Sorgens politik?

"Every lament is shadowed by the specter of its own insufficiency, redundancy, or inappropriateness – too much, too little, too soon, too late (the very terms of measure, the relentless pressure to compare and quantify, already suggesting a fundamental mismeasure) --and this dissonance only escalates when mourning is forced to tally among its own losses the essential context of recognition that might have made mourning itself either authorized or even visible as such. This accounts for the reflexive intensification and proliferation of lament, the uncomfortable slide from “plaint” to “complaint” -- from grief to grievance, from Klage to Anklage (Nietzsche and Freud both remark on this semantic slippage)-- but also underscores its intractably ethical and social stakes. Even as it chokes on its own impossibility, the very act of lament indicts a world in which lament itself would be stifled. Antigone, Hecuba, Hamlet –the list continues-- make the political stakes of this stifling explicit. This implies that lament itself can be a political intervention. We see this every time a funeral ignites into a demonstration, or whenever police take measures to ensure it doesn’t."

Rebecca Comay: Paradoxes of lament

Skrivning og forsoning

Jeg havde håbet at ordene en dag hvis jeg nærmede mig dem forsigtigt nok ville gøre sig beboelige. Men de bliver ved med at være afskyelige. De er kælne og gør sig til som nervøse dyr, og jeg er deres skamfulde mor.

Når moderkroppens øjne ser over på mig er det som en bøn efter ord. Hun tigger om en tale der skal kaste lys over mig. Der er ingen måde for hende at nærme sig mig uden at det jeg har skal trækkes ud, stilheden, alt det der svæver kradses i stykker, flåes op; der er ingen måde og ingen ro før hun har fået mit ord.

At skrive er et forsøg på at lære at være i rummet med sprog uden at være overgivet til det som et overgreb. 

Sten

Jeg lærte mig selv på et tidspunkt at sige: Værsgo, du må gerne dø. Tag denne vægt og gå til bunds med den. Sådan troede jeg det ville ske, at jeg ville give dig din byrde tilbage. Jeg fantaserede om båndet mellem os, og magten jeg stod med. Men din lille krop forlader ikke jorden. Den opfinder bestandigt nye måder at blive stående, og det er noget jeg med tiden lærer at se kærligt på. Først føler jeg mig let som en fjer. Så frygter jeg, at jeg er ved at overtage din skæbne.

Pælene i hendes ansigt

Jeg svarer så åbent og imødekommende jeg kan når jeg bliver spurgt, især over for hende, for ikke at vække nogen mistanke; for ikke at give hende nok grundlag for bagefter at spørge hvad der plagede mig, hvorfor jeg opførte mig på den måde, jeg virkede meget tilbagetrukket. Hun ved det, men hun kan ikke få greb om det. Hun kan ikke samle det til et spørgsmål, så længe jeg svarer sådan kærligt og overbærende, selvom det er med en glathed, der gør hende hjælpeløs.

Jeg venter måske på at de selv skal gøre det slut mellem os. I så fald vil jeg ikke bebrejde dem. Det er mig, der ikke kan holde op med at hade og græde. Det jeg hader os allesammen for, er at de bliver ved med at elske og at jeg ikke kan acceptere det, den måde de elsker.

I nat lå jeg og tænkte på, at jeg tror jeg kan sige sandheden om mig selv (jeg tror jeg kan tale sandt). Men jeg er i strid med forklaringen. Den lokker mig med sine vanvittige løfter.

Gråden der stiger op er sorgen over et kontinuerligt tab af noget jeg ikke kan få og den vold der bliver ved med at finde sted: Når hun kravler op på stolen ved siden af mig for at snakke, stikker mig 200 kroner og kort leger at hun vil tage dem fra mig fordi jeg laver kraftløse indvendinger og jeg græmmes over min ligegyldighed, mit begær efter pengene og min kujonagtige accept. Jeg modtager dem og knuger sedlen i min hånd. Hun vender tilbage til sig selv og stirrer frem for sig, som om hun lige har mistet hukommelsen om alt. Hun ligner en blød maskine. En der er lavet af det skrøbeligste stof men holdes i live af et program. Pælene i hendes ansigt. Det konstant forskrækkede.

Had

De ville have adgang til det jeg sad med, noget jeg vogtede på. Jeg var kun ryg. Jeg lænede mig ikke nogen steder, ikke mod dem eller væk fra dem, jeg sad på mit sæde i bilen stiv af foragt. Hendes gråd kunne ikke fremkalde andet end had. Hver gang hadet blev for stort til kroppen satte fortætningen igang, enhver flyden over blev suget op, den blev indeholdt.

Protest imod forklaringen

At tale eller holde på tavsheden i forskellige situationer (her den første):

1. Familien

Vi har indgået en ny kontrakt: vi skal lære hinanden at kende igen. Det var resultatet af et møde – der var kulminationen på flere telefonsamtaler – der var fremprovokeret af julen og ’mødet’ med mig i julen – hvorefter min familie besluttede (virkede det som om) at ’række ud’ efter/tage fat i mig – altså: de ville have mig i tale.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den henvendelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle reagere med raseri, så jeg opstillede følgende kompromis: Vi kan mødes, så jeg kan få lov til at blive vred. Det er på de præmisser, jeg vil mødes. Indbygget heri: I skal ikke regne med forsoning. Jeg tænkte selv, at det var en god balance mellem viljen til at forandre de eksisterende relationer (i stedet for at flygte fra dem, dvs. ikke møde op) og insisteringen på, at 'forsoningen’ ikke bare lader sig indfinde.

