Viser opslag med etiketten Politik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Politik. Vis alle opslag

torsdag den 10. juli 2014

Kattedame (autonomi)

Jeg faldt over det her citat i dag:

"... autonomy means that social life does not depend only on the disciplinary regulation imposed by economic power, but also depends on the eternal displacement, shiftings, settlings and dissolutions that are the process of the self-composition of living society. Struggle, withdrawal, alienation, sabotage, lines of flight from the capitalist system of domination. Autonomy is the independence of social time from the temporality of capitalism.
This is the meaning of the expression refusal of work. Refusal of work means quite simply: I don't want to go to work because I prefer to sleep. But this laziness is the source of intelligence, of technology, of progess.
Autonomy is the self-regulation of the social body in its independence and in its interaction with the disciplinary norm."

Der er noget jeg ikke forstår i det her citat, som ofte dukker op: Hvorfor møder man i kritikken af arbejde så ofte op med dovenskaben (eller søvnen)? Er det vigtigste (og afgørende) ikke en anden relation mellem den der udfører og det der udføres?

Inger Christensen har skrevet et fantastisk essay om arbejde, hvor der står:

"Levende væsener er defineret som en særlig slags genstande, der er udstyret med et projekt, med noget de vil udføre, fordi det vil udføres i dem."

Og dér har vi det, tror jeg. Problemet er ikke arbejde, men at vi i vores arbejde – eller når vi i vores arbejde – ikke lytter efter om dette arbejde nu også vil udføres i os.

Kapitalen er kendetegnet ved at spalte arbejdet i adskilte og entydige funktioner, der afskærer os fra den fornemmelse. Det er ulykkeligt.
 
Men en lille kattedame – en pige på 15 år fra Bornholm – gjorde mig glad i dag fordi hun har skrevet det her på sin Instagram-profil:

"My dream was to be a photographer, but a person pointed out that I would have to take pictures of people I don't like, and now I'm kinda lost..
So my plan is to become a fat and lonely cat lady.."

Det gjorde mig glad fordi jeg forstår hende. Men også fordi jeg tror hun forstår noget om arbejde.

Hun skrev også:

"I used to be a little depressed, and I would only wear this black long dress..
Now I only use it for photography and I also sometimes sleep in it"




mandag den 21. april 2014

Sorgens politik?


"Every lament is shadowed by the specter of its own insufficiency, redundancy, or inappropriateness – too much, too little, too soon, too late (the very terms of measure, the relentless pressure to compare and quantify, already suggesting a fundamental mismeasure) --and this dissonance only escalates when mourning is forced to tally among its own losses the essential context of recognition that might have made mourning itself either authorized or even visible as such. This accounts for the reflexive intensification and proliferation of lament, the uncomfortable slide from “plaint” to “complaint” -- from grief to grievance, from Klage to Anklage (Nietzsche and Freud both remark on this semantic slippage)-- but also underscores its intractably ethical and social stakes. Even as it chokes on its own impossibility, the very act of lament indicts a world in which lament itself would be stifled. Antigone, Hecuba, Hamlet –the list continues-- make the political stakes of this stifling explicit. This implies that lament itself can be a political intervention. We see this every time a funeral ignites into a demonstration, or whenever police take measures to ensure it doesn’t."

Rebecca Comay: Paradoxes of lament

mandag den 7. april 2014

Machine for fighting anxiety


"The situation feels hopeless and inescapable, but it isn’t. It feels this way because of effects of precarity – constant over-stress, the contraction of time into an eternal present, the vulnerability of each separated (or systemically mediated) individual, the system’s dominance of all aspects of social space. Structurally, the system is vulnerable. The reliance on anxiety is a desperate measure, used in the absence of stronger forms of conformity. The system’s attempt to keep running by keeping people feeling powerless leaves it open to sudden ruptures, outbreaks of revolt. So how do we get to the point where we stop feeling powerless?

