Moderen i munden

"Du stopper dig selv ind i min mund, og jeg er ved at blive kvalt. Stop dig lidt mindre ind i mig og lad mig se dig. Jeg ville så gerne se dig, mens du giver mig mad. Og ikke tabe mine/dine øjne af syne, når jeg åbner munden for dig. Og også have dig hos mig, mens jeg drikker dig. Bliv ved med også at være udenfor. Behold også dig/mig udenfor."

Luce Irigaray: Og den ene bevæger sig ikke uden den anden

Skrivning og forsoning

Jeg havde håbet at ordene en dag hvis jeg nærmede mig dem forsigtigt nok ville gøre sig beboelige. Men de bliver ved med at være afskyelige. De er kælne og gør sig til som nervøse dyr, og jeg er deres skamfulde mor.

Når moderkroppens øjne ser over på mig er det som en bøn efter ord. Hun tigger om en tale der skal kaste lys over mig. Der er ingen måde for hende at nærme sig mig uden at det jeg har skal trækkes ud, stilheden, alt det der svæver kradses i stykker, flåes op; der er ingen måde og ingen ro før hun har fået mit ord.

At skrive er et forsøg på at lære at være i rummet med sprog uden at være overgivet til det som et overgreb. 

Mangel

Fraværet af familien er som en bagage jeg gemmer bag øjnene. Tavsheden bærer både den dæmoniske og den guddommelige bagside. Det er derfor ingen kan se hvad der sker.

Det hjælper at jeg tænker: I et stykke tid skal vores kroppe være adskilte. Men hvad er renselse, er det ikke alt sammen pauser. 

Jeg bliver ved med at holde fast i forestillingen om, at værdigheden transcenderer alt dette. At jeg kan hænge i den krog, som finder stor opbakning i bøgerne (tavsheden). Og i menneskene tror jeg, men ikke i det sociale.

Det er svært at finde ud af hvor hullerne, manglen, opstår. I mig, i andre, i det hele. Om det er os, om det er en konstellation, en måde jeg gør eller ikke gør, en måde han gør eller ikke gør. Forstærkningerne af en bestemt gøren og ikke-gøren i hinanden. Forsøg på at stive sig af med afstand. Forsøge at få sig et klart blik og gå tilbage rent ind. At begynde forfra hele tiden, viske mig selv ud inde i hjernen. Hjernen som et meget knudret område af mulige veje for tænkningen, mulige måder at gå hen til ham, mulige måder at stille et skelet op der forklarer ved at være skelet, konstruktion.

Når jeg klipper mit hår af får jeg en følelse af stramhed. Ny præcision.

Listen med navne som min mor overvejede at give mig står i en bog som en liste over forskellige skæbner. Jeg forestiller mig at der var en periode både lige før og lige efter fødslen hvor det spørgsmål stod åbent.

Jeg lærte at når noget blev sendt 'live' betød det at det ikke tog nogen tid for billederne at komme hele vejen frem gennem ledningerne til os.

"Nøgenhed er ikke at kunne bære sig selv på den måde, en maske bæres".

Oven over isen i skøjtehallen hang en tåge der viste at isen var så frossen at den næsten krøb ud af sig selv. Der lød en tør knagen fra formen.

Sammen med ensomheden lå en dyb angst for at blive social afhængig. Integritet er at være i en vis overensstemmelse med sig selv. Jeg følte mig tiltrukket af de uensartede hjems små katastrofer. Jeg rørte ved hendes mere udviklede bryster.

Ordbogen antyder for en for første gang ikke at der er en vej fra et sprog til et andet, men at hvert sprog mangler udveje.

Sten

Jeg lærte mig selv på et tidspunkt at sige: Værsgo, du må gerne dø. Tag denne vægt og gå til bunds med den. Sådan troede jeg det ville ske, at jeg ville give dig din byrde tilbage. Jeg fantaserede om båndet mellem os, og magten jeg stod med. Men din lille krop forlader ikke jorden. Den opfinder bestandigt nye måder at blive stående, og det er noget jeg med tiden lærer at se kærligt på. Først føler jeg mig let som en fjer. Så frygter jeg, at jeg er ved at overtage din skæbne.

Den glathed

Er det mig der ikke kan blive voksen, hvis jeg finder noget kynisk i at opgive at se mine forældre som forældre og i at betragte dem som de tilfældige mennesker der fik det tilfældige barn der var mig?

At tage en kvindes titel og erstatte den med det tilfældige ord der holder hende sammen i civil. (At omtale sin mor ved navn). Flå modernavnet af hende. Se hende visne til et menneske uden magt (over den betydning jeg giver hende). Derved give ømheden en ny rolle?

