Livsside

"Talen er kompromitteret, ordene har del i talens maskinside, kulde- og maskeringsside. Ordene har en livsside indadtil, et kulde- og marionetansigt udadtil. De skal klædes af. De skal ned i et bad. Deres relationer til hinanden må forandres, forvandles. [...] Man vælger ikke sprog, man vælger ikke mellem tale og tavshed. Man hænger ved."

Birgitta Trotzig

Röst

"Min röst og mitt tal fremträder, åteminstone för mig själv, som mer mänskliga då jag läser (säger, talar) dikt jamfört med då jag läser (säger, talar) annat. [...] I framförandet av dikten tillåts min röst lämna en transparent och i första hand socialiserande praktik för att istället uppsöka det opaka och främmande, något som jag allt som oftast upplever som et sätt att komma hem. Jeg känner mig, tror jag, mänsklig. Hemma och borta byter plats. Eller: det talade språket – min röst – i dess kommunikativa och sociala funktion har för mig aldrig uppsluktas 'av gemenskapens samlade klang'"

Fredrik Nyberg: Hur låter dikten?

Fortrolighed

"Den til hvem et menneske har det inderligste forhold, altså det forhold, der mest egnede sig til at være genstand for den fortrolige meddelelse [...], kun til ham kan dette menneske egentligen fortroe sig, eller have fortrolighed, eller meddele sig i fortrolighed. Men således forholder jo fortroligheden sig til sig selv, og således bliver der, som det væsentlige, i fortrolighed et uudsigeligt, istedenfor at man skulle tro, at fortrolighed var udsigelsen."

Kierkegaard

Sorgens politik?

"Every lament is shadowed by the specter of its own insufficiency, redundancy, or inappropriateness – too much, too little, too soon, too late (the very terms of measure, the relentless pressure to compare and quantify, already suggesting a fundamental mismeasure) --and this dissonance only escalates when mourning is forced to tally among its own losses the essential context of recognition that might have made mourning itself either authorized or even visible as such. This accounts for the reflexive intensification and proliferation of lament, the uncomfortable slide from “plaint” to “complaint” -- from grief to grievance, from Klage to Anklage (Nietzsche and Freud both remark on this semantic slippage)-- but also underscores its intractably ethical and social stakes. Even as it chokes on its own impossibility, the very act of lament indicts a world in which lament itself would be stifled. Antigone, Hecuba, Hamlet –the list continues-- make the political stakes of this stifling explicit. This implies that lament itself can be a political intervention. We see this every time a funeral ignites into a demonstration, or whenever police take measures to ensure it doesn’t."

Rebecca Comay: Paradoxes of lament

Uden taktilitet, uden krop

 

”I det digitale rum dannes der ingen stabile vi’er, der kunne forandre samfundet til det bedre. Snarere arbejder homo digitalis på at optimere sin profil. I en verden af likes opdrages det digitale menneske til positivitet, mens det udstiller og udbytter sig selv uden reelt at se, møde eller nogensinde mærke de andre. Solidariteten forsvinder, og de fælles værdier går i forfald. Det digitale er designet uden taktilitet, uden krop. Vi kommer aldrig til at se den andens blik (tænk f.eks. på Skype-telefoni, hvor den andens øjne er sært fremmede og aldrig reagerer ’naturligt’ på dit blik). Alting transformeres til det samme. Alt og alle bliver til additive komponenter, proklamerer Han, der finder det fatalt, at negativiteten (sproget for det kritiske, det fraværende, det tavse, det forsvindende, det endnu ikke skete og tænkte...) afvikles, og erfaringen tørrer ud. Den digitale tid er en tid uden fødsel og død. Det digitale apparat gør dig fri til at arbejde, hvor du vil. Til gengæld er du tvunget til at fortælle om dig selv for ikke at blive usynlig og dermed forsvinde ud af cirkulation. Jo mere der kommunikeres, jo mere kapital kan der akkumuleres. Det intensiverede kredsløb af kommunikation og information fører i sidste ende til et accelereret økonomisk kredsløb, der udspiller sig bag ryggen på det tastende, klikkende og kiggende menneske”

Artikel i Information

Skrivning og forsoning

Jeg havde håbet at ordene en dag hvis jeg nærmede mig dem forsigtigt nok ville gøre sig beboelige. Men de bliver ved med at være afskyelige. De er kælne og gør sig til som nervøse dyr, og jeg er deres skamfulde mor.

