Kattedame (autonomi)

Jeg faldt over det her citat i dag:

"... autonomy means that social life does not depend only on the disciplinary regulation imposed by economic power, but also depends on the eternal displacement, shiftings, settlings and dissolutions that are the process of the self-composition of living society. Struggle, withdrawal, alienation, sabotage, lines of flight from the capitalist system of domination. Autonomy is the independence of social time from the temporality of capitalism.
This is the meaning of the expression refusal of work. Refusal of work means quite simply: I don't want to go to work because I prefer to sleep. But this laziness is the source of intelligence, of technology, of progess.
Autonomy is the self-regulation of the social body in its independence and in its interaction with the disciplinary norm."

Der er noget jeg ikke forstår i det her citat, som ofte dukker op: Hvorfor møder man i kritikken af arbejde så ofte op med dovenskaben (eller søvnen)? Er det vigtigste (og afgørende) ikke en anden relation mellem den der udfører og det der udføres?

Inger Christensen har skrevet et fantastisk essay om arbejde, hvor der står:

"Levende væsener er defineret som en særlig slags genstande, der er udstyret med et projekt, med noget de vil udføre, fordi det vil udføres i dem."

Og dér har vi det, tror jeg. Problemet er ikke arbejde, men at vi i vores arbejde – eller når vi i vores arbejde – ikke lytter efter om dette arbejde nu også vil udføres i os.

Kapitalen er kendetegnet ved at spalte arbejdet i adskilte og entydige funktioner, der afskærer os fra den fornemmelse. Det er ulykkeligt.
 
Men en lille kattedame – en pige på 15 år fra Bornholm – gjorde mig glad i dag fordi hun har skrevet det her på sin Instagram-profil:

"My dream was to be a photographer, but a person pointed out that I would have to take pictures of people I don't like, and now I'm kinda lost..
So my plan is to become a fat and lonely cat lady.."

Det gjorde mig glad fordi jeg forstår hende. Men også fordi jeg tror hun forstår noget om arbejde.

Hun skrev også:

"I used to be a little depressed, and I would only wear this black long dress..
Now I only use it for photography and I also sometimes sleep in it"

Nægtelse og fællesskab

"Men who refuse and who are tied by the force of refusal know that they are not yet together. The time of joint affirmation is precisely that of which they have been deprived. What they are left with is the irreducible refusal, the friendship of this certain, unshakable, rigorious No that keeps them unified and bound by solidarity"

M. Blanchot

Uden titel

Sulten er den vigtigste følelse,
den er tilbageerobringen af et område, grænsen
flyttet længere ud

Om opgøret med et udenfor

NÆGTELSE

Bartleby ville foretrække at lade være. Det gådefulde i Herman Melvilles klassiske fortælling er nægtelsens absolutte karakter. Når chefen beder ham om at gøre sine pligter, så gentager Bartleby om og om igen helt roligt: "Jeg ville foretrække at lade være." 
[...] Bartlebys opførsel er virkelig afvæbnende, dels fordi han er så rolig og afklaret, men mest af alt fordi hans nægtelse er så ubestemmelig, at den bliver absolut. Han foretrækker simpelthen at lade være.
[...] Denne nægtelse er utvivlsomt begyndelsen til en frigørende politik, men den er netop kun en begyndelse. Nægtelsen i sig selv er tom. Bartleby og Michael K kan være nok så smukke sjæle, men deres væren står i sin absolutte renhed på randen af en afgrund. Deres flugtlinier bort fra autoriteterne er fuldkommen ensomme, og de bevæger sig hele tiden på selvmordets rand. I politiske termer fører nægtelse i sig selv (nægtelse af arbejde, autoritet og frivillig trældom) ligeledes kun til en form for socialt selvmord. Som Spinoza siger: Hvis vi blot hugger det tyranniske hoved af den sociale krop, vil vi blot stå tilbage med samfundets deforme lig. Vi må i stedet skabe en ny social krop, hvilket er et projekt, som går langt udover nægtelsen.

Hardt og Negri: Imperiet

Weekendtur

Ingen sætninger er sande nok, autentiske, sikre nok på sig selv. Det virker ikke til at jeg kan stå inde for nogen ytring. Jeg skammer mig over det der flyder ud af mig, jeg fortryder altid febrilsk. Også det her. Og jeg fortryder den samtale jeg havde igår. Jeg fortryder at jeg først rigtig fandt ro, da jeg havde fået ros. Jeg rejser til den anden ende af landet for at ankomme frisk og ukompliceret. Af tvivlsomme grunde tror jeg, som for eksempel at være et indslag, der ikke varer længere end at gensynets glæde og afskedens goodwill når sammen.


At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.


Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.