Uden titel

Du sidder i stramme bukser i plastikagtigt stof på kanten af sengen.

Du griber om ting på en måde, jeg ser som slowmotion, når jeg prøver at huske, hvordan din krop er, hvordan dens tæthed er, er den som ler.

Den måde du hiver i mig på: Jeg siger noget abstrakt og du forstår det konkret. Og jeg begynder at synes, abstraktioner er pinlige. Som om de er nøgne, slår de blikket ned.

Hvordan skal jeg forklare: Jeg mener ikke rum, når jeg siger rum. Jeg mener: Jeg tror ikke, jeg er her på samme måde.

Det er svært at blive tilfreds med sproget. Vi vil have nogle ord, der ikke folder sig tungt om det der sker.

Du lægger hovedet på min mave. Når dit ansigt er over mig, griber jeg dig altid om nakken og dit hoved sænker sig som en killings.