A new style of precarity-focused consciousness raising is needed

In order to formulate new responses to anxiety, we need to return to the drawing board. We need to construct a new set of knowledges and theories from the bottom up. To this end, we need to crease a profusion of discussions which produce dense intersections between experiences of the current situation and theories of transformation. We need to start such processes throughout the excluded and oppressed strata – but there is no reason we shouldn’t start with ourselves.

In exploring the possibilities for such a practice, the Institute has looked into previous cases of similar practices. From an examination of accounts of feminist consciousness raising in the 1960s/70s, we have summarised the following central features:

  • Producing new grounded theory relating to experience. We need to reconnect with our experiences now – rather than theories from past phases. The idea here is that our own perceptions of our situation are blocked or cramped by dominant assumptions, and need to be made explicit. The focus should be on those experiences which relate to the public secret. These experiences need to be recounted and pooled — firstly within groups, and then publicly.
  • Recognising the reality, and the systemic nature, of our experiences. The validation of our experiences’ reality of experiences is an important part of this. We need to affirm that our pain is really pain, that what we see and feel is real, and that our problems are not only personal. Sometimes this entails bringing up experiences we have discounted or repressed. Sometimes it entails challenging the personalisation of problems.
  • Transformation of emotions. People are paralysed by unnameable emotions, and a general sense of feeling like shit. These emotions need to be transformed into a sense of injustice, a type of anger which is less resentful and more focused, a move towards self-expression, and a reactivation of resistance.
  • Creating or expressing voice. The culture of silence surrounding the public secret needs to be overthrown. Existing assumptions need to be denaturalised and challenged, and cops in the head expelled. The exercise of voice moves the reference of truth and reality from the system to the speaker, contributing to the reversal of perspective – seeing the world through one’s own perspective and desires, rather than the system’s. The weaving together of different experiences and stories is an important way of reclaiming voice. The process is an articulation as well as an expression.
  • Constructing a disalienated space. Social separation is reduced by the existence of such a space. The space provides critical distance on one’s life, and a kind of emotional safety net to attempt transformations, dissolving fears. This should not simply be a self-help measure, used to sustain existing activities, but instead, a space for reconstructing a radical perspective.
  • Analysing and theorising structural sources based on similarities in experience. The point is not simply to recount experiences but to transform and restructure them through their theorisation. Participants change the dominant meaning of their experience by mapping it with different assumptions. This is often done by finding patterns in experiences which are related to liberatory theory, and seeing personal problems and small injustices as symptoms of wider structural problems. It leads to a new perspective, a vocabulary of motives; an anti-anti-political horizon."

http://www.weareplanc.org/we-are-all-very-anxious/#.U0Hc7McdjML

lørdag den 19. oktober 2013

Uden taktilitet, uden krop

 
”I det digitale rum dannes der ingen stabile vi’er, der kunne forandre samfundet til det bedre. Snarere arbejder homo digitalis på at optimere sin profil. I en verden af likes opdrages det digitale menneske til positivitet, mens det udstiller og udbytter sig selv uden reelt at se, møde eller nogensinde mærke de andre. Solidariteten forsvinder, og de fælles værdier går i forfald. Det digitale er designet uden taktilitet, uden krop. Vi kommer aldrig til at se den andens blik (tænk f.eks. på Skype-telefoni, hvor den andens øjne er sært fremmede og aldrig reagerer ’naturligt’ på dit blik). Alting transformeres til det samme. Alt og alle bliver til additive komponenter, proklamerer Han, der finder det fatalt, at negativiteten (sproget for det kritiske, det fraværende, det tavse, det forsvindende, det endnu ikke skete og tænkte...) afvikles, og erfaringen tørrer ud. Den digitale tid er en tid uden fødsel og død. Det digitale apparat gør dig fri til at arbejde, hvor du vil. Til gengæld er du tvunget til at fortælle om dig selv for ikke at blive usynlig og dermed forsvinde ud af cirkulation. Jo mere der kommunikeres, jo mere kapital kan der akkumuleres. Det intensiverede kredsløb af kommunikation og information fører i sidste ende til et accelereret økonomisk kredsløb, der udspiller sig bag ryggen på det tastende, klikkende og kiggende menneske”

Artikel i Information

Hastighed

 "Speed is not a phenomenon but the relationship between phenomena. Speed is relativity and relativity is politics!"

