Morgenkåbe

Jeg fortæller ham at depressionen er politisk. Det er en måde jeg har fundet ud af at tale om den på. Så kan jeg hænge sammen med andre. Katastroferne er som tunge morgenkåber. Jeg kan ikke renses med dit gode råd.

Vredens dage

"Pointen er, at vreden hverken skal forstås som noget, der ud fra alle objektive kriterier er sindssygt ('sindssyg i gerningsøjeblikket', som man siger), eller som noget, der er alt for subjektivt, alt for følelsesladet og revolutionsromantisk. Hvad nu hvis en virkelig filosofisk – eller for den sags skyld journalistisk – opgave bestod i at skildre denne vrede som en særlig form for subjektivitet, dvs. som noget, der rent faktisk udspringer af tænkning?"

Center for vild analyse: Særklasse. Den tøvende revolution

Depressed? It might be political!

"A drug that masks the symptoms of a response to a fucked-up world or a fucked-up life doesn't tell me anything. I want to hear about the people like me who've decided not to take drugs"

"I really want to say something about that state that satisfies me in a way that all those bestsellers doesn't because they make depression seem so clinical, so extreme, so pathological, so alien. Why do these accounts not call my name? What name am I trying to call?"

Ann Cvetkovich: Depression. A public feeling

Urørlighed

"Da jeg kærtegnede morderens hovedskal, mens han forsøgte at kvæle mig, faldt hans hænder til jorden"

Suzanne Brøgger

Statuer

Jeg lagde mig over i dynerne fordi det trak op til noget alvorligt. Det er så krævende for ordene ikke at føle sig dikterede, af bordet for eksempel stillet op mellem os og de pladser vi får. Jeg vil have at det skal være nemt at røre. 

Jeg finder ud af at min krop bærer et ønske, der har fejheden i sig. Den vil gerne læne sig op af statuer. Det er en enkel mekanisme, men det må man ikke. Gøre nogle folk til statuer.

Uden titel

Det teoretiske sprog har lagret sig i mig, bobler op når jeg forsøger at sige noget. Det fungerer trægt i mange sammenhænge. Det nærer og bekræfter ønsket om at ophæve alle omveje i en renere åndelighed (et højeste universitet) men det kender kun sig selv indefra. Det vil holde sig tæt op ad tomrummet, gnubbe og vurdere usandheder. Abstraktioner er som en øvelse i at holde vejret og løbe frem så langt man kan, før man behøver luft.

Lær mig at tale anderledes. Jeg er en angstmaskine, en militærbastion, et kærlighedsorgie. Mine øjne ser kun indad.

Frustrationen vil altid forklare, den angriber
og vokser på sit angreb.

Er politik og kærlighed det samme. Rider vreden sin egen cirkel.

Uden titel

Overgangen fra vævet, der udgør mine organer til omverdenen af mennesker og ting er en flimren. Huden er ikke en grænse. Alt der ligner noget substantielt er blot en fortætning af det samme stof der er i opløsning, en sitren der strømmer ud fra mit bryst. Der er ingen forskel på mig, maden, et stykke plastik. Jeg strømmer over i alt. Det er angstens kode.