Jeg svarer så åbent og imødekommende jeg kan når jeg bliver spurgt, især over for hende, for ikke at vække nogen mistanke; for ikke at give hende nok grundlag for bagefter at spørge hvad der plagede mig, hvorfor jeg opførte mig på den måde, jeg virkede meget tilbagetrukket. Hun ved det, men hun kan ikke få greb om det. Hun kan ikke samle det til et spørgsmål, så længe jeg svarer sådan kærligt og overbærende, selvom det er med en glathed, der gør hende hjælpeløs.
Jeg venter måske på at de selv skal gøre det slut mellem os. I så fald vil jeg ikke bebrejde dem. Det er mig, der ikke kan holde op med at hade og græde. Det jeg hader os allesammen for, er at de bliver ved med at elske og at jeg ikke kan acceptere det, den måde de elsker.
I nat lå jeg og tænkte på, at jeg tror jeg kan sige sandheden om mig selv (jeg tror jeg kan tale sandt). Men jeg er i strid med forklaringen. Den lokker mig med sine vanvittige løfter.
Gråden der stiger op er sorgen over et kontinuerligt tab af noget jeg ikke kan få og den vold der bliver ved med at finde sted: Når hun kravler op på stolen ved siden af mig for at snakke, stikker mig 200 kroner og kort leger at hun vil tage dem fra mig fordi jeg laver kraftløse indvendinger og jeg græmmes over min ligegyldighed, mit begær efter pengene og min kujonagtige accept. Jeg modtager dem og knuger sedlen i min hånd. Hun vender tilbage til sig selv og stirrer frem for sig, som om hun lige har mistet hukommelsen om alt. Hun ligner en blød maskine. En der er lavet af det skrøbeligste stof men holdes i live af et program. Pælene i hendes ansigt. Det konstant forskrækkede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar