Udvidet tænkning

"Den udvidede tænkning er ikke et sted, hvor den almindelige logik er suspenderet, men nærmere udvidet, så følelser, fornemmelser og anelser får den vigtige rolle, der tilkommer dem."

"... man har bekæmpet enhver form for metafysik og mistænkeliggjort alle de erfaringer, mennesket gør sig af merbetydning eller af transcendens, altså det som er hinsides det konkrete."

"Det at tænke er at placere sig det sted, hvor tænkningen springer frem."

"På den ene side har man afskaffet filosofikum som det grundlæggende fag på universitetet, på den anden side har man afskaffet de praktiske uddannelser på kunstskolerne for i stedet at filosofere. Men den filosofi, der kommer ud af det, er teoretisering og ikke refleksion."


(Fra artikel i Weekendavisen om Dorthe Jørgensens doktordisputats: Den Skønne Tænkning)

Uden titel

Det teoretiske sprog har lagret sig i mig, bobler op når jeg forsøger at sige noget. Det fungerer trægt i mange sammenhænge. Det nærer og bekræfter ønsket om at ophæve alle omveje i en renere åndelighed (et højeste universitet) men det kender kun sig selv indefra. Det vil holde sig tæt op ad tomrummet, gnubbe og vurdere usandheder. Abstraktioner er som en øvelse i at holde vejret og løbe frem så langt man kan, før man behøver luft.

Lær mig at tale anderledes. Jeg er en angstmaskine, en militærbastion, et kærlighedsorgie. Mine øjne ser kun indad.

Frustrationen vil altid forklare, den angriber
og vokser på sit angreb.

Er politik og kærlighed det samme. Rider vreden sin egen cirkel.

Hjemme

Engang var jeg med til at se en person sidde og skrælle en appelsin på universitetet. Han skrællede den oppe ved katederet, delte den i både og satte dem frem yderst på bordet i en række. Han valgte en og spiste den. Vi så ham tage hver bevægelse alvorligt, ikke som et skuespil men med en særlig omhyggelighed, og af den ene grund var vi interesserede. Man ved ikke hvorfor, mens man er det. Det samme tænker jeg om tekst, en teksts opmærksomhed og hvorfor vi er interesserede.

I Grækenland slår indbyggerne telte op på gaden og flytter ind i dem eller hjem til deres forældre. Jeg går rundt i København og tænker på Grækenland. På mine handlinger. At jeg helst vil have at tekst også er en slags handling, men at jeg ikke føler det. Min lejlighed føles som et reservat, en dum kulisse. Jeg kan ikke blive involveret. Jeg tænker på hvordan venskaber bliver koloniserede af andre forhold uden for venskaberne, måske mest er skabeloner til et venskab eller i randen af et. Man bliver bange midt i at man gør noget, og jeg bliver pinligt berørt over vores forsøg, der alligevel kommer igen. Jeg kommer nogle gange til at tænke, at mine forhold ville være bedre i breve. Jeg ville sidde på et loft eller i et kloster og få sagt flere væsentlige ting, tror jeg. Krisen er ikke et tema. At mødes om ensomheden sætter alle i forlegenhed. Derfor larmer jeg sådan med min skam. Det er ikke en mulighed at mødes når vi blot taler sammen os to, sådan tænker jeg også. Det er ikke noget man forstår, og så har man det sådan alligevel. 'Jamen du er her jo, du fortæller mig det', men det er ikke sådan. Og det er aldrig det. At vende sig indad mod en refleksions forfinelse slår oftere og oftere ned i mig som absurd. Men jeg flygter fra alle for at overveje alting mere. Det jeg kan, kan ikke få form, og der er kun flyden over. En tekst er ikke en bevægelse når den ikke lytter til sig selv. Imens Grækenlands telte. Jeg ville gerne være stolt af den akademiske handling eller af at jeg kan føle en virkelig intens forbindelse mellem to ting jeg har læst, men det virker mere og mere som om min lille hjerne bare imploderer.

Uden titel

Du sidder i stramme bukser i plastikagtigt stof på kanten af sengen.

Du griber om ting på en måde, jeg ser som slowmotion, når jeg prøver at huske, hvordan din krop er, hvordan dens tæthed er, er den som ler.

Den måde du hiver i mig på: Jeg siger noget abstrakt og du forstår det konkret. Og jeg begynder at synes, abstraktioner er pinlige. Som om de er nøgne, slår de blikket ned.

Hvordan skal jeg forklare: Jeg mener ikke rum, når jeg siger rum. Jeg mener: Jeg tror ikke, jeg er her på samme måde.

Det er svært at blive tilfreds med sproget. Vi vil have nogle ord, der ikke folder sig tungt om det der sker.

Du lægger hovedet på min mave. Når dit ansigt er over mig, griber jeg dig altid om nakken og dit hoved sænker sig som en killings.

Tænkning

"I modsætning til hvad der ofte hævdes, [er det] forkert at tro, at det er [tænkningen], der forhindrer mange i at gøre modstand. Tværtimod er det ikke-tænkningen af situationen, der suspenderer risikoen, det vil sige udforskningen af mulighederne. Ikke at vove noget er det samme som ikke at tænke. Ikke at tænke er det samme som ikke at vove at vove"

"Hvis politikken ikke er en sandhedsprocedure, der vedrører et givent kollektivs væren; og hvis den ikke engang består i at skabe og levendegøre et særligt og nyt kollektiv, der søger at forvalte og forandre det, der er, hvad kan den da være?"

Alain Badiou

Weekendtur

Ingen sætninger er sande nok, autentiske, sikre nok på sig selv. Det virker ikke til at jeg kan stå inde for nogen ytring. Jeg skammer mig over det der flyder ud af mig, jeg fortryder altid febrilsk. Også det her. Og jeg fortryder den samtale jeg havde igår. Jeg fortryder at jeg først rigtig fandt ro, da jeg havde fået ros. Jeg rejser til den anden ende af landet for at ankomme frisk og ukompliceret. Af tvivlsomme grunde tror jeg, som for eksempel at være et indslag, der ikke varer længere end at gensynets glæde og afskedens goodwill når sammen.


At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.


Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.