Afbrydelse

Det er en måde at se på. Det er ikke det jeg lægger ind i hans øjne, når jeg svarer på det han lægger ind i mine øjne, som er det jeg allerede har lagt ind i hans øjne. Det er en måde at se anderledes. Det er en måde at blive ved med at være seende, uden at lægge ind i hans øjne og uden at modtage det han forsøger at lægge ind i mine øjne, som i forvejen vil være udgået fra mig og derfor blot kommer tilbage, men også altid er en start, også altid er et nyt forsøg og derfor altid et spørgsmål. Spørgsmålet om en måde at afbryde, men kun akkurat sådan at man stadig ser. At afbryde ved at holde sig tilbage fra lige præcis den fristelse det er at svare. For at kunne svare. Eller for ikke at svare, det er en mulighed. At afbryde en trang, der lige så meget er den andens trang. Lige så meget som den anden er slave, som jeg er slave af ham og derfor afbryder jeg ham lige så meget som jeg afbryder mig selv, som jeg holder noget åbent. Som der i min holden åben ligger et afgørende øjeblik for verden, der gentages i alle øjeblikke i verden som mulighed fordi det han lægger ind i mine øjne allerede er det jeg lægger ind i hans øjne på en måde der altid også er et nyt forsøg, det vil sige en skriden hen over et område: Og derfor kan der være tøven.

Toiletkø-scenen

Jeg stod i kø til toilettet sammen med Lars Skinnebach han spurgte: kender vi hinanden? jeg sagde nej jeg har bare læst dine bøger, han sagde nå men det var bare fordi du sagde Lars og så sagde jeg noget mere men jeg spekulerer virkelig over om det så var upassende at tiltale ham Lars tidligere da jeg ville spørge ham om noget men hvad skulle jeg have sagt hr. Skinnebach eller var det fordi han virkelig ikke vidste om det var sådan at jeg kendte ham, måske møder man så mange mennesker når man optræder som digter at man kan komme i tvivl om hvem der er venner og hvem der er ansigter venner selvføgelig forstået i mest ubetydelige forstand som et menneske hvis henvendelse man burde have visse forudsætninger der har med genkendelse at gøre for at besvare, men jeg var bare et ansigt og det var i grunden ubehageligt at blive konfronteret med en man mener en masse om men som ikke mener noget tilbage om en det er en foruroligende vægt at stå med i øjeblikket.

Ricco (noter fra en samtale med min mor)

Misbrugeren, naboens søn, der døde, hvis mor ifølge min mor også følte en vis lettelse efter ulykken (han druknede i en flod i udlandet et sted, han havde for vane at flakke rundt)

Han var lidt aparte

Hvordan, spørger jeg

Når han kom herned – han havde en fantastisk fantasi, som man slet ikke kunne følge

26.12

Lange velourduge er svøbt omkring bordene. Der bliver taget fotografier. Endeløse rækker af fade kommer ind fra køkkenet.