Pælene i hendes ansigt

Jeg svarer så åbent og imødekommende jeg kan når jeg bliver spurgt, især over for hende, for ikke at vække nogen mistanke; for ikke at give hende nok grundlag for bagefter at spørge hvad der plagede mig, hvorfor jeg opførte mig på den måde, jeg virkede meget tilbagetrukket. Hun ved det, men hun kan ikke få greb om det. Hun kan ikke samle det til et spørgsmål, så længe jeg svarer sådan kærligt og overbærende, selvom det er med en glathed, der gør hende hjælpeløs.

Jeg venter måske på at de selv skal gøre det slut mellem os. I så fald vil jeg ikke bebrejde dem. Det er mig, der ikke kan holde op med at hade og græde. Det jeg hader os allesammen for, er at de bliver ved med at elske og at jeg ikke kan acceptere det, den måde de elsker.

I nat lå jeg og tænkte på, at jeg tror jeg kan sige sandheden om mig selv (jeg tror jeg kan tale sandt). Men jeg er i strid med forklaringen. Den lokker mig med sine vanvittige løfter.

Gråden der stiger op er sorgen over et kontinuerligt tab af noget jeg ikke kan få og den vold der bliver ved med at finde sted: Når hun kravler op på stolen ved siden af mig for at snakke, stikker mig 200 kroner og kort leger at hun vil tage dem fra mig fordi jeg laver kraftløse indvendinger og jeg græmmes over min ligegyldighed, mit begær efter pengene og min kujonagtige accept. Jeg modtager dem og knuger sedlen i min hånd. Hun vender tilbage til sig selv og stirrer frem for sig, som om hun lige har mistet hukommelsen om alt. Hun ligner en blød maskine. En der er lavet af det skrøbeligste stof men holdes i live af et program. Pælene i hendes ansigt. Det konstant forskrækkede.

Uden titel

Jeg har protesten inde i mig. Den er en strenghed, et anfald.
Jeg tror jeg var et blødere menneske på et tidligere tidspunkt, før hun bar mig. Jeg tror, at angsten kan ikke lyve. Jeg tror der var en musik i kødet. Jeg ved ikke hvad denne krig er. Om angsten viger tilbage for slag. Om man kan forhindre den som en fugl i at flyve op gennem generationerne.

Jeg kender raseriet som en buket, der springer ud hele tiden
uden lyde. Den springer ud, den overrækkes.

Under afskeden føles alle gaverne som bestikkelse. Det er en måde at tvinge mig ned i tempo i det afgørende øjeblik for flugten. Et tak er et længere ord end alle slags farvel, og det skal jeg give dem, som en buket. Jeg er særlig omhyggelig med at ødsle pengene væk bagefter, som om jeg taber dem ud af hænderne, som om jeg ikke kan holde på dem som værdi.

Der fødes ustandseligt en ny, snoende foragt.

I stalden

Da jeg var barn lod jeg engang som om jeg var faldet i søvn ude i stalden i en høstak med kattekillingerne sovende omkring mig. De voksne kom derud, så det og elskede det. Jeg lod som om jeg sov fordi det virkede som den nemmeste måde at reagere, da jeg hørte dem komme derud. De stod lidt og hviskede før de endelig 'vækkede' mig. Og jeg tænker på, hvordan vi allerede var klar over som små, at de voksne ønskede noget af os, og hvordan vi ikke vidste andet end at give dem det.

Far

Det var min far der lærte mig at danse. Han er lige som mig. Han har noget stolt i sig, og der er noget i ham, der foragter. Han tegner en cirkel omkring sig som vi ikke tør overtræde. Han er skrøbelig for os, som om der er noget vi altid holder fra ham. En hemmelighed om den måde vi elsker og beskytter ham på.

Had

De ville have adgang til det jeg sad med, noget jeg vogtede på. Jeg var kun ryg. Jeg lænede mig ikke nogen steder, ikke mod dem eller væk fra dem, jeg sad på mit sæde i bilen stiv af foragt. Hendes gråd kunne ikke fremkalde andet end had. Hver gang hadet blev for stort til kroppen satte fortætningen igang, enhver flyden over blev suget op, den blev indeholdt.

Der er historie

Det bliver virkeligt, at der er en kødelig historie, som jeg er fortsættelsen af. I forhold til jer forstår jeg ofte primært mig selv som bevidsthed. Og den afstand der kan være mellem os er abstrakt og den løfter mig. Men her sænkes jeg tilbage i historien og jeg sænkes ikke imod min vilje. Jeg falder tilbage i de mennesker der levede, i stilheden i at vide, at der ikke er noget centrum. At jeg peger bagud, og at det måske er forvaltningen af det, der er mig.

