Viser opslag med etiketten Krop. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krop. Vis alle opslag

onsdag den 23. juli 2014

Udvidet tænkning


"Den udvidede tænkning er ikke et sted, hvor den almindelige logik er suspenderet, men nærmere udvidet, så følelser, fornemmelser og anelser får den vigtige rolle, der tilkommer dem."

"... man har bekæmpet enhver form for metafysik og mistænkeliggjort alle de erfaringer, mennesket gør sig af merbetydning eller af transcendens, altså det som er hinsides det konkrete."

"Det at tænke er at placere sig det sted, hvor tænkningen springer frem."

"På den ene side har man afskaffet filosofikum som det grundlæggende fag på universitetet, på den anden side har man afskaffet de praktiske uddannelser på kunstskolerne for i stedet at filosofere. Men den filosofi, der kommer ud af det, er teoretisering og ikke refleksion."


(Fra artikel i Weekendavisen om Dorthe Jørgensens doktordisputats: Den Skønne Tænkning)

lørdag den 19. oktober 2013

Uden taktilitet, uden krop

 
”I det digitale rum dannes der ingen stabile vi’er, der kunne forandre samfundet til det bedre. Snarere arbejder homo digitalis på at optimere sin profil. I en verden af likes opdrages det digitale menneske til positivitet, mens det udstiller og udbytter sig selv uden reelt at se, møde eller nogensinde mærke de andre. Solidariteten forsvinder, og de fælles værdier går i forfald. Det digitale er designet uden taktilitet, uden krop. Vi kommer aldrig til at se den andens blik (tænk f.eks. på Skype-telefoni, hvor den andens øjne er sært fremmede og aldrig reagerer ’naturligt’ på dit blik). Alting transformeres til det samme. Alt og alle bliver til additive komponenter, proklamerer Han, der finder det fatalt, at negativiteten (sproget for det kritiske, det fraværende, det tavse, det forsvindende, det endnu ikke skete og tænkte...) afvikles, og erfaringen tørrer ud. Den digitale tid er en tid uden fødsel og død. Det digitale apparat gør dig fri til at arbejde, hvor du vil. Til gengæld er du tvunget til at fortælle om dig selv for ikke at blive usynlig og dermed forsvinde ud af cirkulation. Jo mere der kommunikeres, jo mere kapital kan der akkumuleres. Det intensiverede kredsløb af kommunikation og information fører i sidste ende til et accelereret økonomisk kredsløb, der udspiller sig bag ryggen på det tastende, klikkende og kiggende menneske”

Artikel i Information

mandag den 3. juni 2013

Juni

Jeg ved først at vinteren har været her og hvad den har taget når den trækker sig tilbage. Nu bliver kroppen smidigere og stærk og det føles uafhængigt og godt. Som om jeg selv var den der slog vinteren tilbage. Mine ører på siden af hovedet er smukt foldede instrumenter. Min nakke, den vågner.

søndag den 5. maj 2013

Misbrug

Min krop er et system af tråde der snøres sammen. Jeg bruger misbruget som et skelet til dagen og som dagens tilladelse. Det er ikke en fejludvikling eller en dårlig ven, for det virker. Ofte optræder det som eneste ambulance.

En aften hvor jeg ikke kunne sove løb jeg rundt i gaderne og tænkte på at slå noget i stykker, selv om jeg synes det lyder patetisk nu. Jeg er lige ved at sige 'det offentlige rum' om det sted jeg har lyst til at slå i stykker. Det er for meget. Som om jeg står og sparker til en bygning. Man skal selv være en bygning.

søndag den 21. april 2013

Dans/stilhed



"Dance manifests the silence before the name exactly in the same way that it constitutes the space before time"

Alain Badiou



onsdag den 10. april 2013

Lagen

Jeg lå og tænkte på yogamåtten, mens min krop fortsatte med at gøre øvelserne (meget slapt og jeg glemte næsten at trække vejret), at der er en fortsætten langs den her vilje til at bevæge sig som er utrolig.

