Noget om omsorg

Jeg fandt et leksikon på biblioteket med navnet Encyclopedia of death and dying. Alle artikler virkede relevante på en anden måde end man tror; på en måde, der ikke var mørk. I Odin Teatrets stykke "Det kroniske liv" var der en kvinde, der sagde: "Du skal lære at vaske liget af den du har elsket". Og jeg tænker på det med en slags længsel. Jeg tænker: Hvornår får vi lov til at vaske ligene af dem vi har elsket? Vi har mange samtaler, men den yderste omsorg er, tror jeg, en simpel hygiejne.

Mennesket er udødeligt

"Hvis man absolut skal tænke Mennesket, så findes det her, i det der [...] gør, at det drejer sig om et dyr, der er langt mere modstandsdygtigt end heste, ikke på grund af dets skrøbelige krop, men på grund af dets stædige vilje til at forblive det, det er, hvilket netop vil sige noget andet end et offer, noget andet end en væren-til-døden og altså noget andet end dødelig"

"Det er sandt, at lidelsen og forfaldet ikke er 'værdige' og i overensstemmelse med det glatte, unge og velnærede billede, vi har af Mennesket og dets rettigheder. [...] Etikken [rettighedernes etik] er en sammenføjning af to drifter, der kun tilsyneladende er indbyrdes modstridende. Når den definerer Mennesket ved hjælp af det ikke-Onde, altså ved hjælp af 'lykken' og livet, er den på en og samme tid fascineret af døden og ude af stand til at indskrive den i tænkningen. Denne ligevægts resultat er, at døden selv forvandles til en forestilling, der er så diskret som mulig, det vil sige en forsvinden, som de levende har lov til at håbe ikke griber ind i deres uvirkelige vaner af tilfredsstillelse uden begreb. Den etiske diskurs er altså på en og samme tid fatalistisk og beslutsomt ikke-tragisk. Den lader nemlig døden 'ske' uden at sætte den Udødelige i en modstand op mod den"

Alain Badiou: Etikken

På biblioteket

Jeg så to kvinder sidde og rulle lårbensknogler ud af viskestykker, lægge dem på bordet foran sig i en bunke. Andre knogler har andre former, minder ikke om knogler: En knogle kan også være et blad. En hvid afstøbning af et vildt billede. Glat så man har lyst til at kysse den eller finde den på stranden.

Den glathed

Er det mig der ikke kan blive voksen, hvis jeg finder noget kynisk i at opgive at se mine forældre som forældre og i at betragte dem som de tilfældige mennesker der fik det tilfældige barn der var mig?

At tage en kvindes titel og erstatte den med det tilfældige ord der holder hende sammen i civil. (At omtale sin mor ved navn). Flå modernavnet af hende. Se hende visne til et menneske uden magt (over den betydning jeg giver hende). Derved give ømheden en ny rolle?