tirsdag den 28. oktober 2014

Intimitet og rumlighed


"Intimitet skaber et rum, der befinder sig tæt på kroppen. Idet det afsætter en grænse mellem inde og ude, giver det subjektet en plads, et felt, som er selve dets definition. Subjektet går i den forstand ikke forud for intimiteten, men bliver – eller kan blive – til igennem den, det vil sige i den gestus, der i samme bevægelse afgrænser sig fra og er i berøring med en omverden."

(Mikkel Bogh om Henriette Heise)

søndag den 19. oktober 2014

Kate Zambreno I

"For tiden oplever jeg at møde folk ude i det virkelige liv (jeg nægter at bruge akronymet, akronymet IRL synes næsten at negere det, det betegner, at lave en virtuel stenografi af det, der skulle være den faktiske eksistens), og ikke vide hvad jeg skal fortælle dem, når de spørger hvad jeg har lavet. Jeg overvejer om det er passende at sige, at jeg også er på vej ud af en lang periode med depression. Jeg ved ikke hvad relationen er mellem min depression og mig selv, hvordan jeg bærer den, det eneste jeg ved er, at nogle gange er ting langsomme, nogle gange gemmer jeg mig, ofte er jeg uproduktiv. Jeg kunne også sætte mig selv i konteksten af en personlighedsforstyrrelse eller autoimmunsygdom. Det afhænger vel af hvilket narrativ jeg tror på, og jeg tror ikke rigtigt på nogen af dem. En åndelig sygdom måske. Hvis det er sandt, at jeg er midt i en lang personlig depression, så er den ofte udramatisk og jeg er ikke sikker på hvornår den begyndte, og jeg er ikke sikker på hvornår den sluttede eller om den nogensinde vil slutte, om den slutning bliver mit liv. Eller måske er det livet, for mig. Måske (og det er det der skræmmer mig nogle gange, når jeg føler denne skam) er det bare den måde jeg lever mit liv, når jeg ikke ’arbejder’, det er den måde jeg gemmer mig under sengen, gemmer mig hjemme, og nægter at gøre noget, nægter at leve, gemmer mig i skærme, forvandler mig til et grotesk stort insekt [...]. Måske er depression i vores kultur bare det ’ikke at arbejde’."

Kate Zambreno

Kate Zambreno II

"I morges hørte jeg fra en yngre forfatter som jeg beundrer og ikke har hørt fra i måske et år, og hun nævnte at hun netop er på vej ud af en længere periode med depression. Når nogen jeg ikke kender særlig godt fortæller mig den slags, føler jeg altid med ét en spænding og en gnist af genkendelse. Det føles for mig altid upassende privat, og derfor overskridende, at afsløre noget for andre, en intimitet, en kommunikation (måske som horoskoper, på en gang dybt personlige og del af et system, et system jeg heller ikke tror på, psykologi er bestemt ikke min religion, kunsten er heller ikke længere min religion, jeg oplever for tiden måske frem for alt en krise i troen på at noget af det jeg skriver betyder noget som helst). Det føles vigtigt, under alle omstændigheder, for mig, denne navngivning af det ubenævnelige, selv hvis dette navn er foregivet og benytter sig af et terapeutisk sprog, fordi jeg synes at så stor en del af den basale kommunikation i samfundet i dag handler om at lyve over for andre om at du har det fint, er aktiv, bevæger dig, er produktiv (upbeat, energiske statusopdateringer), mens vores virkeligheder er mørkere og mere komplekse og stille end det. Åh, måske er det okay, tror jeg, at sige den slags, at indrømme den slags. Jeg går ud fra at det er disse ting andre karakteriserer som oversharing. Der ligger en implicit dom i det udtryk – at der er visse ting der ikke burde være offentlige, det vil sige online; der burde erfares i det private og ikke tales om, eller især ikke skrives om – de synes at være karakteriseret som følelser der først og fremmest tilhører kroppen. De synes at være næsten udelukkende feminine. Jeg har forsøgt at finde genealogien for TMI [Too Much Information] (dovent, online) og det ser ud som om det oprindeligt har været et begreb i militæret. Hvem bestemmer hvad der er for meget information? Hvad er for meget?"

Kate Zambreno

Blade, løb

Nu falder bladene. Jeg så Lars Åke stå under det ene kastanjetræ og feje dem sammen for et par dage siden. Hvor er det nøjsomt, tænkte jeg, at behandle plænen som en dagligstue, men det er velsagtens det man gør, man fejer jo, river blade sammen i bunker og samler dem i en ende af haven, laver dem måske til kompost (det lyder pludselig som en gryderet), og alligevel virkede det så absurd at han stod under det træ og fejede sammen, som om han slet ikke havde set, at resten af kronen tronede over ham og truede med at falde.

Men det er ikke derfor jeg skriver. Jeg skriver fordi jeg vil fortælle noget forfærdeligt. Jeg så en mand i tv, der løb 100 km med en brækket fod. Han omtalte sig selv som et køretøj, der ville køre med sømmet i bund indtil hjulene faldt af. Han vidste at det ville slå ham ihjel, men han sagde at det ikke var en mulighed for ham at stoppe. Han havde en kone og et lille barn, men kunne ikke stoppe af den grund, heller ikke for deres skyld, ikke selv om han vidste at det ville slå ham ihjel. Og han løb bare, og de stod og så det og kunne ikke gøre noget. Men ingen vovede at sørge over den sindssyge tragedie det var; det tog stadig form af 'opbakning' og støtte, for de kunne ikke gøre andet, sagde de, de vidste at der ikke var andet at gøre end at klappe når han kom i mål.