Sorgen gør sig åben og tilgængelig, det er den kind jeg vender til. Men jeg er i tvivl om jeg må det, om sorgen burde være i tilbagetrækning, og hvilket ansigt jeg så har. Jeg finder noget foruroligende i kravet om maskering. Men det virker også meget håbløst. Hvorfor har jeg det dumme håb om at sorgen skal kunne vendes ud som et lagen? Uden jeg vil det, har jeg lavet en forestilling om lagenet og forsoningen, og fået dem til at tænke sammen.

mandag den 11. marts 2013

11. marts

I dag stod jeg op kl.7.30 og jeg har tegnet tegninger af hvordan det føles at være i min krop. Hvordan det føles at danse og hvordan det føles at stå stille, og den tyndhed der er i mig lige når jeg vågner. Arme der ikke kan række ud, ikke ved hvad de skal derude.

Jeg vil gerne tro på at det er ligemeget hvad der er ens beskæftigelse; at naturen af ens arbejde ikke skal kendes på sin etiket, men noget dybere. Jeg kan godt lide at tænke, at man kan være modig på mange måder. Og jeg vil gerne undslippe de værste skuffelser. På en uforklarlig måde hænger skuffelsen sammen med et manglende mod. Der er en skam som ikke er ydmyg, men snarere forfængelig.


*

Mit mørklægningsgardin dækker vinduets rude helt ud til kanten. Lejligheden fremstår lystæt set fra gaden. Jeg tror ikke det er en slags paranoia, men jeg foretrækker et minimum af indsigt og udsigt, og byen kommer til at virke som et problem. En anden persons ansigt er en udsigt jeg må skærme mig imod. Der er ingen nem uendelighed; alle hovederne må fjernes for at opnå det glatte, det lange syns ro.

Det kræver en stærk tålmodighed at være åben over for det sætningen vil, ikke gøre overgreb. Der er næsten ikke andet end overgreb. En sætning der lytter til sig selv er en modig sætning. Det minder mig om kroppen der strækker sig ubesværet i sengen. Bevægelsen kommer først ud i rummet og sluger sin egen forsinkelse før den indtræffer, men er langsom nok til at være i ét som ler i sin oprindelse.


*

Jeg indser at det er vigtigt at lære at skrive om alt det der tangerer min krop, alle de oplevelser der trods alt støder til mig, men som falder ud eller suges for dybt ind når jeg hele tiden bare vogter herinde; kun lige mærker og så glemmer, alt andet end sårets uhyggelige blødhed. Jeg vil prøve at huske mere. Samle på det der klumper uden for mig, der er forstadier til sprog.

Jeg kan nogle gange komme til at tænke, at der jo ingen virkelig ensomhed findes, fordi mennesker findes og møder og meningsfuldhed findes, og alt dette er selvom jeg ikke oplever det nu, og derfor får jeg den utrolige tanke at man kan leve uden mennesker, at det bare er et spørgsmål om disciplin (at huske på at det hele stadig findes). Og så kan det fungere som en undskyldning for ikke at finde dem jeg skal finde, samtidig med at det fungerer som en horisont der gør mig skuffet over at jeg ikke har en bedre disciplin.




 

onsdag den 2. januar 2013

Uden titel

Overgangen fra vævet, der udgør mine organer til omverdenen af mennesker og ting er en flimren. Huden er ikke en grænse. Alt der ligner noget substantielt er blot en fortætning af det samme stof der er i opløsning, en sitren der strømmer ud fra mit bryst. Der er ingen forskel på mig, maden, et stykke plastik. Jeg strømmer over i alt. Det er angstens kode.

lørdag den 22. december 2012

Uden titel

Sulten er den vigtigste følelse,
den er tilbageerobringen af et område, grænsen
flyttet længere ud

torsdag den 13. december 2012

Kroppen tænker

"To say that the body, qua body, is capable of art, is to exhibit it as a thought-body. Not as a thought caught in a body, but as a body that thinks"

Alain Badiou

lørdag den 20. oktober 2012

Listen med navne som min mor overvejede at give mig står i en bog som en liste over forskellige skæbner. Jeg forestiller mig at der var en periode både lige før og lige efter fødslen hvor det spørgsmål stod åbent.

