Navne og ting

"Et navneord er et navn for noget, så snart en ting har fået et navn hvorfor så skrive om den. Et navn er passende eller også er det ikke. Hvis det er passende hvorfor så blive ved med at nævne det, hvis det ikke er så hjælper det ikke at kalde det ved dets navn."

"... i almindelighed, når ting først har fået navn bliver navnet ikke ved med at gøre noget ved dem og hvorfor så skrive med navneord. Navneord er navnet for noget og blot at nævne navne er fint hvis man vil lave et navneopråb men er det godt for noget andet."

"Som jeg siger er et navneord et navn for en ting og derfor hvis man langsomt føler hvad der er inden i den ting kalder man den ikke ved det navn den er kendt som."

Gertrude Stein

.

"Hvis den [civile] identitet nødvendigvis er en form for fiktion, en indretning af os selv, der gør det muligt at fortælle historien om vores liv [...] findes der i skyggerne af det, jeg er, et andet princip, mig, som på en helt anden måde, og med et nødvendigvis fattigt sprog, opleves som 'en sand identitet', med sand defineret som 'en subtraktion fra det kendtes nøjagtighed, fra statens klassifikation; en nyskabelse en acte, der er utilgængelig for statens klassifikation, og som finder sted ved et brud med dens normale sammenhæng, dvs. som hændelse.' Den tvungne navngivning af det, der undviger klassifikation, af det, der tager del i en sandhedsproces [...] er statens værk, en genindsættelse af status quo og af den myndighed, staten besidder gennem sin stabilitet, et eksempel på statens ondskab, dens korrumpering af en sandhed, der undslipper den"

Mikkel Thykier

Dans/stilhed

"Dance manifests the silence before the name exactly in the same way that it constitutes the space before time"

Alain Badiou

Navnene

Det er en del af overlevelsens strategi at tale om det der sker, sige forskellige navne der kan føles skamfulde. Men hvad betyder det at jeg pålægger andre den viden? Virker det omklamrende?

Der er et stærkt ubehag, som jeg godt kender. Det vil jeg nogle dage undskylde for, andre dage vil jeg ikke.

Jeg er vant til at vifte med ordene nu, det er nogle underlige flag.

Listen med navne som min mor overvejede at give mig står i en bog som en liste over forskellige skæbner. Jeg forestiller mig at der var en periode både lige før og lige efter fødslen hvor det spørgsmål stod åbent.

Jeg lærte at når noget blev sendt 'live' betød det at det ikke tog nogen tid for billederne at komme hele vejen frem gennem ledningerne til os.

"Nøgenhed er ikke at kunne bære sig selv på den måde, en maske bæres".

Oven over isen i skøjtehallen hang en tåge der viste at isen var så frossen at den næsten krøb ud af sig selv. Der lød en tør knagen fra formen.

Sammen med ensomheden lå en dyb angst for at blive social afhængig. Integritet er at være i en vis overensstemmelse med sig selv. Jeg følte mig tiltrukket af de uensartede hjems små katastrofer. Jeg rørte ved hendes mere udviklede bryster.

Ordbogen antyder for en for første gang ikke at der er en vej fra et sprog til et andet, men at hvert sprog mangler udveje.

Benævnelsen/billedet/bevægelsen

Jeg forstår bevægelser som noget fyldigt, noget ikke-flovt. Tvivlen findes i ordene, der skal være stærke og besejre. Jeg har lyst til at dække over deres udskejelser og at et ord kan føles som en udskejelse. En afsløring, der ikke besejrer og nedlægger tilfældet, men hvirvler mere af det ukontrollerbare op.

Jeg lægger sætninger ud som en slags foder jeg venter på om nogen vil tage. Men de kan ikke efterlades og de kan ikke leve på den måde.

Sammen med den sikkerhed jeg mærker i din tilstedeværelse, din krops gentagelse af et løfte og besejringen af det tilfælde vi er, opstår der en frygt for at det der benævnes dør. At benævnelsen også kan være en sikkerhed for meget. At den indskyder en afstand og fjerner sensibiliteten over for det der bevæger sig, som er nødvendigt, for at det kan bevæge sig fortsat. Kærligheden er ikke en tryghed.

Hvis jeg skal fortælle nogen hvordan det er, forsøger jeg altid at være så stille omkring det som muligt. Men hurtigt bliver jeg klar over at jeg har ændret noget, spærret en adgang, overladt noget levende til en tale, der ikke var min og ikke var det levendes. Et forræderi der sparker bagud; der får det levende til at trække hukommelsen om sig selv tilbage og indstille henvendelsen.

De kastanjer vi fandt spyttede ud af sine hylstre var lækre og fedtede, runde i alle mulige variationer, som vi kun blev klogere på ved at gnide mellem hænderne. Men vi vidste ikke om vi kunne stole på vores erfaringer, billedernes komplicerede ernæring. Der opstod den samme mistanke som den hun fik da hun vaskede jorden af gulerødderne i sin lejlighed og det føltes nærmest vulgært med al den jord, og hun oplevede den hidsige orange, der skinnede nede i vaskens metal, som en nærmest uhørt orange og en ophidselse. Det var nærheden, sagde hun. Hun havde følt at æbler var sprøde på en ny måde, da hun i hånden havde følt det lille knæk, der fik æblet til at løsne sig fra grenen. 

Jeg lå engang på en sten på Bornholm som et insekt og mærkede den afgive sin varme efter solens forsvinden. Jeg stillede mig selv det spørgsmål jeg var blevet givet: Hvordan bevæger en klippe sig? Så sagde jeg: Klippens rytme er inde i mig. Men bevægelsen blev til et billede kopieret ind i talen, og derfra tilbage i en  bevægelse, der nu genkendte sig selv. Politikken er et æble. Inde i København diskuterer de klimaforandringer og det virker grotesk. Venskaberne ønsker jeg i det mindste skal være tavse.