"Jeg vidste udemærket godt, at bilerne gjorde støj, og at folk i dem og bag de oplyste vinduer i bygningerne gjorde støj, og at floden gjorde støj, men jeg kunne ikke høre spor. Byen hang i mit vindue, flad som en plakat, glitrende og blinkende, men den kunne lige så godt ikke have været der"
Sylvia Plath
søndag den 22. juli 2012
Det nye kvarter
tirsdag den 17. juli 2012
Radioprogram
Jeg hørte en radiovært tale om, hvordan han mistede følelsen af, at der var nogen som helst mening med det han gjorde, hvis han ikke tog lykkepiller. Gæsten, han havde i studiet, sagde at han savnede dybere relationer, andre relationer til mennesker omkring sig. De blev enige om at kalde det kærlighed, at det var kærlighed, han savnede. Han sagde også, at han følte sig meget fritsvævende. At han ikke var en del af det fælles. Og at han havde det bedst, når han havde tømmermænd. På en eller anden måde bragte det ham i en tilstand, hvor han troede på, at verden ville ham noget godt.
mandag den 16. juli 2012
Uden titel
Lungerne trækker sig sammen som to vækstsvage børn. De er tynde, deres væv er slapt. Røgen filtreres gennem bladmønsteret i mine lungers blodvægge. Jeg hostede ikke ved inhaleringen af min første cigaret, den strømmede lige igennem mig. Der var en der sagde, at man kunne indse systemet i sit misbrug og forlade det. Men tanken har ingen rytme.
lørdag den 14. juli 2012
Uden titel
Du sidder i stramme bukser i plastikagtigt stof på kanten af sengen.
Du griber om ting på en måde, jeg ser som slowmotion, når jeg prøver at huske, hvordan din krop er, hvordan dens tæthed er, er den som ler.
Den måde du hiver i mig på: Jeg siger noget abstrakt og du forstår det konkret. Og jeg begynder at synes, abstraktioner er pinlige. Som om de er nøgne, slår de blikket ned.
Hvordan skal jeg forklare: Jeg mener ikke rum, når jeg siger rum. Jeg mener: Jeg tror ikke, jeg er her på samme måde.
Det er svært at blive tilfreds med sproget. Vi vil have nogle ord, der ikke folder sig tungt om det der sker.
Du lægger hovedet på min mave. Når dit ansigt er over mig, griber jeg dig altid om nakken og dit hoved sænker sig som en killings.
tirsdag den 3. juli 2012
Tilfældighed
"At skulle løse noget for andre betyder derfor, at man i stedet for den opgave der egentlig skal løses, må løse den opgave der tilfældigt skal løses. Der kan således strengt taget ikke længere være tale om en opgave, men om et vilkår. Der er da heller intet at løse, men noget at binde. Binde den ene til den anden. Binde sig selv til det tilfældige menneske, der med sine tilfældige vilkår bestemmer, at man ikke længere må betragte sig som blot menneske, men som det menneskeskabte menneske"
Inger Christensen: Azorno
"Du har givet afkald på alt for at være fri, sagde han. Gør et skridt videre, giv afkald også på friheden, og du får alt tilbage"
Sartre: Ensom blandt mennesker
Inger Christensen: Azorno
"Du har givet afkald på alt for at være fri, sagde han. Gør et skridt videre, giv afkald også på friheden, og du får alt tilbage"
Sartre: Ensom blandt mennesker
Etiketter:
Inger Christensen,
Jean Paul Sartre,
Skæbne,
Tilfældighed
Abonner på:
Opslag (Atom)