Jeg lærte at når noget blev sendt 'live' betød det at det ikke tog nogen tid for billederne at komme hele vejen frem gennem ledningerne til os.

"Nøgenhed er ikke at kunne bære sig selv på den måde, en maske bæres".

Oven over isen i skøjtehallen hang en tåge der viste at isen var så frossen at den næsten krøb ud af sig selv. Der lød en tør knagen fra formen.

Sammen med ensomheden lå en dyb angst for at blive social afhængig. Integritet er at være i en vis overensstemmelse med sig selv. Jeg følte mig tiltrukket af de uensartede hjems små katastrofer. Jeg rørte ved hendes mere udviklede bryster.

Ordbogen antyder for en for første gang ikke at der er en vej fra et sprog til et andet, men at hvert sprog mangler udveje.

onsdag den 3. oktober 2012

Benævnelsen/billedet/bevægelsen

Jeg forstår bevægelser som noget fyldigt, noget ikke-flovt. Tvivlen findes i ordene, der skal være stærke og besejre. Jeg har lyst til at dække over deres udskejelser og at et ord kan føles som en udskejelse. En afsløring, der ikke besejrer og nedlægger tilfældet, men hvirvler mere af det ukontrollerbare op.

Jeg lægger sætninger ud som en slags foder jeg venter på om nogen vil tage. Men de kan ikke efterlades og de kan ikke leve på den måde.

Sammen med den sikkerhed jeg mærker i din tilstedeværelse, din krops gentagelse af et løfte og besejringen af det tilfælde vi er, opstår der en frygt for at det der benævnes dør. At benævnelsen også kan være en sikkerhed for meget. At den indskyder en afstand og fjerner sensibiliteten over for det der bevæger sig, som er nødvendigt, for at det kan bevæge sig fortsat. Kærligheden er ikke en tryghed.

Hvis jeg skal fortælle nogen hvordan det er, forsøger jeg altid at være så stille omkring det som muligt. Men hurtigt bliver jeg klar over at jeg har ændret noget, spærret en adgang, overladt noget levende til en tale, der ikke var min og ikke var det levendes. Et forræderi der sparker bagud; der får det levende til at trække hukommelsen om sig selv tilbage og indstille henvendelsen.

De kastanjer vi fandt spyttede ud af sine hylstre var lækre og fedtede, runde i alle mulige variationer, som vi kun blev klogere på ved at gnide mellem hænderne. Men vi vidste ikke om vi kunne stole på vores erfaringer, billedernes komplicerede ernæring. Der opstod den samme mistanke som den hun fik da hun vaskede jorden af gulerødderne i sin lejlighed og det føltes nærmest vulgært med al den jord, og hun oplevede den hidsige orange, der skinnede nede i vaskens metal, som en nærmest uhørt orange og en ophidselse. Det var nærheden, sagde hun. Hun havde følt at æbler var sprøde på en ny måde, da hun i hånden havde følt det lille knæk, der fik æblet til at løsne sig fra grenen. 

Jeg lå engang på en sten på Bornholm som et insekt og mærkede den afgive sin varme efter solens forsvinden. Jeg stillede mig selv det spørgsmål jeg var blevet givet: Hvordan bevæger en klippe sig? Så sagde jeg: Klippens rytme er inde i mig. Men bevægelsen blev til et billede kopieret ind i talen, og derfra tilbage i en  bevægelse, der nu genkendte sig selv. Politikken er et æble. Inde i København diskuterer de klimaforandringer og det virker grotesk. Venskaberne ønsker jeg i det mindste skal være tavse.