Men så nemt går det ikke. Der er en særlig impuls, der gør, at tilstedeværelsen af den anden/de andre automatisk mildner ens vrede/får en til at søge kompromiset. Det er på sin vis en meget fin ting, som jeg tænker har evolutionistiske fordele og alt mulig – det understreger for mig også en vis uafskrivelig loyalitet med ens ophav; en vis forpligtelse til at huske og forstå lige præcis dem, fordi de gav deres bevidsthed (verden) videre til mig, og derfor er det ikke til at ignorere, hvilken voldelig handling det ville være at afvise dem fuldstændig. Det ville i en vis forstand være at afvise mig selv.

Det var egentlig en afstikker. Det jeg ville frem til, som kommer i forlængelse af disse erfaringer, er spørgsmålet om, hvad det betyder at begynde at ’tale sammen’ i denne her situation (uforsoneligheden kunne ikke rummes i mødet – jeg var ikke stærk nok, eller også var det fint nok jf. ovenstående – og jeg er ’gået med til’ at vi gør noget i fællesskab for at komme tættere på hinanden/ikke glide ud i den totale fremmedgørelse): Hvad er det for en tale, der skal bygge bro over det, jeg oplever som uforsoneligt? Jeg er bange for, at den intention, der er udgået fra min familie, og som jeg delvist modstræbende gik ind på, bygger på en autencitets-længsel, dvs. på en drøm om forståelse, der ignorerer hele min protest, fordi den tror, at så længe vi bare forklarer mere for hinanden, vil vi også forstå.

Jeg skal begynde at forklare mere om mig selv, det jeg laver, det, der betyder noget for mig (det frustrerende resultat af at jeg selv sagde, at jeg ikke følte, de vidste noget om alt det). Men pointen er den, at vi ikke kan tale om det, de ikke forstår – vi kan på forhånd kun tale om det, de allerede forstår, eller er i stand til at forstå.

Men hvad er så strategien? For det første er det som antydet en blindgyde at anvende bekendelsen. Det er en slags fristelse, der altid ender i den samme situation: endnu mere fremmedgørelse + følelse af at have udleveret sig selv (symptomer: træthed, frustration, endnu større kedafdethed). Bekendelsen er som regel et stort følelsesudbrud, de andre står magtesløse overfor. Bekendelsen udsletter den anden – der er ikke nogen reaktion til rådighed, der ikke bidrager til at ydmyge den bekendende endnu mere. Det er den bekendende pinligt klar over, deraf det totalt destruktive i situationen.

Forklaringen (at fortælle ’noget’ eller ’mere’ om mig selv for at vi kan lære hinanden at kende) har på en eller anden måde en lignende ydmygelse ved sig. Jeg græmmer mig hver gang jeg skal svare på de her ’opklarende’ spørgsmål i telefonen, også efter jeg lige er gået med til at gøre denne indsats. Jeg bakker tilbage i uforsoneligheden. Jeg begynder at tvivle på, om det er et godt projekt at 'tale mere sammen'. Men, hvis jeg vil afbryde den nye ’korrespondance’ så vil min beslutning (eller de overvejelser, der får mig til at tage den beslutning) indebære, at jeg modstår fristelsen til at forklare hvorfor, jeg ikke mener, det kan lade sig gøre/ikke er en god ide, endsige bekende. Jeg er med andre ord tvunget til at snige mig udenom eller få afsporet de samtaler, hvor jeg føler, jeg udleverer mig selv i autencitets-længsel/forpligtelse, og bedst muligt få skabt en imødekommenhed uden at give noget bort. For at skabe en mere etisk relation, må forestillingen om at nå ’dybere’ skiftes ud med en, der er mere bevidst om afstandens og tavshedens betydning. Det jeg vil frem til er, at overskridelsen af forklarings- og bekendelses-relationen kræver en bestemt form for tavshed.

Om en ikke-forsonende terapi

En terapiform, der ikke går ud på at bringe uoverensstemmelser til forsoning, men kun på at blive bevidst om de situationer, man ikke bryder sig om at være i, for derefter mere effektivt at kunne stikke af/fjerne sig fra dem.

Problemet med terapeutiseringen er, at der fokuseres på at få det bedre med den måde, situationerne/det sociale er. Man leder efter grunde i sig selv, der skal redde trådene ud i den oplevelse af ubehag man har, for derefter at kunne indgå i de samme situationer på en mere hensigtsmæssig måde (for ens overlevelses og ’mentale helbreds’ skyld).

Udgangspunktet i den logik er, at forskelligheden skal rummes i individet for at det kan være som andre – være ’normal’, ikke være en afviger, ikke have for stærke præferencer. Det forudsættes, at det sundeste er at lære at takle bestemte situationer/mennesker/omgangsformer/følelser, i stedet for at bruge tiden på at opstøve eller opfinde nye måder. En ikke-forsonende terapi vil opfordre folk til at stikke af, til ikke at gå på kompromis med sin vrede, til ikke at rette problemet indad og forstå det som en helingsproces i det psykologiserede selv.

At lære sig selv at kende er ikke at grave dybere i spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke fungerer. Spørgsmålet er ikke: Hvorfor kan jeg ikke nyde det her? Det er snarere: Skal jeg være her?