Morti

"Men I har sat mig på en umulig opgave, hvis I også vil have jeg skal give jer værdighed. Værdighed. Den kan samfundet ikke give jer, den skulle I have fundet inde i jeres tomrum, eller rettere, den skulle I have bygget som et alter inden i jeres mørke"

Morti Vizki

Uden titel

Jeg har protesten inde i mig. Den er en strenghed, et anfald.
Jeg tror jeg var et blødere menneske på et tidligere tidspunkt, før hun bar mig. Jeg tror, at angsten kan ikke lyve. Jeg tror der var en musik i kødet. Jeg ved ikke hvad denne krig er. Om angsten viger tilbage for slag. Om man kan forhindre den som en fugl i at flyve op gennem generationerne.

Jeg kender raseriet som en buket, der springer ud hele tiden
uden lyde. Den springer ud, den overrækkes.

Under afskeden føles alle gaverne som bestikkelse. Det er en måde at tvinge mig ned i tempo i det afgørende øjeblik for flugten. Et tak er et længere ord end alle slags farvel, og det skal jeg give dem, som en buket. Jeg er særlig omhyggelig med at ødsle pengene væk bagefter, som om jeg taber dem ud af hænderne, som om jeg ikke kan holde på dem som værdi.

Der fødes ustandseligt en ny, snoende foragt.

Det nye kvarter

"Jeg vidste udemærket godt, at bilerne gjorde støj, og at folk i dem og bag de oplyste vinduer i bygningerne gjorde støj, og at floden gjorde støj, men jeg kunne ikke høre spor. Byen hang i mit vindue, flad som en plakat, glitrende og blinkende, men den kunne lige så godt ikke have været der"

Sylvia Plath

Radioprogram

Jeg hørte en radiovært tale om, hvordan han mistede følelsen af, at der var nogen som helst mening med det han gjorde, hvis han ikke tog lykkepiller. Gæsten, han havde i studiet, sagde at han savnede dybere relationer, andre relationer til mennesker omkring sig. De blev enige om at kalde det kærlighed, at det var kærlighed, han savnede. Han sagde også, at han følte sig meget fritsvævende. At han ikke var en del af det fælles. Og at han havde det bedst, når han havde tømmermænd. På en eller anden måde bragte det ham i en tilstand, hvor han troede på, at verden ville ham noget godt.

Uden titel

Lungerne trækker sig sammen som to vækstsvage børn. De er tynde, deres væv er slapt. Røgen filtreres gennem bladmønsteret i mine lungers blodvægge. Jeg hostede ikke ved inhaleringen af min første cigaret, den strømmede lige igennem mig. Der var en der sagde, at man kunne indse systemet i sit misbrug og forlade det. Men tanken har ingen rytme.

Uden titel

Du sidder i stramme bukser i plastikagtigt stof på kanten af sengen.

Du griber om ting på en måde, jeg ser som slowmotion, når jeg prøver at huske, hvordan din krop er, hvordan dens tæthed er, er den som ler.

Den måde du hiver i mig på: Jeg siger noget abstrakt og du forstår det konkret. Og jeg begynder at synes, abstraktioner er pinlige. Som om de er nøgne, slår de blikket ned.

Hvordan skal jeg forklare: Jeg mener ikke rum, når jeg siger rum. Jeg mener: Jeg tror ikke, jeg er her på samme måde.

Det er svært at blive tilfreds med sproget. Vi vil have nogle ord, der ikke folder sig tungt om det der sker.

Du lægger hovedet på min mave. Når dit ansigt er over mig, griber jeg dig altid om nakken og dit hoved sænker sig som en killings.

Tilfældighed

"At skulle løse noget for andre betyder derfor, at man i stedet for den opgave der egentlig skal løses, må løse den opgave der tilfældigt skal løses. Der kan således strengt taget ikke længere være tale om en opgave, men om et vilkår. Der er da heller intet at løse, men noget at binde. Binde den ene til den anden. Binde sig selv til det tilfældige menneske, der med sine tilfældige vilkår bestemmer, at man ikke længere må betragte sig som blot menneske, men som det menneskeskabte menneske"

Inger Christensen: Azorno


"Du har givet afkald på alt for at være fri, sagde han. Gør et skridt videre, giv afkald også på friheden, og du får alt tilbage"

Sartre: Ensom blandt mennesker