Den mand, tænkte jeg, han er os. Han er den verden, der løber sig direkte i døden med åbne øjne.

Det gjorde mig så ked af det, skræmt, virkelig skræmt, og ked af det. Desperationen poser sig ud i alle mulige og umulige tvangshandlinger, opmærksomhedskrævende projekter (kald det bare livsstile), det giver noget at holde (hårdt!) fast i.

Han sagde: "Jeg gider ikke være en af dem, der bare får et 8-16 job og nogle børn, og så når jeg bliver 80 sidder jeg og tænker, nå, hvad har jeg egentlig udrettet?"

Alle har lugtet lunten. Alle mærker på deres egen krop, hvordan mening er suget ud af livene. Hvordan der næsten ikke er noget tilbage, at vi lever i en ørken, men samtidig har alting blinkende omkring os. Verden er fyldt med ting, men vi kan ikke mærke dem, vi kan ikke mærke noget, vi lever i en ørken og vi er desperate.

(Jeg har for nylig lært, at det at bruge 'vi' i en tekst kan virke autoritativt, fordi man inkluderer læseren uden at spørge om lov, uden at vide eller åbne for, at en læser evt. ikke er med på at være et 'vi' med teksten. Men på en måde er jeg ligeglad med dem der ikke føler sig tiltalt her. Og på en måde føler jeg, at der er et vi.)

Så nu er vi tilbage og hvad har vi. Regnen og den meget tætte tåge, et udflydende grå. En ny kulde. Det sprøde i efteråret skyller væk. Det våde, dampende i bussen, frakkerne, de bortvende ansigter, stumheden. Ikke at have noget at sige, ikke at opleve noget omkring sig; dagen snævrer ind fra begge sider, legepladsen står tom. De holder op med at arbejde på huset, håndværkerne der stod på stilladser uden for mine vinduer om morgenen, døren til opgangen er nymalet og forbliver nymalet fugtig i regnen, kulden siver ind i køkkenet gennem sprækker. Jeg sidder på en kaffebar og vender alting imod mig, finder en ro inde i den situation. Måske er det lettelsen at give op, ikke at have noget at miste, så jeg pludselig går over broen på vej hjem fra byen og tænker mere på universet end på jorden, på hvor ubetydelig den her udslettelse er. At det i virkeligheden ikke tager særlig lang tid at komme ud over sin selvkærlighed. Det vil bare sige: Jeg glemmer hvorfor man skal kæmpe. Jeg løber på min egen måde døden i møde.

I dag er der helt stille (i lejligheden, på cafeen, i verden). Jeg prøver at samle tankerne om, hvorfor jeg ikke kan skrive. Hvad mit forhold, min indgang til skriften er, og hvad det har og ikke har at gøre med et litterært projekt.

Kroppen er stadig i verden; hvad skal jeg med skriftens perfektionering, med dens kunst?

Jeg skriver det her igen og igen for mig selv, men det er fordi omfanget af dets problem først for nylig er gået op for mig: Jeg drømmer ikke om at skrive et mesterværk, jeg drømmer ikke om at få en karriere, ikke på universitetet, ikke i en litterær verden; jeg drømmer udelukkende om at leve et andet liv.


tirsdag den 7. oktober 2014

Udkast til teori om misbrug


Misbruget er, som ordet siger, et brug, en håndtering, men en håndtering der på en eller anden måde er kommet ud af sit rette forhold.

Det fortæller at der er et andet, mere korrekt (etisk? (etik: kunsten at leve)) brug, som forstyrres af misbruget. Men hvad er dette andet brug? Hvilken kvalitet findes i det 'rette brug' der gør det muligt overhovedet at tale om misbrug?

Misbruget trænger det 'rette brug' tilbage ved at fravriste det:

1) sin umiddelbarhed? (det får noget tvangsmæssigt over sig)
2) sin opmærksomhed? (det er næsten umuligt at forestille sig et misbrug der ikke i en eller anden forstand benægter sig selv)

Misbruget kan både være en uopmærksom og tvangspræget måde at handle (to former for automatik) men består hovedsagligt i overgrebet på og fortrængningen af, at enhver bevægelse altid er en 'håndtering'.

Tese: Misbrug vedrører ikke bare objekter, men er håndtering af tilstedeværelse.

Brugen af fx cigaretter er ikke automatisk et misbrug, fordi det er 'dårligt at ryge'; misbruget giver sig til kende gennem alle former for brug og interaktion, er et potentiale i alle forhold, al væren i verden.

Hvis vi følger den gængse tanke (når det drejer sig om objekter) at misbrug defineres ved afhængighed, kan det 'korrekte' eller 'etiske' brug så defineres ved afholdenhed?

Afholdenhed er at afstå fra noget, at holde sig tilbage. Men hvis det ikke skal forstås som en asketisk pointe (hvilket ville svare til helt at holde op med at ryge, hvorved sagen kommer til at dreje sig om hvad og ikke hvordan noget bruges/håndteres), hvad skal der afstås fra?

Tese: Det 'rette brug' (og frihed i modsætning til afhængighed) kommer ind i håndteringen eller interaktionen når man retter opmærksomheden mod hvordan noget vil bruges (meget spændende, alternativt, hvordan situationen har brug for mig). Det vil sige ved at lade det aktive (viljen) møde det 'passive' (det at lade sig bruge). Det er, tror jeg, det modsatte af misbrug.

Derfor er også forestillingen om en ren vilje der håndterer døde ting = misbrug.