Afbrydelse

Det er en måde at se på. Det er ikke det jeg lægger ind i hans øjne, når jeg svarer på det han lægger ind i mine øjne, som er det jeg allerede har lagt ind i hans øjne. Det er en måde at se anderledes. Det er en måde at blive ved med at være seende, uden at lægge ind i hans øjne og uden at modtage det han forsøger at lægge ind i mine øjne, som i forvejen vil være udgået fra mig og derfor blot kommer tilbage, men også altid er en start, også altid er et nyt forsøg og derfor altid et spørgsmål. Spørgsmålet om en måde at afbryde, men kun akkurat sådan at man stadig ser. At afbryde ved at holde sig tilbage fra lige præcis den fristelse det er at svare. For at kunne svare. Eller for ikke at svare, det er en mulighed. At afbryde en trang, der lige så meget er den andens trang. Lige så meget som den anden er slave, som jeg er slave af ham og derfor afbryder jeg ham lige så meget som jeg afbryder mig selv, som jeg holder noget åbent. Som der i min holden åben ligger et afgørende øjeblik for verden, der gentages i alle øjeblikke i verden som mulighed fordi det han lægger ind i mine øjne allerede er det jeg lægger ind i hans øjne på en måde der altid også er et nyt forsøg, det vil sige en skriden hen over et område: Og derfor kan der være tøven.