søndag den 30. september 2012

Noget om omsorg

Jeg fandt et leksikon på biblioteket med navnet Encyclopedia of death and dying. Alle artikler virkede relevante på en anden måde end man tror; på en måde, der ikke var mørk. I Odin Teatrets stykke "Det kroniske liv" var der en kvinde, der sagde: "Du skal lære at vaske liget af den du har elsket". Og jeg tænker på det med en slags længsel. Jeg tænker: Hvornår får vi lov til at vaske ligene af dem vi har elsket? Vi har mange samtaler, men den yderste omsorg er, tror jeg, en simpel hygiejne.

lørdag den 15. september 2012

På biblioteket

Jeg så to kvinder sidde og rulle lårbensknogler ud af viskestykker, lægge dem på bordet foran sig i en bunke. Andre knogler har andre former, minder ikke om knogler: En knogle kan også være et blad. En hvid afstøbning af et vildt billede. Glat så man har lyst til at kysse den eller finde den på stranden.

søndag den 5. august 2012

Uden titel

Jeg har protesten inde i mig. Den er en strenghed, et anfald.
Jeg tror jeg var et blødere menneske på et tidligere tidspunkt, før hun bar mig. Jeg tror, at angsten kan ikke lyve. Jeg tror der var en musik i kødet. Jeg ved ikke hvad denne krig er. Om angsten viger tilbage for slag. Om man kan forhindre den som en fugl i at flyve op gennem generationerne.

Jeg kender raseriet som en buket, der springer ud hele tiden
uden lyde. Den springer ud, den overrækkes.

Under afskeden føles alle gaverne som bestikkelse. Det er en måde at tvinge mig ned i tempo i det afgørende øjeblik for flugten. Et tak er et længere ord end alle slags farvel, og det skal jeg give dem, som en buket. Jeg er særlig omhyggelig med at ødsle pengene væk bagefter, som om jeg taber dem ud af hænderne, som om jeg ikke kan holde på dem som værdi.

Der fødes ustandseligt en ny, snoende foragt.

mandag den 16. juli 2012

Uden titel

Lungerne trækker sig sammen som to vækstsvage børn. De er tynde, deres væv er slapt. Røgen filtreres gennem bladmønsteret i mine lungers blodvægge. Jeg hostede ikke ved inhaleringen af min første cigaret, den strømmede lige igennem mig. Der var en der sagde, at man kunne indse systemet i sit misbrug og forlade det. Men tanken har ingen rytme.

lørdag den 28. april 2012

Had

De ville have adgang til det jeg sad med, noget jeg vogtede på. Jeg var kun ryg. Jeg lænede mig ikke nogen steder, ikke mod dem eller væk fra dem, jeg sad på mit sæde i bilen stiv af foragt. Hendes gråd kunne ikke fremkalde andet end had. Hver gang hadet blev for stort til kroppen satte fortætningen igang, enhver flyden over blev suget op, den blev indeholdt.

onsdag den 25. april 2012

Vinteren i huset

I huset badede vi med vinduet åbent hele vinteren. Når jeg tænker på huset tænker jeg på dampen der stiger ud gennem vinduet. Kulden og dampen er to slags luft der møder hinanden mættede på hver deres måde. Jeg mærkede huden stramme til omkring mig som et betræk. Frosten er enkel og det er godt, tænkte jeg. Tydelig som en knogle.

tirsdag den 24. april 2012

Vinter

Vinteren trækker alt tilbage til sit inderste. Jeg er ligesom vinteren. Jeg mærker sulten sive ind som en varm, fast glæde. En koncentration af saft.

Jeg tænker på linien på kroppens yderside, langs armen, ned langs benet, som min yderste streg, min grænse udadtil. Blæsten kan mærkes på huden i vinden. Jeg tænker på min højre arm. Ved kravebenet sidder følelser knyttet til fordøjelsen. Jeg får ondt der når jeg har spist. Min krop er et mønster. Men for nylig skrev jeg, at jeg nu forstod, at jeg ikke er et stykke papir.