Blade, løb

Nu falder bladene. Jeg så Lars Åke stå under det ene kastanjetræ og feje dem sammen for et par dage siden. Hvor er det nøjsomt, tænkte jeg, at behandle plænen som en dagligstue, men det er velsagtens det man gør, man fejer jo, river blade sammen i bunker og samler dem i en ende af haven, laver dem måske til kompost (det lyder pludselig som en gryderet), og alligevel virkede det så absurd at han stod under det træ og fejede sammen, som om han slet ikke havde set, at resten af kronen tronede over ham og truede med at falde.

Men det er ikke derfor jeg skriver. Jeg skriver fordi jeg vil fortælle noget forfærdeligt. Jeg så en mand i tv, der løb 100 km med en brækket fod. Han omtalte sig selv som et køretøj, der ville køre med sømmet i bund indtil hjulene faldt af. Han vidste at det ville slå ham ihjel, men han sagde at det ikke var en mulighed for ham at stoppe. Han havde en kone og et lille barn, men kunne ikke stoppe af den grund, heller ikke for deres skyld, ikke selv om han vidste at det ville slå ham ihjel. Og han løb bare, og de stod og så det og kunne ikke gøre noget. Men ingen vovede at sørge over den sindssyge tragedie det var; det tog stadig form af 'opbakning' og støtte, for de kunne ikke gøre andet, sagde de, de vidste at der ikke var andet at gøre end at klappe når han kom i mål.

Den mand, tænkte jeg, han er os. Han er den verden, der løber sig direkte i døden med åbne øjne.

Det gjorde mig så ked af det, skræmt, virkelig skræmt, og ked af det. Desperationen poser sig ud i alle mulige og umulige tvangshandlinger, opmærksomhedskrævende projekter (kald det bare livsstile), det giver noget at holde (hårdt!) fast i.

Han sagde: "Jeg gider ikke være en af dem, der bare får et 8-16 job og nogle børn, og så når jeg bliver 80 sidder jeg og tænker, nå, hvad har jeg egentlig udrettet?"

Alle har lugtet lunten. Alle mærker på deres egen krop, hvordan mening er suget ud af livene. Hvordan der næsten ikke er noget tilbage, at vi lever i en ørken, men samtidig har alting blinkende omkring os. Verden er fyldt med ting, men vi kan ikke mærke dem, vi kan ikke mærke noget, vi lever i en ørken og vi er desperate.

(Jeg har for nylig lært, at det at bruge 'vi' i en tekst kan virke autoritativt, fordi man inkluderer læseren uden at spørge om lov, uden at vide eller åbne for, at en læser evt. ikke er med på at være et 'vi' med teksten. Men på en måde er jeg ligeglad med dem der ikke føler sig tiltalt her. Og på en måde føler jeg, at der er et vi.)

Så nu er vi tilbage og hvad har vi. Regnen og den meget tætte tåge, et udflydende grå. En ny kulde. Det sprøde i efteråret skyller væk. Det våde, dampende i bussen, frakkerne, de bortvende ansigter, stumheden. Ikke at have noget at sige, ikke at opleve noget omkring sig; dagen snævrer ind fra begge sider, legepladsen står tom. De holder op med at arbejde på huset, håndværkerne der stod på stilladser uden for mine vinduer om morgenen, døren til opgangen er nymalet og forbliver nymalet fugtig i regnen, kulden siver ind i køkkenet gennem sprækker. Jeg sidder på en kaffebar og vender alting imod mig, finder en ro inde i den situation. Måske er det lettelsen at give op, ikke at have noget at miste, så jeg pludselig går over broen på vej hjem fra byen og tænker mere på universet end på jorden, på hvor ubetydelig den her udslettelse er. At det i virkeligheden ikke tager særlig lang tid at komme ud over sin selvkærlighed. Det vil bare sige: Jeg glemmer hvorfor man skal kæmpe. Jeg løber på min egen måde døden i møde.

I dag er der helt stille (i lejligheden, på cafeen, i verden). Jeg prøver at samle tankerne om, hvorfor jeg ikke kan skrive. Hvad mit forhold, min indgang til skriften er, og hvad det har og ikke har at gøre med et litterært projekt.

Kroppen er stadig i verden; hvad skal jeg med skriftens perfektionering, med dens kunst?

