Ordene og verden (Jean Paul og Simone)

"En eftermiddag så vi fra Saint-Clouds højder ud over et stort landskab med træer og vand; jeg blev begejstret, og jeg bebrejdede Sartre hans ligegyldighed: han talte meget bedre end jeg om floden og skovene, men han følte intet. Han forsvarede sig. Hvad præcis vil det sige at føle? Han var ikke tilbøjelig til hjertebanken, gysen, svimmelhed, alle disse ubeherskede bevægelser i kroppen, som paralyserer sproget; de slukkes, og intet bliver tilbage; han satte større pris på, hvad han kaldte de 'emotionelle abstrakter': et ansigts eller et syns betydning nåede ham i en ulegemlig form, og han forblev så uberørt af den, at han kunne forsøge at fæstne den i sætninger. Flere gange forklarede han mig, at en skribent ikke kunne indtage nogen anden holdning; den der intet føler, er ikke i stand til at skrive, men hvis glæden og rædslen overvælder os, uden at vi behersker dem, vil vi heller ikke kunne udtrykke dem. [...] Det måtte så være, men jeg havde alligevel svært ved at finde mig i denne adskillelse; jeg ville skrive bøger, men ikke give afkald på mine trancer."

Simone de Beauvoir: Samvær med Sartre


"En digter er ikke, som man tror, den der bedre end nogen anden kan betragte jorden og himlen, og lytte til havets brusen, og kildernes rislen og fuglenes kvidren, – en digter, har man sagt, og det er sandt, er en der forstår at lave et digt med ord."

Nathalie Sarraute: Mellem livet og døden