fredag den 26. september 2014

Dagen


Det er blevet nemmere, mere attraktivt, at stirre ud af vinduet. Byen trænger sig ikke på mere. Det producerer noget nyt, en oplevelse af at blive taget med af sig selv. Herhen vil tanken åbenbart! der er ingen der hiver den til sig. Man sidder hele formiddagen på køkkenbænken og opdager detaljer ved den måde kastanjetræet udenfor mørkner til en rustrød farve. Bladende dypper sig i en gift der suges ind mod midten og til sidst skyller hele træet over med sin vask. Man tænker over hvordan møblerne i køkkenet står tavse mod hinanden, man tænker mere over det man har læst.

Så skriver man måske et brev, og så har man haft dagens samtale!

Jeg sover længe fordi klokken blev 3 før jeg faldt i søvn i går, men fordi de står på stilladser og skraber gammel maling af huset fra klokken 8 er det næsten umuligt. Jeg står op og ser mit trætte udtryk i spejlet. Det virker ikke muligt at lave andet end at kigge ud af vinduet med udsigt til haven eller ud af vinduet ved skrivebordet med udsigt til havnen, en kirke der rager op på en bakke inde i byen og Stena Line; læse og måske skrive et brev. Dagene er en slags hvide venteværelser, hvor jeg driver rundt uden arbejde. Det er først når jeg har besluttet at gå i seng, slukker lyset (det går ikke at snyde, det skal være rigtigt, jeg skal have tænkt mig at sove (givet op?)) – det vil sige når dagen er slut – at der nogle gange kan kile sig et ekstra rum ind mellem dagen og søvnen. Her er det måske muligt at skrive andet end notater.

mandag den 15. september 2014

Röst

"Min röst og mitt tal fremträder, åteminstone för mig själv, som mer mänskliga då jag läser (säger, talar) dikt jamfört med då jag läser (säger, talar) annat. [...] I framförandet av dikten tillåts min röst lämna en transparent och i första hand socialiserande praktik för att istället uppsöka det opaka och främmande, något som jag allt som oftast upplever som et sätt att komma hem. Jeg känner mig, tror jag, mänsklig. Hemma och borta byter plats. Eller: det talade språket – min röst – i dess kommunikativa och sociala funktion har för mig aldrig uppsluktas 'av gemenskapens samlade klang'"

Fredrik Nyberg: Hur låter dikten?