Jeg havde håbet at ordene en dag hvis jeg nærmede mig dem forsigtigt nok ville gøre sig beboelige. Men de bliver ved med at være afskyelige. De er kælne og gør sig til som nervøse dyr, og jeg er deres skamfulde mor.
Når moderkroppens øjne ser over på mig er det som en bøn efter ord. Hun tigger om en tale der skal kaste lys over mig. Der er ingen måde for hende at nærme sig mig uden at det jeg har skal trækkes ud, stilheden, alt det der svæver kradses i stykker, flåes op; der er ingen måde og ingen ro før hun har fået mit ord.
At skrive er et forsøg på at lære at være i rummet med sprog uden at være overgivet til det som et overgreb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar