umuligt at forestille sig et misbrug der ikke i en eller anden forstand benægter sig selv)

Misbruget kan både være en uopmærksom og tvangspræget måde at handle (to former for automatik) men består hovedsagligt i overgrebet på og fortrængningen af, at enhver bevægelse altid er en 'håndtering'.

Tese: Misbrug vedrører ikke bare objekter, men er håndtering af tilstedeværelse.

Brugen af fx cigaretter er ikke automatisk et misbrug, fordi det er 'dårligt at ryge'; misbruget giver sig til kende gennem alle former for brug og interaktion, er et potentiale i alle forhold, al væren i verden.

Hvis vi følger den gængse tanke (når det drejer sig om objekter) at misbrug defineres ved afhængighed, kan det 'korrekte' eller 'etiske' brug så defineres ved afholdenhed?

Afholdenhed er at afstå fra noget, at holde sig tilbage. Men hvis det ikke skal forstås som en asketisk pointe (hvilket ville svare til helt at holde op med at ryge, hvorved sagen kommer til at dreje sig om hvad og ikke hvordan noget bruges/håndteres), hvad skal der afstås fra?

Tese: Det 'rette brug' (og frihed i modsætning til afhængighed) kommer ind i håndteringen eller interaktionen når man retter opmærksomheden mod hvordan noget vil bruges (meget spændende, alternativt, hvordan situationen har brug for mig). Det vil sige ved at lade det aktive (viljen) møde det 'passive' (det at lade sig bruge). Det er, tror jeg, det modsatte af misbrug.

Derfor er også forestillingen om en ren vilje der håndterer døde ting = misbrug.

Dagen

Det er blevet nemmere, mere attraktivt, at stirre ud af vinduet. Byen trænger sig ikke på mere. Det producerer noget nyt, en oplevelse af at blive taget med af sig selv. Herhen vil tanken åbenbart! der er ingen der hiver den til sig. Man sidder hele formiddagen på køkkenbænken og opdager detaljer ved den måde kastanjetræet udenfor mørkner til en rustrød farve. Bladende dypper sig i en gift der suges ind mod midten og til sidst skyller hele træet over med sin vask. Man tænker over hvordan møblerne i køkkenet står tavse mod hinanden, man tænker mere over det man har læst.

Så skriver man måske et brev, og så har man haft dagens samtale!

Jeg sover længe fordi klokken blev 3 før jeg faldt i søvn i går, men fordi de står på stilladser og skraber gammel maling af huset fra klokken 8 er det næsten umuligt. Jeg står op og ser mit trætte udtryk i spejlet. Det virker ikke muligt at lave andet end at kigge ud af vinduet med udsigt til haven eller ud af vinduet ved skrivebordet med udsigt til havnen, en kirke der rager op på en bakke inde i byen og Stena Line; læse og måske skrive et brev. Dagene er en slags hvide venteværelser, hvor jeg driver rundt uden arbejde. Det er først når jeg har besluttet at gå i seng, slukker lyset (det går ikke at snyde, det skal være rigtigt, jeg skal have tænkt mig at sove (givet op?)) – det vil sige når dagen er slut – at der nogle gange kan kile sig et ekstra rum ind mellem dagen og søvnen. Her er det måske muligt at skrive andet end notater.

Röst

"Min röst og mitt tal fremträder, åteminstone för mig själv, som mer mänskliga då jag läser (säger, talar) dikt jamfört med då jag läser (säger, talar) annat. [...] I framförandet av dikten tillåts min röst lämna en transparent och i första hand socialiserande praktik för att istället uppsöka det opaka och främmande, något som jag allt som oftast upplever som et sätt att komma hem. Jeg känner mig, tror jag, mänsklig. Hemma och borta byter plats. Eller: det talade språket – min röst – i dess kommunikativa och sociala funktion har för mig aldrig uppsluktas 'av gemenskapens samlade klang'"

Fredrik Nyberg: Hur låter dikten?

Navne og ting

"Et navneord er et navn for noget, så snart en ting har fået et navn hvorfor så skrive om den. Et navn er passende eller også er det ikke. Hvis det er passende hvorfor så blive ved med at nævne det, hvis det ikke er så hjælper det ikke at kalde det ved dets navn."

"... i almindelighed, når ting først har fået navn bliver navnet ikke ved med at gøre noget ved dem og hvorfor så skrive med navneord. Navneord er navnet for noget og blot at nævne navne er fint hvis man vil lave et navneopråb men er det godt for noget andet."

"Som jeg siger er et navneord et navn for en ting og derfor hvis man langsomt føler hvad der er inden i den ting kalder man den ikke ved det navn den er kendt som."