Når moderkroppens øjne ser over på mig er det som en bøn efter ord. Hun tigger om en tale der skal kaste lys over mig. Der er ingen måde for hende at nærme sig mig uden at det jeg har skal trækkes ud, stilheden, alt det der svæver kradses i stykker, flåes op; der er ingen måde og ingen ro før hun har fået mit ord.

At skrive er et forsøg på at lære at være i rummet med sprog uden at være overgivet til det som et overgreb. 

Ekstase, depression, integritet

"For projektet er det fængsel, som jeg vil rømme fra (projektet, den diskursive eksistens): jeg har dannet mig det projekt at undslippe projektet! Og jeg ved, at jeg blot behøver at knække diskursens tråd i mig, straks dukker ekstasen op; kun diskursen fjerner mig fra den, kun den diskursive tanke forråder den [...]"

Georges Bataille: Den indre erfaring


"The depressive mood constitutes itself as a narcissistic support, negative to be sure, but nevertheless presenting the self with an integrity, nonverbal though it might be. Because of that, the depressive affect makes up for symbolic invalidation and interruption (the depressive's 'that's meaningless') and at the same time protects it against proceeding to the suicidal act. That protection, however, is a flimsy one. The depressive denial that destroys the meaning of the symbolic also destroys the act's meaning and leads the subject to commit suicide without anguish of disintegration, as a reuniting with archaic non-integration, as lethal as it is jubilatory, 'oceanic'"

Julia Kristeva: Black Sun: Depression and Melancholia
 

Navnene

Det er en del af overlevelsens strategi at tale om det der sker, sige forskellige navne der kan føles skamfulde. Men hvad betyder det at jeg pålægger andre den viden? Virker det omklamrende?

Der er et stærkt ubehag, som jeg godt kender. Det vil jeg nogle dage undskylde for, andre dage vil jeg ikke.

Jeg er vant til at vifte med ordene nu, det er nogle underlige flag.

Morgenkåbe

Jeg fortæller ham at depressionen er politisk. Det er en måde jeg har fundet ud af at tale om den på. Så kan jeg hænge sammen med andre. Katastroferne er som tunge morgenkåber. Jeg kan ikke renses med dit gode råd.

Statuer

Jeg lagde mig over i dynerne fordi det trak op til noget alvorligt. Det er så krævende for ordene ikke at føle sig dikterede, af bordet for eksempel stillet op mellem os og de pladser vi får. Jeg vil have at det skal være nemt at røre. 

Jeg finder ud af at min krop bærer et ønske, der har fejheden i sig. Den vil gerne læne sig op af statuer. Det er en enkel mekanisme, men det må man ikke. Gøre nogle folk til statuer.

Hjemme

Engang var jeg med til at se en person sidde og skrælle en appelsin på universitetet. Han skrællede den oppe ved katederet, delte den i både og satte dem frem yderst på bordet i en række. Han valgte en og spiste den. Vi så ham tage hver bevægelse alvorligt, ikke som et skuespil men med en særlig omhyggelighed, og af den ene grund var vi interesserede. Man ved ikke hvorfor, mens man er det. Det samme tænker jeg om tekst, en teksts opmærksomhed og hvorfor vi er interesserede.

I Grækenland slår indbyggerne telte op på gaden og flytter ind i dem eller hjem til deres forældre. Jeg går rundt i København og tænker på Grækenland. På mine handlinger. At jeg helst vil have at tekst også er en slags handling, men at jeg ikke føler det. Min lejlighed føles som et reservat, en dum kulisse. Jeg kan ikke blive involveret. Jeg tænker på hvordan venskaber bliver koloniserede af andre forhold uden for venskaberne, måske mest er skabeloner til et venskab eller i randen af et. Man bliver bange midt i at man gør noget, og jeg bliver pinligt berørt over vores forsøg, der alligevel kommer igen. Jeg kommer nogle gange til at tænke, at mine forhold ville være bedre i breve. Jeg ville sidde på et loft eller i et kloster og få sagt flere væsentlige ting, tror jeg. Krisen er ikke et tema. At mødes om ensomheden sætter alle i forlegenhed. Derfor larmer jeg sådan med min skam. Det er ikke en mulighed at mødes når vi blot taler sammen os to, sådan tænker jeg også. Det er ikke noget man forstår, og så har man det sådan alligevel. 'Jamen du er her jo, du fortæller mig det', men det er ikke sådan. Og det er aldrig det. At vende sig indad mod en refleksions forfinelse slår oftere og oftere ned i mig som absurd. Men jeg flygter fra alle for at overveje alting mere. Det jeg kan, kan ikke få form, og der er kun flyden over. En tekst er ikke en bevægelse når den ikke lytter til sig selv. Imens Grækenlands telte. Jeg ville gerne være stolt af den akademiske handling eller af at jeg kan føle en virkelig intens forbindelse mellem to ting jeg har læst, men det virker mere og mere som om min lille hjerne bare imploderer.

Den Enkelte og det Almene

"Saasnart jeg taler, udtrykker jeg det Almene, og naar jeg ikke gjør det, saa kan Ingen forstaae mig"

"Hvorledes forvisser da den Enkelte sig om, at han er berettiget? Det er nemt nok at nivellere hele Tilværelsen på Statens Idee eller på en Samfunds Idee. Gjør man det, saa kan man ogsaa let nok mediere; thi da kommer man slet ikke til Paradoxet, at den Enkelte som den Enkelte er høiere end det Almene"

Kierkegaard: Frygt og Bæven

Benævnelsen/billedet/bevægelsen

Jeg forstår bevægelser som noget fyldigt, noget ikke-flovt. Tvivlen findes i ordene, der skal være stærke og besejre. Jeg har lyst til at dække over deres udskejelser og at et ord kan føles som en udskejelse. En afsløring, der ikke besejrer og nedlægger tilfældet, men hvirvler mere af det ukontrollerbare op.

Jeg lægger sætninger ud som en slags foder jeg venter på om nogen vil tage. Men de kan ikke efterlades og de kan ikke leve på den måde.

Sammen med den sikkerhed jeg mærker i din tilstedeværelse, din krops gentagelse af et løfte og besejringen af det tilfælde vi er, opstår der en frygt for at det der benævnes dør. At benævnelsen også kan være en sikkerhed for meget. At den indskyder en afstand og fjerner sensibiliteten over for det der bevæger sig, som er nødvendigt, for at det kan bevæge sig fortsat. Kærligheden er ikke en tryghed.

Hvis jeg skal fortælle nogen hvordan det er, forsøger jeg altid at være så stille omkring det som muligt. Men hurtigt bliver jeg klar over at jeg har ændret noget, spærret en adgang, overladt noget levende til en tale, der ikke var min og ikke var det levendes. Et forræderi der sparker bagud; der får det levende til at trække hukommelsen om sig selv tilbage og indstille henvendelsen.

De kastanjer vi fandt spyttede ud af sine hylstre var lækre og fedtede, runde i alle mulige variationer, som vi kun blev klogere på ved at gnide mellem hænderne. Men vi vidste ikke om vi kunne stole på vores erfaringer, billedernes komplicerede ernæring. Der opstod den samme mistanke som den hun fik da hun vaskede jorden af gulerødderne i sin lejlighed og det føltes nærmest vulgært med al den jord, og hun oplevede den hidsige orange, der skinnede nede i vaskens metal, som en nærmest uhørt orange og en ophidselse. Det var nærheden, sagde hun. Hun havde følt at æbler var sprøde på en ny måde, da hun i hånden havde følt det lille knæk, der fik æblet til at løsne sig fra grenen. 

