At gå i landevejens mørke var som at gå på det samme sted indtil vi kom frem. Stemmerne fra jakkerne længere fremme var den lille klokke vi gik efter. At nå til den yderste træthed er en luksus. Den radius jeg ofte bevæger mig i væk fra hjemmet vil helst være et område med punkter, hvorfra jeg altid kan fortryde. At nå at glemme det er et øjeblik at klippe snoren over så den slappes. Og sådan gik vi i mørkets cirkel, slappe og snorløse.
Æbletræerne spredte sig om dagen over hele øen som et tema. I haverne hang æblerne symboltunge bag hegn. Ved grøftekanterne virkede det hele mere generøst. Vinden fra havet blæser måske en særlig salt kvalitet ind i frugtkødet, overvejede vi, travende ved grænsen, mens vi overvejede andre ting på tavse måder i os og mellem os mens vi gik. Det var overvejelser der var næsten usynlige: Bevægelser, som en nænsom overdragelse af pladsen til at gå ved siden af mig, så en anden; en udskiftning til at mærke det samme og det forskelliges overlap. At overgangene var blide var tegn på tryghed. Vævningen af noget som er os foregår skjult, består af smidige forstærkninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar