Kate Zambreno I

"For tiden oplever jeg at møde folk ude i det virkelige liv (jeg nægter at bruge akronymet, akronymet IRL synes næsten at negere det, det betegner, at lave en virtuel stenografi af det, der skulle være den faktiske eksistens), og ikke vide hvad jeg skal fortælle dem, når de spørger hvad jeg har lavet. Jeg overvejer om det er passende at sige, at jeg også er på vej ud af en lang periode med depression. Jeg ved ikke hvad relationen er mellem min depression og mig selv, hvordan jeg bærer den, det eneste jeg ved er, at nogle gange er ting langsomme, nogle gange gemmer jeg mig, ofte er jeg uproduktiv. Jeg kunne også sætte mig selv i konteksten af en personlighedsforstyrrelse eller autoimmunsygdom. Det afhænger vel af hvilket narrativ jeg tror på, og jeg tror ikke rigtigt på nogen af dem. En åndelig sygdom måske. Hvis det er sandt, at jeg er midt i en lang personlig depression, så er den ofte udramatisk og jeg er ikke sikker på hvornår den begyndte, og jeg er ikke sikker på hvornår den sluttede eller om den nogensinde vil slutte, om den slutning bliver mit liv. Eller måske er det livet, for mig. Måske (og det er det der skræmmer mig nogle gange, når jeg føler denne skam) er det bare den måde jeg lever mit liv, når jeg ikke ’arbejder’, det er den måde jeg gemmer mig under sengen, gemmer mig hjemme, og nægter at gøre noget, nægter at leve, gemmer mig i skærme, forvandler mig til et grotesk stort insekt [...]. Måske er depression i vores kultur bare det ’ikke at arbejde’."

Kate Zambreno

Kattedame (autonomi)

Jeg faldt over det her citat i dag:

"... autonomy means that social life does not depend only on the disciplinary regulation imposed by economic power, but also depends on the eternal displacement, shiftings, settlings and dissolutions that are the process of the self-composition of living society. Struggle, withdrawal, alienation, sabotage, lines of flight from the capitalist system of domination. Autonomy is the independence of social time from the temporality of capitalism.
This is the meaning of the expression refusal of work. Refusal of work means quite simply: I don't want to go to work because I prefer to sleep. But this laziness is the source of intelligence, of technology, of progess.
Autonomy is the self-regulation of the social body in its independence and in its interaction with the disciplinary norm."

Der er noget jeg ikke forstår i det her citat, som ofte dukker op: Hvorfor møder man i kritikken af arbejde så ofte op med dovenskaben (eller søvnen)? Er det vigtigste (og afgørende) ikke en anden relation mellem den der udfører og det der udføres?

Inger Christensen har skrevet et fantastisk essay om arbejde, hvor der står:

"Levende væsener er defineret som en særlig slags genstande, der er udstyret med et projekt, med noget de vil udføre, fordi det vil udføres i dem."

Og dér har vi det, tror jeg. Problemet er ikke arbejde, men at vi i vores arbejde – eller når vi i vores arbejde – ikke lytter efter om dette arbejde nu også vil udføres i os.

Kapitalen er kendetegnet ved at spalte arbejdet i adskilte og entydige funktioner, der afskærer os fra den fornemmelse. Det er ulykkeligt.
 
Men en lille kattedame – en pige på 15 år fra Bornholm – gjorde mig glad i dag fordi hun har skrevet det her på sin Instagram-profil:

"My dream was to be a photographer, but a person pointed out that I would have to take pictures of people I don't like, and now I'm kinda lost..
So my plan is to become a fat and lonely cat lady.."

Det gjorde mig glad fordi jeg forstår hende. Men også fordi jeg tror hun forstår noget om arbejde.

Hun skrev også:

"I used to be a little depressed, and I would only wear this black long dress..
Now I only use it for photography and I also sometimes sleep in it"

Arbejde

"The glorification of work as a prototypically human endeavor, as the key both to social belonging and individual achievement, constitutes the fundamental ideological foundation of contemporary capitalism: it was built on the basis of this ethic, which continues to serve the system's interests and rationalize it outcomes"

Kathi Weeks: The Problem with Work

Noter fra klinikken

jeg fik en besked kl. 7.15 fra min arbejdsgiver der ønskede mig god arbejdsdag det var meget 'rise and shine' og der var mange udråbstegn

først blev jeg irriteret men ved eftertanke nød jeg at blive taget hånd om på den måde

jeg tænker på hvordan jeg ofte bare ønsker at nogen vil fortælle mig præcis hvad jeg skal gøre lægge mit skema

sige at jeg skal tage på arbejde, bestemme hvornår der er frokost, sende mig til noget 'fysisk' om eftermiddagen og have afmålt ingredienserne jeg skal putte i en gryde og hvornår det skal ske til aftensmad

sådan er mine desperate fantasier

jeg stirrer ind i skærmen på aftalekalenderen

min arbejdsgiver siger at han synes jeg er 'cool' fordi jeg 'bare springer ud i udfordringen'

jeg synes der er meget velvilje mellem mig og klinikken

jeg kan godt lide at have samtaler med folk der bare skal have en ny tid

udenfor er efteråret

jeg møder tilpas tidligt til at føle mig som en del af samfundet der også møder tidligt

jeg er tilpas træt om aftenen

han havde barberet sig

han sagde: hvor er det dejligt at blive rørt ved

han lagde sit ene ben hen over mig da vi skulle sove men fjernede det igen

jeg åbnede vinduet og der kom støj ind fra lastbiler

jeg kommer hele tiden til at tænke på noget der ikke er hvor jeg er

jeg kan ikke være nogen steder

nu er jeg på klinik

det hele er meget klinikagtigt

rent, hvidt, og mintgrønne nuancer

det er rart at sidde bag skranken

og være en funktion

hvis jeg skulle gøre rent her ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre fordi alting virker så rent i forvejen

der er tyve andre registrerede patienter der har fødselsdag samme dag som mig

der er en fra 1922

en del fra 1930erne

alle har et kort

alle er i computeren

eller kommer det