"For tiden oplever jeg at møde folk ude i det virkelige liv (jeg nægter at bruge akronymet, akronymet IRL synes næsten at negere det, det betegner, at lave en virtuel stenografi af det, der skulle være den faktiske eksistens), og ikke vide hvad jeg skal fortælle dem, når de spørger hvad jeg har lavet. Jeg overvejer om det er passende at sige, at jeg også er på vej ud af en lang periode med depression. Jeg ved ikke hvad relationen er mellem min depression og mig selv, hvordan jeg bærer den, det eneste jeg ved er, at nogle gange er ting langsomme, nogle gange gemmer jeg mig, ofte er jeg uproduktiv. Jeg kunne også sætte mig selv i konteksten af en personlighedsforstyrrelse eller autoimmunsygdom. Det afhænger vel af hvilket narrativ jeg tror på, og jeg tror ikke rigtigt på nogen af dem. En åndelig sygdom måske. Hvis det er sandt, at jeg er midt i en lang personlig depression, så er den ofte udramatisk og jeg er ikke sikker på hvornår den begyndte, og jeg er ikke sikker på hvornår den sluttede eller om den nogensinde vil slutte, om den slutning bliver mit liv. Eller måske er det livet, for mig. Måske (og det er det der skræmmer mig nogle gange, når jeg føler denne skam) er det bare den måde jeg lever mit liv, når jeg ikke ’arbejder’, det er den måde jeg gemmer mig under sengen, gemmer mig hjemme, og nægter at gøre noget, nægter at leve, gemmer mig i skærme, forvandler mig til et grotesk stort insekt [...]. Måske er depression i vores kultur bare det ’ikke at arbejde’."
Kate Zambreno
Viser opslag med etiketten Kate Zambreno. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kate Zambreno. Vis alle opslag
søndag den 19. oktober 2014
Kate Zambreno I
Kate Zambreno II
"I morges hørte jeg fra en yngre forfatter som jeg beundrer og ikke har hørt fra i måske et år, og hun nævnte at hun netop er på vej ud af en længere periode med depression. Når nogen jeg ikke kender særlig godt fortæller mig den slags, føler jeg altid med ét en spænding og en gnist af genkendelse. Det føles for mig altid upassende privat, og derfor overskridende, at afsløre noget for andre, en intimitet, en kommunikation (måske som horoskoper, på en gang dybt personlige og del af et system, et system jeg heller ikke tror på, psykologi er bestemt ikke min religion, kunsten er heller ikke længere min religion, jeg oplever for tiden måske frem for alt en krise i troen på at noget af det jeg skriver betyder noget som helst). Det føles vigtigt, under alle omstændigheder, for mig, denne navngivning af det ubenævnelige, selv hvis dette navn er foregivet og benytter sig af et terapeutisk sprog, fordi jeg synes at så stor en del af den basale kommunikation i samfundet i dag handler om at lyve over for andre om at du har det fint, er aktiv, bevæger dig, er produktiv (upbeat, energiske statusopdateringer), mens vores virkeligheder er mørkere og mere komplekse og stille end det. Åh, måske er det okay, tror jeg, at sige den slags, at indrømme den slags. Jeg går ud fra at det er disse ting andre karakteriserer som oversharing. Der ligger en implicit dom i det udtryk – at der er visse ting der ikke burde være offentlige, det vil sige online; der burde erfares i det private og ikke tales om, eller især ikke skrives om – de synes at være karakteriseret som følelser der først og fremmest tilhører kroppen. De synes at være næsten udelukkende feminine. Jeg har forsøgt at finde genealogien for TMI [Too Much Information] (dovent, online) og det ser ud som om det oprindeligt har været et begreb i militæret. Hvem bestemmer hvad der er for meget information? Hvad er for meget?"
Kate Zambreno
Kate Zambreno
Etiketter:
Depression,
Intimitet,
Kate Zambreno,
Socialitet
Abonner på:
Opslag (Atom)