Pælene i hendes ansigt

Jeg svarer så åbent og imødekommende jeg kan når jeg bliver spurgt, især over for hende, for ikke at vække nogen mistanke; for ikke at give hende nok grundlag for bagefter at spørge hvad der plagede mig, hvorfor jeg opførte mig på den måde, jeg virkede meget tilbagetrukket. Hun ved det, men hun kan ikke få greb om det. Hun kan ikke samle det til et spørgsmål, så længe jeg svarer sådan kærligt og overbærende, selvom det er med en glathed, der gør hende hjælpeløs.

Jeg venter måske på at de selv skal gøre det slut mellem os. I så fald vil jeg ikke bebrejde dem. Det er mig, der ikke kan holde op med at hade og græde. Det jeg hader os allesammen for, er at de bliver ved med at elske og at jeg ikke kan acceptere det, den måde de elsker.

I nat lå jeg og tænkte på, at jeg tror jeg kan sige sandheden om mig selv (jeg tror jeg kan tale sandt). Men jeg er i strid med forklaringen. Den lokker mig med sine vanvittige løfter.

Gråden der stiger op er sorgen over et kontinuerligt tab af noget jeg ikke kan få og den vold der bliver ved med at finde sted: Når hun kravler op på stolen ved siden af mig for at snakke, stikker mig 200 kroner og kort leger at hun vil tage dem fra mig fordi jeg laver kraftløse indvendinger og jeg græmmes over min ligegyldighed, mit begær efter pengene og min kujonagtige accept. Jeg modtager dem og knuger sedlen i min hånd. Hun vender tilbage til sig selv og stirrer frem for sig, som om hun lige har mistet hukommelsen om alt. Hun ligner en blød maskine. En der er lavet af det skrøbeligste stof men holdes i live af et program. Pælene i hendes ansigt. Det konstant forskrækkede.

Sandfærdighedsprincippet

"Intelligens er opmærksomhed og søgen, før det er en sammensætning af ideer. Viljen er en styrke til at bevæge sig og handle i overensstemmelse med sin egen bevægelse, før den er en valginstans"

"[Sandfærdighedsprincippet] er ikke en nøgle til nogen viden, men enhvers privilegerede forhold til sandheden, for det sætter enhver på sin vej og sætter enhver i gang med at søge"

"... menneskets værdighed er uafhængig af dets plads"


Jacques Ranciere: Den uvidende lærer

Morti

"Men I har sat mig på en umulig opgave, hvis I også vil have jeg skal give jer værdighed. Værdighed. Den kan samfundet ikke give jer, den skulle I have fundet inde i jeres tomrum, eller rettere, den skulle I have bygget som et alter inden i jeres mørke"

Morti Vizki

Uden titel

Jeg har protesten inde i mig. Den er en strenghed, et anfald.
Jeg tror jeg var et blødere menneske på et tidligere tidspunkt, før hun bar mig. Jeg tror, at angsten kan ikke lyve. Jeg tror der var en musik i kødet. Jeg ved ikke hvad denne krig er. Om angsten viger tilbage for slag. Om man kan forhindre den som en fugl i at flyve op gennem generationerne.

Jeg kender raseriet som en buket, der springer ud hele tiden
uden lyde. Den springer ud, den overrækkes.

Under afskeden føles alle gaverne som bestikkelse. Det er en måde at tvinge mig ned i tempo i det afgørende øjeblik for flugten. Et tak er et længere ord end alle slags farvel, og det skal jeg give dem, som en buket. Jeg er særlig omhyggelig med at ødsle pengene væk bagefter, som om jeg taber dem ud af hænderne, som om jeg ikke kan holde på dem som værdi.

Der fødes ustandseligt en ny, snoende foragt.