Gertrude Stein

Udvidet tænkning

"Den udvidede tænkning er ikke et sted, hvor den almindelige logik er suspenderet, men nærmere udvidet, så følelser, fornemmelser og anelser får den vigtige rolle, der tilkommer dem."

"... man har bekæmpet enhver form for metafysik og mistænkeliggjort alle de erfaringer, mennesket gør sig af merbetydning eller af transcendens, altså det som er hinsides det konkrete."

"Det at tænke er at placere sig det sted, hvor tænkningen springer frem."

"På den ene side har man afskaffet filosofikum som det grundlæggende fag på universitetet, på den anden side har man afskaffet de praktiske uddannelser på kunstskolerne for i stedet at filosofere. Men den filosofi, der kommer ud af det, er teoretisering og ikke refleksion."


(Fra artikel i Weekendavisen om Dorthe Jørgensens doktordisputats: Den Skønne Tænkning)

Kattedame (autonomi)

Jeg faldt over det her citat i dag:

"... autonomy means that social life does not depend only on the disciplinary regulation imposed by economic power, but also depends on the eternal displacement, shiftings, settlings and dissolutions that are the process of the self-composition of living society. Struggle, withdrawal, alienation, sabotage, lines of flight from the capitalist system of domination. Autonomy is the independence of social time from the temporality of capitalism.
This is the meaning of the expression refusal of work. Refusal of work means quite simply: I don't want to go to work because I prefer to sleep. But this laziness is the source of intelligence, of technology, of progess.
Autonomy is the self-regulation of the social body in its independence and in its interaction with the disciplinary norm."

Der er noget jeg ikke forstår i det her citat, som ofte dukker op: Hvorfor møder man i kritikken af arbejde så ofte op med dovenskaben (eller søvnen)? Er det vigtigste (og afgørende) ikke en anden relation mellem den der udfører og det der udføres?

Inger Christensen har skrevet et fantastisk essay om arbejde, hvor der står:

"Levende væsener er defineret som en særlig slags genstande, der er udstyret med et projekt, med noget de vil udføre, fordi det vil udføres i dem."

Og dér har vi det, tror jeg. Problemet er ikke arbejde, men at vi i vores arbejde – eller når vi i vores arbejde – ikke lytter efter om dette arbejde nu også vil udføres i os.

Kapitalen er kendetegnet ved at spalte arbejdet i adskilte og entydige funktioner, der afskærer os fra den fornemmelse. Det er ulykkeligt.
 
Men en lille kattedame – en pige på 15 år fra Bornholm – gjorde mig glad i dag fordi hun har skrevet det her på sin Instagram-profil:

"My dream was to be a photographer, but a person pointed out that I would have to take pictures of people I don't like, and now I'm kinda lost..
So my plan is to become a fat and lonely cat lady.."

Det gjorde mig glad fordi jeg forstår hende. Men også fordi jeg tror hun forstår noget om arbejde.

Hun skrev også:

"I used to be a little depressed, and I would only wear this black long dress..
Now I only use it for photography and I also sometimes sleep in it"

Fortrolighed

"Den til hvem et menneske har det inderligste forhold, altså det forhold, der mest egnede sig til at være genstand for den fortrolige meddelelse [...], kun til ham kan dette menneske egentligen fortroe sig, eller have fortrolighed, eller meddele sig i fortrolighed. Men således forholder jo fortroligheden sig til sig selv, og således bliver der, som det væsentlige, i fortrolighed et uudsigeligt, istedenfor at man skulle tro, at fortrolighed var udsigelsen."

Kierkegaard

Umuligt skridt til siden/ned fra tårnet af intet

Hvordan kommer jeg ned,
fra tårnet af intet? Det
går jo ikke, det ved jeg  Men måske
er der et umuligt skridt til siden?
En supertangent, som ikke er svigten, til
tilintetgørelserne, af andre  Eller
opgåen i det bestående, modstandsløst

Göran Sonnevi

.

"Mange omkring mig holder af mig, drager omsorg for mig, men ingen er stærk: alle (vi er alle) gale, neurotiske – "

Roland Barthes: Sorgens dagbog

Sorgens politik?

"Every lament is shadowed by the specter of its own insufficiency, redundancy, or inappropriateness – too much, too little, too soon, too late (the very terms of measure, the relentless pressure to compare and quantify, already suggesting a fundamental mismeasure) --and this dissonance only escalates when mourning is forced to tally among its own losses the essential context of recognition that might have made mourning itself either authorized or even visible as such. This accounts for the reflexive intensification and proliferation of lament, the uncomfortable slide from “plaint” to “complaint” -- from grief to grievance, from Klage to Anklage (Nietzsche and Freud both remark on this semantic slippage)-- but also underscores its intractably ethical and social stakes. Even as it chokes on its own impossibility, the very act of lament indicts a world in which lament itself would be stifled. Antigone, Hecuba, Hamlet –the list continues-- make the political stakes of this stifling explicit. This implies that lament itself can be a political intervention. We see this every time a funeral ignites into a demonstration, or whenever police take measures to ensure it doesn’t."