"The current era is marked by the acceleration of reality: we have reached the limits of instantaneity, the limits of human thought and time"

"Speed causes anxiety by the abolition of space"


Fra Paul Virilio: The Adimistration of Fear


fredag den 17. maj 2013

Nægtelse og fællesskab

"Men who refuse and who are tied by the force of refusal know that they are not yet together. The time of joint affirmation is precisely that of which they have been deprived. What they are left with is the irreducible refusal, the friendship of this certain, unshakable, rigorious No that keeps them unified and bound by solidarity"

M. Blanchot

tirsdag den 14. maj 2013

Arbejde

"The glorification of work as a prototypically human endeavor, as the key both to social belonging and individual achievement, constitutes the fundamental ideological foundation of contemporary capitalism: it was built on the basis of this ethic, which continues to serve the system's interests and rationalize it outcomes"

Kathi Weeks: The Problem with Work

lørdag den 23. februar 2013

Genoptræning

"Blandt de mest populære former for behandling er kognitiv terapi. Det er en terapiform, som lægger vægt på, hvordan patienten tænker om sig selv og sine vanskeligheder. I terapien kan patienten hjælpes til at ændre uhensigtsmæssige tankestrukturer. Det tages ofte for givet, at patienten skal lære at tænke konstruktivt om sin egen situation, uanset hvilken overordnet samfundsmæssig kontekst denne i øvrigt indgår i"

Kronik i Information

torsdag den 14. februar 2013

Morgenkåbe

Jeg fortæller ham at depressionen er politisk. Det er en måde jeg har fundet ud af at tale om den på. Så kan jeg hænge sammen med andre. Katastroferne er som tunge morgenkåber. Jeg kan ikke renses med dit gode råd.

fredag den 8. februar 2013

Vredens dage

"Pointen er, at vreden hverken skal forstås som noget, der ud fra alle objektive kriterier er sindssygt ('sindssyg i gerningsøjeblikket', som man siger), eller som noget, der er alt for subjektivt, alt for følelsesladet og revolutionsromantisk. Hvad nu hvis en virkelig filosofisk – eller for den sags skyld journalistisk – opgave bestod i at skildre denne vrede som en særlig form for subjektivitet, dvs. som noget, der rent faktisk udspringer af tænkning?"

Center for vild analyse: Særklasse. Den tøvende revolution

onsdag den 6. februar 2013

Depressed? It might be political!

"A drug that masks the symptoms of a response to a fucked-up world or a fucked-up life doesn't tell me anything. I want to hear about the people like me who've decided not to take drugs"

"I really want to say something about that state that satisfies me in a way that all those bestsellers doesn't because they make depression seem so clinical, so extreme, so pathological, so alien. Why do these accounts not call my name? What name am I trying to call?"

Ann Cvetkovich: Depression. A public feeling

lørdag den 8. december 2012

Hjemme

Engang var jeg med til at se en person sidde og skrælle en appelsin på universitetet. Han skrællede den oppe ved katederet, delte den i både og satte dem frem yderst på bordet i en række. Han valgte en og spiste den. Vi så ham tage hver bevægelse alvorligt, ikke som et skuespil men med en særlig omhyggelighed, og af den ene grund var vi interesserede. Man ved ikke hvorfor, mens man er det. Det samme tænker jeg om tekst, en teksts opmærksomhed og hvorfor vi er interesserede.

