Uden titel

Jeg har protesten inde i mig. Den er en strenghed, et anfald.
Jeg tror jeg var et blødere menneske på et tidligere tidspunkt, før hun bar mig. Jeg tror, at angsten kan ikke lyve. Jeg tror der var en musik i kødet. Jeg ved ikke hvad denne krig er. Om angsten viger tilbage for slag. Om man kan forhindre den som en fugl i at flyve op gennem generationerne.

Jeg kender raseriet som en buket, der springer ud hele tiden
uden lyde. Den springer ud, den overrækkes.

Under afskeden føles alle gaverne som bestikkelse. Det er en måde at tvinge mig ned i tempo i det afgørende øjeblik for flugten. Et tak er et længere ord end alle slags farvel, og det skal jeg give dem, som en buket. Jeg er særlig omhyggelig med at ødsle pengene væk bagefter, som om jeg taber dem ud af hænderne, som om jeg ikke kan holde på dem som værdi.

Der fødes ustandseligt en ny, snoende foragt.