Rebecca Comay: Paradoxes of lament

Machine for fighting anxiety

"The situation feels hopeless and inescapable, but it isn’t. It feels this way because of effects of precarity – constant over-stress, the contraction of time into an eternal present, the vulnerability of each separated (or systemically mediated) individual, the system’s dominance of all aspects of social space. Structurally, the system is vulnerable. The reliance on anxiety is a desperate measure, used in the absence of stronger forms of conformity. The system’s attempt to keep running by keeping people feeling powerless leaves it open to sudden ruptures, outbreaks of revolt. So how do we get to the point where we stop feeling powerless?

A new style of precarity-focused consciousness raising is needed

In order to formulate new responses to anxiety, we need to return to the drawing board. We need to construct a new set of knowledges and theories from the bottom up. To this end, we need to crease a profusion of discussions which produce dense intersections between experiences of the current situation and theories of transformation. We need to start such processes throughout the excluded and oppressed strata – but there is no reason we shouldn’t start with ourselves.

In exploring the possibilities for such a practice, the Institute has looked into previous cases of similar practices. From an examination of accounts of feminist consciousness raising in the 1960s/70s, we have summarised the following central features:

• Producing new grounded theory relating to experience. We need to reconnect with our experiences now – rather than theories from past phases. The idea here is that our own perceptions of our situation are blocked or cramped by dominant assumptions, and need to be made explicit. The focus should be on those experiences which relate to the public secret. These experiences need to be recounted and pooled — firstly within groups, and then publicly.

• Recognising the reality, and the systemic nature, of our experiences. The validation of our experiences’ reality of experiences is an important part of this. We need to affirm that our pain is really pain, that what we see and feel is real, and that our problems are not only personal. Sometimes this entails bringing up experiences we have discounted or repressed. Sometimes it entails challenging the personalisation of problems.

• Transformation of emotions. People are paralysed by unnameable emotions, and a general sense of feeling like shit. These emotions need to be transformed into a sense of injustice, a type of anger which is less resentful and more focused, a move towards self-expression, and a reactivation of resistance.

• Creating or expressing voice. The culture of silence surrounding the public secret needs to be overthrown. Existing assumptions need to be denaturalised and challenged, and cops in the head expelled. The exercise of voice moves the reference of truth and reality from the system to the speaker, contributing to the reversal of perspective – seeing the world through one’s own perspective and desires, rather than the system’s. The weaving together of different experiences and stories is an important way of reclaiming voice. The process is an articulation as well as an expression.

• Constructing a disalienated space. Social separation is reduced by the existence of such a space. The space provides critical distance on one’s life, and a kind of emotional safety net to attempt transformations, dissolving fears. This should not simply be a self-help measure, used to sustain existing activities, but instead, a space for reconstructing a radical perspective.

• Analysing and theorising structural sources based on similarities in experience. The point is not simply to recount experiences but to transform and restructure them through their theorisation. Participants change the dominant meaning of their experience by mapping it with different assumptions. This is often done by finding patterns in experiences which are related to liberatory theory, and seeing personal problems and small injustices as symptoms of wider structural problems. It leads to a new perspective, a vocabulary of motives; an anti-anti-political horizon."

http://www.weareplanc.org/we-are-all-very-anxious/#.U0Hc7McdjML

.

"Hvis den [civile] identitet nødvendigvis er en form for fiktion, en indretning af os selv, der gør det muligt at fortælle historien om vores liv [...] findes der i skyggerne af det, jeg er, et andet princip, mig, som på en helt anden måde, og med et nødvendigvis fattigt sprog, opleves som 'en sand identitet', med sand defineret som 'en subtraktion fra det kendtes nøjagtighed, fra statens klassifikation; en nyskabelse en acte, der er utilgængelig for statens klassifikation, og som finder sted ved et brud med dens normale sammenhæng, dvs. som hændelse.' Den tvungne navngivning af det, der undviger klassifikation, af det, der tager del i en sandhedsproces [...] er statens værk, en genindsættelse af status quo og af den myndighed, staten besidder gennem sin stabilitet, et eksempel på statens ondskab, dens korrumpering af en sandhed, der undslipper den"

Mikkel Thykier