Weekendtur

Ingen sætninger er sande nok, autentiske, sikre nok på sig selv. Det virker ikke til at jeg kan stå inde for nogen ytring. Jeg skammer mig over det der flyder ud af mig, jeg fortryder altid febrilsk. Også det her. Og jeg fortryder den samtale jeg havde igår. Jeg fortryder at jeg først rigtig fandt ro, da jeg havde fået ros. Jeg rejser til den anden ende af landet for at ankomme frisk og ukompliceret. Af tvivlsomme grunde tror jeg, som for eksempel at være et indslag, der ikke varer længere end at gensynets glæde og afskedens goodwill når sammen.


At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.


Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.

Noter om stedet (og brevet)

 

Peter Adolfsen skriver i en af de Små historier om togturen:
”... en befrielse fra absolut at skulle være noget sted, en geografisk vægtløshed, der forplanter sig ned i brevet til den, man forlod, en tilfreds accept af verden som den farer forbi ...”

Hvad er det for en tilfredsstillelse, der er rejsens vægtløshed?

Hvis rejsen er en befrielse fra stedet, indebærer stedet den orden, den fastlæggelse, den indsnævrende fornemmelse, der giver en mental klaustrofobi. Stedet kan være det, der forplanter sig i en som et net af relationer, man bliver fanget i/ikke står i et frit forhold til. Det er måske (en del af) stedets betingelse og derfor rejsen/bevægelsen kan være en befrielse.

Brevet er på en måde også stedløst og har noget af rejsens kvalitet ved sig. Ikke kun rejsebrevet, der smittes med den rejsendes sindstilstand. Brevet som genre er en kommunikation, der finder ’sted’ over stedet, og er dermed vægtløs, løsrevet geografien. Størrelser, altings proportion, kan måles ud på helt nye måder i brevet eller ophæves. Brevet er et fantastisk univers lige som digtets, men henvendt til en konkret person, der hæfter det poetisk-utopiske til en konkret relation og derfor også er en ’poetisk åbning’ i det sociale. Det er som om det stedløse bærer muligheden for en nærhed, der ellers ikke kan finde sted.

Kortlægningen etablerer stedet som proportion. Forankringen af stedet i det, der er dets forestillede betingelser. Brevet kan være opfyldelsen af et behov for et sted uden betingelser. Realiseringen af den rejsendes ellers ensomme erfaring i et socialt rum.