Jeg skriver det her igen og igen for mig selv, men det er fordi omfanget af dets problem først for nylig er gået op for mig: Jeg drømmer ikke om at skrive et mesterværk, jeg drømmer ikke om at få en karriere, ikke på universitetet, ikke i en litterær verden; jeg drømmer udelukkende om at leve et andet liv.

Machine for fighting anxiety

"The situation feels hopeless and inescapable, but it isn’t. It feels this way because of effects of precarity – constant over-stress, the contraction of time into an eternal present, the vulnerability of each separated (or systemically mediated) individual, the system’s dominance of all aspects of social space. Structurally, the system is vulnerable. The reliance on anxiety is a desperate measure, used in the absence of stronger forms of conformity. The system’s attempt to keep running by keeping people feeling powerless leaves it open to sudden ruptures, outbreaks of revolt. So how do we get to the point where we stop feeling powerless?

A new style of precarity-focused consciousness raising is needed

In order to formulate new responses to anxiety, we need to return to the drawing board. We need to construct a new set of knowledges and theories from the bottom up. To this end, we need to crease a profusion of discussions which produce dense intersections between experiences of the current situation and theories of transformation. We need to start such processes throughout the excluded and oppressed strata – but there is no reason we shouldn’t start with ourselves.

In exploring the possibilities for such a practice, the Institute has looked into previous cases of similar practices. From an examination of accounts of feminist consciousness raising in the 1960s/70s, we have summarised the following central features:

• Producing new grounded theory relating to experience. We need to reconnect with our experiences now – rather than theories from past phases. The idea here is that our own perceptions of our situation are blocked or cramped by dominant assumptions, and need to be made explicit. The focus should be on those experiences which relate to the public secret. These experiences need to be recounted and pooled — firstly within groups, and then publicly.

• Recognising the reality, and the systemic nature, of our experiences. The validation of our experiences’ reality of experiences is an important part of this. We need to affirm that our pain is really pain, that what we see and feel is real, and that our problems are not only personal. Sometimes this entails bringing up experiences we have discounted or repressed. Sometimes it entails challenging the personalisation of problems.

• Transformation of emotions. People are paralysed by unnameable emotions, and a general sense of feeling like shit. These emotions need to be transformed into a sense of injustice, a type of anger which is less resentful and more focused, a move towards self-expression, and a reactivation of resistance.

• Creating or expressing voice. The culture of silence surrounding the public secret needs to be overthrown. Existing assumptions need to be denaturalised and challenged, and cops in the head expelled. The exercise of voice moves the reference of truth and reality from the system to the speaker, contributing to the reversal of perspective – seeing the world through one’s own perspective and desires, rather than the system’s. The weaving together of different experiences and stories is an important way of reclaiming voice. The process is an articulation as well as an expression.

• Constructing a disalienated space. Social separation is reduced by the existence of such a space. The space provides critical distance on one’s life, and a kind of emotional safety net to attempt transformations, dissolving fears. This should not simply be a self-help measure, used to sustain existing activities, but instead, a space for reconstructing a radical perspective.

• Analysing and theorising structural sources based on similarities in experience. The point is not simply to recount experiences but to transform and restructure them through their theorisation. Participants change the dominant meaning of their experience by mapping it with different assumptions. This is often done by finding patterns in experiences which are related to liberatory theory, and seeing personal problems and small injustices as symptoms of wider structural problems. It leads to a new perspective, a vocabulary of motives; an anti-anti-political horizon."

http://www.weareplanc.org/we-are-all-very-anxious/#.U0Hc7McdjML

Uden taktilitet, uden krop

 

”I det digitale rum dannes der ingen stabile vi’er, der kunne forandre samfundet til det bedre. Snarere arbejder homo digitalis på at optimere sin profil. I en verden af likes opdrages det digitale menneske til positivitet, mens det udstiller og udbytter sig selv uden reelt at se, møde eller nogensinde mærke de andre. Solidariteten forsvinder, og de fælles værdier går i forfald. Det digitale er designet uden taktilitet, uden krop. Vi kommer aldrig til at se den andens blik (tænk f.eks. på Skype-telefoni, hvor den andens øjne er sært fremmede og aldrig reagerer ’naturligt’ på dit blik). Alting transformeres til det samme. Alt og alle bliver til additive komponenter, proklamerer Han, der finder det fatalt, at negativiteten (sproget for det kritiske, det fraværende, det tavse, det forsvindende, det endnu ikke skete og tænkte...) afvikles, og erfaringen tørrer ud. Den digitale tid er en tid uden fødsel og død. Det digitale apparat gør dig fri til at arbejde, hvor du vil. Til gengæld er du tvunget til at fortælle om dig selv for ikke at blive usynlig og dermed forsvinde ud af cirkulation. Jo mere der kommunikeres, jo mere kapital kan der akkumuleres. Det intensiverede kredsløb af kommunikation og information fører i sidste ende til et accelereret økonomisk kredsløb, der udspiller sig bag ryggen på det tastende, klikkende og kiggende menneske”