Jeg lå engang på en sten på Bornholm som et insekt og mærkede den afgive sin varme efter solens forsvinden. Jeg stillede mig selv det spørgsmål jeg var blevet givet: Hvordan bevæger en klippe sig? Så sagde jeg: Klippens rytme er inde i mig. Men bevægelsen blev til et billede kopieret ind i talen, og derfra tilbage i en  bevægelse, der nu genkendte sig selv. Politikken er et æble. Inde i København diskuterer de klimaforandringer og det virker grotesk. Venskaberne ønsker jeg i det mindste skal være tavse.

Noget om omsorg

Jeg fandt et leksikon på biblioteket med navnet Encyclopedia of death and dying. Alle artikler virkede relevante på en anden måde end man tror; på en måde, der ikke var mørk. I Odin Teatrets stykke "Det kroniske liv" var der en kvinde, der sagde: "Du skal lære at vaske liget af den du har elsket". Og jeg tænker på det med en slags længsel. Jeg tænker: Hvornår får vi lov til at vaske ligene af dem vi har elsket? Vi har mange samtaler, men den yderste omsorg er, tror jeg, en simpel hygiejne.

Uden titel

Du sidder i stramme bukser i plastikagtigt stof på kanten af sengen.

Du griber om ting på en måde, jeg ser som slowmotion, når jeg prøver at huske, hvordan din krop er, hvordan dens tæthed er, er den som ler.

Den måde du hiver i mig på: Jeg siger noget abstrakt og du forstår det konkret. Og jeg begynder at synes, abstraktioner er pinlige. Som om de er nøgne, slår de blikket ned.

Hvordan skal jeg forklare: Jeg mener ikke rum, når jeg siger rum. Jeg mener: Jeg tror ikke, jeg er her på samme måde.

Det er svært at blive tilfreds med sproget. Vi vil have nogle ord, der ikke folder sig tungt om det der sker.

Du lægger hovedet på min mave. Når dit ansigt er over mig, griber jeg dig altid om nakken og dit hoved sænker sig som en killings.

Weekendtur

Ingen sætninger er sande nok, autentiske, sikre nok på sig selv. Det virker ikke til at jeg kan stå inde for nogen ytring. Jeg skammer mig over det der flyder ud af mig, jeg fortryder altid febrilsk. Også det her. Og jeg fortryder den samtale jeg havde igår. Jeg fortryder at jeg først rigtig fandt ro, da jeg havde fået ros. Jeg rejser til den anden ende af landet for at ankomme frisk og ukompliceret. Af tvivlsomme grunde tror jeg, som for eksempel at være et indslag, der ikke varer længere end at gensynets glæde og afskedens goodwill når sammen.


At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.


Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.

Protest imod forklaringen

At tale eller holde på tavsheden i forskellige situationer (her den første):

1. Familien

Vi har indgået en ny kontrakt: vi skal lære hinanden at kende igen. Det var resultatet af et møde – der var kulminationen på flere telefonsamtaler – der var fremprovokeret af julen og ’mødet’ med mig i julen – hvorefter min familie besluttede (virkede det som om) at ’række ud’ efter/tage fat i mig – altså: de ville have mig i tale.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den henvendelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle reagere med raseri, så jeg opstillede følgende kompromis: Vi kan mødes, så jeg kan få lov til at blive vred. Det er på de præmisser, jeg vil mødes. Indbygget heri: I skal ikke regne med forsoning. Jeg tænkte selv, at det var en god balance mellem viljen til at forandre de eksisterende relationer (i stedet for at flygte fra dem, dvs. ikke møde op) og insisteringen på, at 'forsoningen’ ikke bare lader sig indfinde.

Men så nemt går det ikke. Der er en særlig impuls, der gør, at tilstedeværelsen af den anden/de andre automatisk mildner ens vrede/får en til at søge kompromiset. Det er på sin vis en meget fin ting, som jeg tænker har evolutionistiske fordele og alt mulig – det understreger for mig også en vis uafskrivelig loyalitet med ens ophav; en vis forpligtelse til at huske og forstå lige præcis dem, fordi de gav deres bevidsthed (verden) videre til mig, og derfor er det ikke til at ignorere, hvilken voldelig handling det ville være at afvise dem fuldstændig. Det ville i en vis forstand være at afvise mig selv.