I Grækenland slår indbyggerne telte op på gaden og flytter ind i dem eller hjem til deres forældre. Jeg går rundt i København og tænker på Grækenland. På mine handlinger. At jeg helst vil have at tekst også er en slags handling, men at jeg ikke føler det. Min lejlighed føles som et reservat, en dum kulisse. Jeg kan ikke blive involveret. Jeg tænker på hvordan venskaber bliver koloniserede af andre forhold uden for venskaberne, måske mest er skabeloner til et venskab eller i randen af et. Man bliver bange midt i at man gør noget, og jeg bliver pinligt berørt over vores forsøg, der alligevel kommer igen. Jeg kommer nogle gange til at tænke, at mine forhold ville være bedre i breve. Jeg ville sidde på et loft eller i et kloster og få sagt flere væsentlige ting, tror jeg. Krisen er ikke et tema. At mødes om ensomheden sætter alle i forlegenhed. Derfor larmer jeg sådan med min skam. Det er ikke en mulighed at mødes når vi blot taler sammen os to, sådan tænker jeg også. Det er ikke noget man forstår, og så har man det sådan alligevel. 'Jamen du er her jo, du fortæller mig det', men det er ikke sådan. Og det er aldrig det. At vende sig indad mod en refleksions forfinelse slår oftere og oftere ned i mig som absurd. Men jeg flygter fra alle for at overveje alting mere. Det jeg kan, kan ikke få form, og der er kun flyden over. En tekst er ikke en bevægelse når den ikke lytter til sig selv. Imens Grækenlands telte. Jeg ville gerne være stolt af den akademiske handling eller af at jeg kan føle en virkelig intens forbindelse mellem to ting jeg har læst, men det virker mere og mere som om min lille hjerne bare imploderer.

onsdag den 3. oktober 2012

Benævnelsen/billedet/bevægelsen

Jeg forstår bevægelser som noget fyldigt, noget ikke-flovt. Tvivlen findes i ordene, der skal være stærke og besejre. Jeg har lyst til at dække over deres udskejelser og at et ord kan føles som en udskejelse. En afsløring, der ikke besejrer og nedlægger tilfældet, men hvirvler mere af det ukontrollerbare op.

Jeg lægger sætninger ud som en slags foder jeg venter på om nogen vil tage. Men de kan ikke efterlades og de kan ikke leve på den måde.

Sammen med den sikkerhed jeg mærker i din tilstedeværelse, din krops gentagelse af et løfte og besejringen af det tilfælde vi er, opstår der en frygt for at det der benævnes dør. At benævnelsen også kan være en sikkerhed for meget. At den indskyder en afstand og fjerner sensibiliteten over for det der bevæger sig, som er nødvendigt, for at det kan bevæge sig fortsat. Kærligheden er ikke en tryghed.

Hvis jeg skal fortælle nogen hvordan det er, forsøger jeg altid at være så stille omkring det som muligt. Men hurtigt bliver jeg klar over at jeg har ændret noget, spærret en adgang, overladt noget levende til en tale, der ikke var min og ikke var det levendes. Et forræderi der sparker bagud; der får det levende til at trække hukommelsen om sig selv tilbage og indstille henvendelsen.

De kastanjer vi fandt spyttede ud af sine hylstre var lækre og fedtede, runde i alle mulige variationer, som vi kun blev klogere på ved at gnide mellem hænderne. Men vi vidste ikke om vi kunne stole på vores erfaringer, billedernes komplicerede ernæring. Der opstod den samme mistanke som den hun fik da hun vaskede jorden af gulerødderne i sin lejlighed og det føltes nærmest vulgært med al den jord, og hun oplevede den hidsige orange, der skinnede nede i vaskens metal, som en nærmest uhørt orange og en ophidselse. Det var nærheden, sagde hun. Hun havde følt at æbler var sprøde på en ny måde, da hun i hånden havde følt det lille knæk, der fik æblet til at løsne sig fra grenen. 

Jeg lå engang på en sten på Bornholm som et insekt og mærkede den afgive sin varme efter solens forsvinden. Jeg stillede mig selv det spørgsmål jeg var blevet givet: Hvordan bevæger en klippe sig? Så sagde jeg: Klippens rytme er inde i mig. Men bevægelsen blev til et billede kopieret ind i talen, og derfra tilbage i en  bevægelse, der nu genkendte sig selv. Politikken er et æble. Inde i København diskuterer de klimaforandringer og det virker grotesk. Venskaberne ønsker jeg i det mindste skal være tavse.