Artikel i Information

Krydsninger

Hun kom frem fra køkkenet og jeg så at hun bar sit åbne ansigt. Det var sådan hun vandt min loyalitet engang for længe siden og sådan vinder hun den igen suverænt idet hun bevæger sig hen over alle de forhindringer jeg kunne have opfundet. Frem fra køkkenet, ud mod mig. Forbi personer vi deler. Jeg sad på sofaen hele den aften og lagde min katastrofe frem lidt ad gangen over for en person vi begge to elsker. Hun med en gammel, jeg med en lidt nyere kærlighed.

Forstærkning

At gå i landevejens mørke var som at gå på det samme sted indtil vi kom frem. Stemmerne fra jakkerne længere fremme var den lille klokke vi gik efter. At nå til den yderste træthed er en luksus. Den radius jeg ofte bevæger mig i væk fra hjemmet vil helst være et område med punkter, hvorfra jeg altid kan fortryde. At nå at glemme det er et øjeblik at klippe snoren over så den slappes. Og sådan gik vi i mørkets cirkel, slappe og snorløse.

Æbletræerne spredte sig om dagen over hele øen som et tema. I haverne hang æblerne symboltunge bag hegn. Ved grøftekanterne virkede det hele mere generøst. Vinden fra havet blæser måske en særlig salt kvalitet ind i frugtkødet, overvejede vi, travende ved grænsen, mens vi overvejede andre ting på tavse måder i os og mellem os mens vi gik. Det var overvejelser der var næsten usynlige: Bevægelser, som en nænsom overdragelse af pladsen til at gå ved siden af mig, så en anden; en udskiftning til at mærke det samme og det forskelliges overlap. At overgangene var blide var tegn på tryghed. Vævningen af noget som er os foregår skjult, består af smidige forstærkninger.

Radioprogram

Jeg hørte en radiovært tale om, hvordan han mistede følelsen af, at der var nogen som helst mening med det han gjorde, hvis han ikke tog lykkepiller. Gæsten, han havde i studiet, sagde at han savnede dybere relationer, andre relationer til mennesker omkring sig. De blev enige om at kalde det kærlighed, at det var kærlighed, han savnede. Han sagde også, at han følte sig meget fritsvævende. At han ikke var en del af det fælles. Og at han havde det bedst, når han havde tømmermænd. På en eller anden måde bragte det ham i en tilstand, hvor han troede på, at verden ville ham noget godt.

Kommunisering

Kommunisering er det vigtigste nye ord, jeg er begyndt at kende. Det er vigtigt af mange grunde. En af dem er generobringen af forestillingen om kommunisme. Vi definerer det på en måde, der i sig selv indebærer transformationen til begrebet om kommunisering, og der er derfor ikke fundet nogen svækkelse (eller afradikalisering) sted, men en instrumentalisering af vores drømme og en forståelse af det kommunistiske projekt, der vækker vores begejstring. Det er simpelthen svært at se, at det her ikke er vedkommende for alle. Kommunisering er en italesættelse af noget, som jeg taler med mine venner, mine mostre, mine kusiner og min frisør om. Hvoraf flere er langt fra at definere sig selv som venstreorienterede. Måske ville de ikke engang kalde sig politisk interesserede. Det er dét, der giver mig håb; at vi taler om det samme og at der bor sandhed i det, der rækker længere end det erklærede politiske fællesskab og den teoretiske konsensus.

Jeg begynder at forstå, at det er igennem måder, vi organiserer os på, at vi får mulighed for at begribe hvordan verden kan formes, og at sandhedserfaringen er vores eneste styrende princip udi alle disse eksperimenter.

