Sten

Jeg lærte mig selv på et tidspunkt at sige: Værsgo, du må gerne dø. Tag denne vægt og gå til bunds med den. Sådan troede jeg det ville ske, at jeg ville give dig din byrde tilbage. Jeg fantaserede om båndet mellem os, og magten jeg stod med. Men din lille krop forlader ikke jorden. Den opfinder bestandigt nye måder at blive stående, og det er noget jeg med tiden lærer at se kærligt på. Først føler jeg mig let som en fjer. Så frygter jeg, at jeg er ved at overtage din skæbne.