Had

De ville have adgang til det jeg sad med, noget jeg vogtede på. Jeg var kun ryg. Jeg lænede mig ikke nogen steder, ikke mod dem eller væk fra dem, jeg sad på mit sæde i bilen stiv af foragt. Hendes gråd kunne ikke fremkalde andet end had. Hver gang hadet blev for stort til kroppen satte fortætningen igang, enhver flyden over blev suget op, den blev indeholdt.

Vinteren i huset

I huset badede vi med vinduet åbent hele vinteren. Når jeg tænker på huset tænker jeg på dampen der stiger ud gennem vinduet. Kulden og dampen er to slags luft der møder hinanden mættede på hver deres måde. Jeg mærkede huden stramme til omkring mig som et betræk. Frosten er enkel og det er godt, tænkte jeg. Tydelig som en knogle.

Vinter

Vinteren trækker alt tilbage til sit inderste. Jeg er ligesom vinteren. Jeg mærker sulten sive ind som en varm, fast glæde. En koncentration af saft.

Jeg tænker på linien på kroppens yderside, langs armen, ned langs benet, som min yderste streg, min grænse udadtil. Blæsten kan mærkes på huden i vinden. Jeg tænker på min højre arm. Ved kravebenet sidder følelser knyttet til fordøjelsen. Jeg får ondt der når jeg har spist. Min krop er et mønster. Men for nylig skrev jeg, at jeg nu forstod, at jeg ikke er et stykke papir.

Der er historie

Det bliver virkeligt, at der er en kødelig historie, som jeg er fortsættelsen af. I forhold til jer forstår jeg ofte primært mig selv som bevidsthed. Og den afstand der kan være mellem os er abstrakt og den løfter mig. Men her sænkes jeg tilbage i historien og jeg sænkes ikke imod min vilje. Jeg falder tilbage i de mennesker der levede, i stilheden i at vide, at der ikke er noget centrum. At jeg peger bagud, og at det måske er forvaltningen af det, der er mig.

Kommunisering

Kommunisering er det vigtigste nye ord, jeg er begyndt at kende. Det er vigtigt af mange grunde. En af dem er generobringen af forestillingen om kommunisme. Vi definerer det på en måde, der i sig selv indebærer transformationen til begrebet om kommunisering, og der er derfor ikke fundet nogen svækkelse (eller afradikalisering) sted, men en instrumentalisering af vores drømme og en forståelse af det kommunistiske projekt, der vækker vores begejstring. Det er simpelthen svært at se, at det her ikke er vedkommende for alle. Kommunisering er en italesættelse af noget, som jeg taler med mine venner, mine mostre, mine kusiner og min frisør om. Hvoraf flere er langt fra at definere sig selv som venstreorienterede. Måske ville de ikke engang kalde sig politisk interesserede. Det er dét, der giver mig håb; at vi taler om det samme og at der bor sandhed i det, der rækker længere end det erklærede politiske fællesskab og den teoretiske konsensus.

Jeg begynder at forstå, at det er igennem måder, vi organiserer os på, at vi får mulighed for at begribe hvordan verden kan formes, og at sandhedserfaringen er vores eneste styrende princip udi alle disse eksperimenter.

Et møde

"All recognition is risk, and all risk sacrificial; but there is no law of sacrifice"

(J.M. Bernstein)

Jeg oplevede at blive ført ind under en andens nåde. Pludselig var det sådan. Og der er ikke noget svar på den tilstand – man kan reagere med sorg måske, hvis man kan rumme det, eller man kan prøve at etablere sig selv igen som adskilt; en afstand, der i det øjeblik kun kan finde sig selv som afvisning. Det er voldeligt, og det er selvfølgelig altid sådan, men nu bliver det tydeligt, hvad det er der sker, hele tiden.

Jeg troede måske, at det var manglen på afklaring, der opløste mig i ham, men jeg indser, at det måske er det modsatte: At tanken om en fastsættelse gør mig vanvittig – at jeg risikerer at miste min frihed til at være adskilt. Jeg vil gerne gå til og fra.

Også han er et sted.

Og jeg tænker på, hvad jeg har læst af Henrik Norbrandt gennem Mikkel Thykier (i Entré):

"Du kan roligt sove.

Så længe du gør, skal du ikke lære et nyt sprog
og ingen skal bedrage dig."