Det var egentlig en afstikker. Det jeg ville frem til, som kommer i forlængelse af disse erfaringer, er spørgsmålet om, hvad det betyder at begynde at ’tale sammen’ i denne her situation (uforsoneligheden kunne ikke rummes i mødet – jeg var ikke stærk nok, eller også var det fint nok jf. ovenstående – og jeg er ’gået med til’ at vi gør noget i fællesskab for at komme tættere på hinanden/ikke glide ud i den totale fremmedgørelse): Hvad er det for en tale, der skal bygge bro over det, jeg oplever som uforsoneligt? Jeg er bange for, at den intention, der er udgået fra min familie, og som jeg delvist modstræbende gik ind på, bygger på en autencitets-længsel, dvs. på en drøm om forståelse, der ignorerer hele min protest, fordi den tror, at så længe vi bare forklarer mere for hinanden, vil vi også forstå.

Jeg skal begynde at forklare mere om mig selv, det jeg laver, det, der betyder noget for mig (det frustrerende resultat af at jeg selv sagde, at jeg ikke følte, de vidste noget om alt det). Men pointen er den, at vi ikke kan tale om det, de ikke forstår – vi kan på forhånd kun tale om det, de allerede forstår, eller er i stand til at forstå.

Men hvad er så strategien? For det første er det som antydet en blindgyde at anvende bekendelsen. Det er en slags fristelse, der altid ender i den samme situation: endnu mere fremmedgørelse + følelse af at have udleveret sig selv (symptomer: træthed, frustration, endnu større kedafdethed). Bekendelsen er som regel et stort følelsesudbrud, de andre står magtesløse overfor. Bekendelsen udsletter den anden – der er ikke nogen reaktion til rådighed, der ikke bidrager til at ydmyge den bekendende endnu mere. Det er den bekendende pinligt klar over, deraf det totalt destruktive i situationen.

Forklaringen (at fortælle ’noget’ eller ’mere’ om mig selv for at vi kan lære hinanden at kende) har på en eller anden måde en lignende ydmygelse ved sig. Jeg græmmer mig hver gang jeg skal svare på de her ’opklarende’ spørgsmål i telefonen, også efter jeg lige er gået med til at gøre denne indsats. Jeg bakker tilbage i uforsoneligheden. Jeg begynder at tvivle på, om det er et godt projekt at 'tale mere sammen'. Men, hvis jeg vil afbryde den nye ’korrespondance’ så vil min beslutning (eller de overvejelser, der får mig til at tage den beslutning) indebære, at jeg modstår fristelsen til at forklare hvorfor, jeg ikke mener, det kan lade sig gøre/ikke er en god ide, endsige bekende. Jeg er med andre ord tvunget til at snige mig udenom eller få afsporet de samtaler, hvor jeg føler, jeg udleverer mig selv i autencitets-længsel/forpligtelse, og bedst muligt få skabt en imødekommenhed uden at give noget bort. For at skabe en mere etisk relation, må forestillingen om at nå ’dybere’ skiftes ud med en, der er mere bevidst om afstandens og tavshedens betydning. Det jeg vil frem til er, at overskridelsen af forklarings- og bekendelses-relationen kræver en bestemt form for tavshed.

Om at sige noget 2

"Jeg siger noget dumt. Eller jeg siger noget jeg ikke mener fordi jeg står der og der forventes noget af mig. Jeg tænker på at flygte. Personen jeg siger noget til siger noget tilbage eller er stille. I begge tilfælde siger jeg noget mere som jeg ikke mener, jeg kan ikke holde op"

Om at sige noget 1

"Hvis jeg ikke siger noget, så tror de sikkert jeg ikke vil fortælle. Jeg ser på situationen som ned i en krukke; jeg venter og afventer et frugtbart miljø. Jeg anser det nærmest som en forbrydelse at indføre bevægelser og ord, hvor der ikke er gjort klar til dem"