Protest imod forklaringen

At tale eller holde på tavsheden i forskellige situationer (her den første):

1. Familien

Vi har indgået en ny kontrakt: vi skal lære hinanden at kende igen. Det var resultatet af et møde – der var kulminationen på flere telefonsamtaler – der var fremprovokeret af julen og ’mødet’ med mig i julen – hvorefter min familie besluttede (virkede det som om) at ’række ud’ efter/tage fat i mig – altså: de ville have mig i tale.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den henvendelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle reagere med raseri, så jeg opstillede følgende kompromis: Vi kan mødes, så jeg kan få lov til at blive vred. Det er på de præmisser, jeg vil mødes. Indbygget heri: I skal ikke regne med forsoning. Jeg tænkte selv, at det var en god balance mellem viljen til at forandre de eksisterende relationer (i stedet for at flygte fra dem, dvs. ikke møde op) og insisteringen på, at 'forsoningen’ ikke bare lader sig indfinde.

Men så nemt går det ikke. Der er en særlig impuls, der gør, at tilstedeværelsen af den anden/de andre automatisk mildner ens vrede/får en til at søge kompromiset. Det er på sin vis en meget fin ting, som jeg tænker har evolutionistiske fordele og alt mulig – det understreger for mig også en vis uafskrivelig loyalitet med ens ophav; en vis forpligtelse til at huske og forstå lige præcis dem, fordi de gav deres bevidsthed (verden) videre til mig, og derfor er det ikke til at ignorere, hvilken voldelig handling det ville være at afvise dem fuldstændig. Det ville i en vis forstand være at afvise mig selv.

Det var egentlig en afstikker. Det jeg ville frem til, som kommer i forlængelse af disse erfaringer, er spørgsmålet om, hvad det betyder at begynde at ’tale sammen’ i denne her situation (uforsoneligheden kunne ikke rummes i mødet – jeg var ikke stærk nok, eller også var det fint nok jf. ovenstående – og jeg er ’gået med til’ at vi gør noget i fællesskab for at komme tættere på hinanden/ikke glide ud i den totale fremmedgørelse): Hvad er det for en tale, der skal bygge bro over det, jeg oplever som uforsoneligt? Jeg er bange for, at den intention, der er udgået fra min familie, og som jeg delvist modstræbende gik ind på, bygger på en autencitets-længsel, dvs. på en drøm om forståelse, der ignorerer hele min protest, fordi den tror, at så længe vi bare forklarer mere for hinanden, vil vi også forstå.

Jeg skal begynde at forklare mere om mig selv, det jeg laver, det, der betyder noget for mig (det frustrerende resultat af at jeg selv sagde, at jeg ikke følte, de vidste noget om alt det). Men pointen er den, at vi ikke kan tale om det, de ikke forstår – vi kan på forhånd kun tale om det, de allerede forstår, eller er i stand til at forstå.

Men hvad er så strategien? For det første er det som antydet en blindgyde at anvende bekendelsen. Det er en slags fristelse, der altid ender i den samme situation: endnu mere fremmedgørelse + følelse af at have udleveret sig selv (symptomer: træthed, frustration, endnu større kedafdethed). Bekendelsen er som regel et stort følelsesudbrud, de andre står magtesløse overfor. Bekendelsen udsletter den anden – der er ikke nogen reaktion til rådighed, der ikke bidrager til at ydmyge den bekendende endnu mere. Det er den bekendende pinligt klar over, deraf det totalt destruktive i situationen.

Forklaringen (at fortælle ’noget’ eller ’mere’ om mig selv for at vi kan lære hinanden at kende) har på en eller anden måde en lignende ydmygelse ved sig. Jeg græmmer mig hver gang jeg skal svare på de her ’opklarende’ spørgsmål i telefonen, også efter jeg lige er gået med til at gøre denne indsats. Jeg bakker tilbage i uforsoneligheden. Jeg begynder at tvivle på, om det er et godt projekt at 'tale mere sammen'. Men, hvis jeg vil afbryde den nye ’korrespondance’ så vil min beslutning (eller de overvejelser, der får mig til at tage den beslutning) indebære, at jeg modstår fristelsen til at forklare hvorfor, jeg ikke mener, det kan lade sig gøre/ikke er en god ide, endsige bekende. Jeg er med andre ord tvunget til at snige mig udenom eller få afsporet de samtaler, hvor jeg føler, jeg udleverer mig selv i autencitets-længsel/forpligtelse, og bedst muligt få skabt en imødekommenhed uden at give noget bort. For at skabe en mere etisk relation, må forestillingen om at nå ’dybere’ skiftes ud med en, der er mere bevidst om afstandens og tavshedens betydning. Det jeg vil frem til er, at overskridelsen af forklarings- og bekendelses-relationen kræver en bestemt form for tavshed.

Ricco (noter fra en samtale med min mor)

Misbrugeren, naboens søn, der døde, hvis mor ifølge min mor også følte en vis lettelse efter ulykken (han druknede i en flod i udlandet et sted, han havde for vane at flakke rundt)

Han var lidt aparte

Hvordan, spørger jeg

Når han kom herned – han havde en fantastisk fantasi, som man slet ikke kunne følge

26.12

Lange velourduge er svøbt omkring bordene. Der bliver taget fotografier. Endeløse rækker af fade kommer ind fra køkkenet.