Protest imod forklaringen

At tale eller holde på tavsheden i forskellige situationer (her den første):

1. Familien

Vi har indgået en ny kontrakt: vi skal lære hinanden at kende igen. Det var resultatet af et møde – der var kulminationen på flere telefonsamtaler – der var fremprovokeret af julen og ’mødet’ med mig i julen – hvorefter min familie besluttede (virkede det som om) at ’række ud’ efter/tage fat i mig – altså: de ville have mig i tale.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den henvendelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle reagere med raseri, så jeg opstillede følgende kompromis: Vi kan mødes, så jeg kan få lov til at blive vred. Det er på de præmisser, jeg vil mødes. Indbygget heri: I skal ikke regne med forsoning. Jeg tænkte selv, at det var en god balance mellem viljen til at forandre de eksisterende relationer (i stedet for at flygte fra dem, dvs. ikke møde op) og insisteringen på, at 'forsoningen’ ikke bare lader sig indfinde.

Men så nemt går det ikke. Der er en særlig impuls, der gør, at tilstedeværelsen af den anden/de andre automatisk mildner ens vrede/får en til at søge kompromiset. Det er på sin vis en meget fin ting, som jeg tænker har evolutionistiske fordele og alt mulig – det understreger for mig også en vis uafskrivelig loyalitet med ens ophav; en vis forpligtelse til at huske og forstå lige præcis dem, fordi de gav deres bevidsthed (verden) videre til mig, og derfor er det ikke til at ignorere, hvilken voldelig handling det ville være at afvise dem fuldstændig. Det ville i en vis forstand være at afvise mig selv.

Det var egentlig en afstikker. Det jeg ville frem til, som kommer i forlængelse af disse erfaringer, er spørgsmålet om, hvad det betyder at begynde at ’tale sammen’ i denne her situation (uforsoneligheden kunne ikke rummes i mødet – jeg var ikke stærk nok, eller også var det fint nok jf. ovenstående – og jeg er ’gået med til’ at vi gør noget i fællesskab for at komme tættere på hinanden/ikke glide ud i den totale fremmedgørelse): Hvad er det for en tale, der skal bygge bro over det, jeg oplever som uforsoneligt? Jeg er bange for, at den intention, der er udgået fra min familie, og som jeg delvist modstræbende gik ind på, bygger på en autencitets-længsel, dvs. på en drøm om forståelse, der ignorerer hele min protest, fordi den tror, at så længe vi bare forklarer mere for hinanden, vil vi også forstå.

Jeg skal begynde at forklare mere om mig selv, det jeg laver, det, der betyder noget for mig (det frustrerende resultat af at jeg selv sagde, at jeg ikke følte, de vidste noget om alt det). Men pointen er den, at vi ikke kan tale om det, de ikke forstår – vi kan på forhånd kun tale om det, de allerede forstår, eller er i stand til at forstå.

Men hvad er så strategien? For det første er det som antydet en blindgyde at anvende bekendelsen. Det er en slags fristelse, der altid ender i den samme situation: endnu mere fremmedgørelse + følelse af at have udleveret sig selv (symptomer: træthed, frustration, endnu større kedafdethed). Bekendelsen er som regel et stort følelsesudbrud, de andre står magtesløse overfor. Bekendelsen udsletter den anden – der er ikke nogen reaktion til rådighed, der ikke bidrager til at ydmyge den bekendende endnu mere. Det er den bekendende pinligt klar over, deraf det totalt destruktive i situationen.

Forklaringen (at fortælle ’noget’ eller ’mere’ om mig selv for at vi kan lære hinanden at kende) har på en eller anden måde en lignende ydmygelse ved sig. Jeg græmmer mig hver gang jeg skal svare på de her ’opklarende’ spørgsmål i telefonen, også efter jeg lige er gået med til at gøre denne indsats. Jeg bakker tilbage i uforsoneligheden. Jeg begynder at tvivle på, om det er et godt projekt at 'tale mere sammen'. Men, hvis jeg vil afbryde den nye ’korrespondance’ så vil min beslutning (eller de overvejelser, der får mig til at tage den beslutning) indebære, at jeg modstår fristelsen til at forklare hvorfor, jeg ikke mener, det kan lade sig gøre/ikke er en god ide, endsige bekende. Jeg er med andre ord tvunget til at snige mig udenom eller få afsporet de samtaler, hvor jeg føler, jeg udleverer mig selv i autencitets-længsel/forpligtelse, og bedst muligt få skabt en imødekommenhed uden at give noget bort. For at skabe en mere etisk relation, må forestillingen om at nå ’dybere’ skiftes ud med en, der er mere bevidst om afstandens og tavshedens betydning. Det jeg vil frem til er, at overskridelsen af forklarings- og bekendelses-relationen kræver en bestemt form for tavshed.