lørdag den 26. maj 2012

Tænkning

"I modsætning til hvad der ofte hævdes, [er det] forkert at tro, at det er [tænkningen], der forhindrer mange i at gøre modstand. Tværtimod er det ikke-tænkningen af situationen, der suspenderer risikoen, det vil sige udforskningen af mulighederne. Ikke at vove noget er det samme som ikke at tænke. Ikke at tænke er det samme som ikke at vove at vove"

"Hvis politikken ikke er en sandhedsprocedure, der vedrører et givent kollektivs væren; og hvis den ikke engang består i at skabe og levendegøre et særligt og nyt kollektiv, der søger at forvalte og forandre det, der er, hvad kan den da være?"

Alain Badiou

torsdag den 19. april 2012

Kommunisering

Kommunisering er det vigtigste nye ord, jeg er begyndt at kende. Det er vigtigt af mange grunde. En af dem er generobringen af forestillingen om kommunisme. Vi definerer det på en måde, der i sig selv indebærer transformationen til begrebet om kommunisering, og der er derfor ikke fundet nogen svækkelse (eller afradikalisering) sted, men en instrumentalisering af vores drømme og en forståelse af det kommunistiske projekt, der vækker vores begejstring. Det er simpelthen svært at se, at det her ikke er vedkommende for alle. Kommunisering er en italesættelse af noget, som jeg taler med mine venner, mine mostre, mine kusiner og min frisør om. Hvoraf flere er langt fra at definere sig selv som venstreorienterede. Måske ville de ikke engang kalde sig politisk interesserede. Det er dét, der giver mig håb; at vi taler om det samme og at der bor sandhed i det, der rækker længere end det erklærede politiske fællesskab og den teoretiske konsensus.

Jeg begynder at forstå, at det er igennem måder, vi organiserer os på, at vi får mulighed for at begribe hvordan verden kan formes, og at sandhedserfaringen er vores eneste styrende princip udi alle disse eksperimenter.

lørdag den 10. marts 2012

Om opgøret med et udenfor

NÆGTELSE

Bartleby ville foretrække at lade være. Det gådefulde i Herman Melvilles klassiske fortælling er nægtelsens absolutte karakter. Når chefen beder ham om at gøre sine pligter, så gentager Bartleby om og om igen helt roligt: "Jeg ville foretrække at lade være." 
[...] Bartlebys opførsel er virkelig afvæbnende, dels fordi han er så rolig og afklaret, men mest af alt fordi hans nægtelse er så ubestemmelig, at den bliver absolut. Han foretrækker simpelthen at lade være.
[...] Denne nægtelse er utvivlsomt begyndelsen til en frigørende politik, men den er netop kun en begyndelse. Nægtelsen i sig selv er tom. Bartleby og Michael K kan være nok så smukke sjæle, men deres væren står i sin absolutte renhed på randen af en afgrund. Deres flugtlinier bort fra autoriteterne er fuldkommen ensomme, og de bevæger sig hele tiden på selvmordets rand. I politiske termer fører nægtelse i sig selv (nægtelse af arbejde, autoritet og frivillig trældom) ligeledes kun til en form for socialt selvmord. Som Spinoza siger: Hvis vi blot hugger det tyranniske hoved af den sociale krop, vil vi blot stå tilbage med samfundets deforme lig. Vi må i stedet skabe en ny social krop, hvilket er et projekt, som går langt udover nægtelsen.


Hardt og Negri: Imperiet

søndag den 4. marts 2012

Weekendtur

Ingen sætninger er sande nok, autentiske, sikre nok på sig selv. Det virker ikke til at jeg kan stå inde for nogen ytring. Jeg skammer mig over det der flyder ud af mig, jeg fortryder altid febrilsk. Også det her. Og jeg fortryder den samtale jeg havde igår. Jeg fortryder at jeg først rigtig fandt ro, da jeg havde fået ros. Jeg rejser til den anden ende af landet for at ankomme frisk og ukompliceret. Af tvivlsomme grunde tror jeg, som for eksempel at være et indslag, der ikke varer længere end at gensynets glæde og afskedens goodwill når sammen.


At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.


Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.