Ingen sætninger er sande nok, autentiske, sikre nok på sig selv. Det virker ikke til at jeg kan stå inde for nogen ytring. Jeg skammer mig over det der flyder ud af mig, jeg fortryder altid febrilsk. Også det her. Og jeg fortryder den samtale jeg havde igår. Jeg fortryder at jeg først rigtig fandt ro, da jeg havde fået ros. Jeg rejser til den anden ende af landet for at ankomme frisk og ukompliceret. Af tvivlsomme grunde tror jeg, som for eksempel at være et indslag, der ikke varer længere end at gensynets glæde og afskedens goodwill når sammen.
At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.
Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.
Kære M,
SvarSletDet er meget skrapt. Her er en smuk blog. Det er vigtigt, hvad du har skrevet. Jeg læser Hans Otto Jørgensen og Marguerite Duras og er fuld af så nogen udsagn, der kan ligne dit her, men det du har skrevet her, føles ikke som en gentagelse i min læsning overhovedet. Skriv mere, det sætter en forskel, du udstikker noget, som ikke var der før.
KH Lea.
(Altså Lea Løp)
SvarSlet