Hjemme

Engang var jeg med til at se en person sidde og skrælle en appelsin på universitetet. Han skrællede den oppe ved katederet, delte den i både og satte dem frem yderst på bordet i en række. Han valgte en og spiste den. Vi så ham tage hver bevægelse alvorligt, ikke som et skuespil men med en særlig omhyggelighed, og af den ene grund var vi interesserede. Man ved ikke hvorfor, mens man er det. Det samme tænker jeg om tekst, en teksts opmærksomhed og hvorfor vi er interesserede.

I Grækenland slår indbyggerne telte op på gaden og flytter ind i dem eller hjem til deres forældre. Jeg går rundt i København og tænker på Grækenland. På mine handlinger. At jeg helst vil have at tekst også er en slags handling, men at jeg ikke føler det. Min lejlighed føles som et reservat, en dum kulisse. Jeg kan ikke blive involveret. Jeg tænker på hvordan venskaber bliver koloniserede af andre forhold uden for venskaberne, måske mest er skabeloner til et venskab eller i randen af et. Man bliver bange midt i at man gør noget, og jeg bliver pinligt berørt over vores forsøg, der alligevel kommer igen. Jeg kommer nogle gange til at tænke, at mine forhold ville være bedre i breve. Jeg ville sidde på et loft eller i et kloster og få sagt flere væsentlige ting, tror jeg. Krisen er ikke et tema. At mødes om ensomheden sætter alle i forlegenhed. Derfor larmer jeg sådan med min skam. Det er ikke en mulighed at mødes når vi blot taler sammen os to, sådan tænker jeg også. Det er ikke noget man forstår, og så har man det sådan alligevel. 'Jamen du er her jo, du fortæller mig det', men det er ikke sådan. Og det er aldrig det. At vende sig indad mod en refleksions forfinelse slår oftere og oftere ned i mig som absurd. Men jeg flygter fra alle for at overveje alting mere. Det jeg kan, kan ikke få form, og der er kun flyden over. En tekst er ikke en bevægelse når den ikke lytter til sig selv. Imens Grækenlands telte. Jeg ville gerne være stolt af den akademiske handling eller af at jeg kan føle en virkelig intens forbindelse mellem to ting jeg har læst, men det virker mere og mere som om min lille hjerne bare imploderer.