Krydsninger

Hun kom frem fra køkkenet og jeg så at hun bar sit åbne ansigt. Det var sådan hun vandt min loyalitet engang for længe siden og sådan vinder hun den igen suverænt idet hun bevæger sig hen over alle de forhindringer jeg kunne have opfundet. Frem fra køkkenet, ud mod mig. Forbi personer vi deler. Jeg sad på sofaen hele den aften og lagde min katastrofe frem lidt ad gangen over for en person vi begge to elsker. Hun med en gammel, jeg med en lidt nyere kærlighed.

Uden titel

Sulten er den vigtigste følelse,
den er tilbageerobringen af et område, grænsen
flyttet længere ud

Kampret

Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?

(Johannes V. Jensen)

Morgen

Jeg observerede deres dag, hvordan de stod op i værelset ved siden af, lyttede til deres snak om forskellige gøremål, fulgte med i hvordan de gik gennem dagen med en utrolig vægt. Deres dage virkede smidige og åbne, som om deres bevægelser kom først, og musklerne var små motorer der satte tiden i gang. Eller var den kun dagens usynlige gitter. Jeg lå og så først gitteret, så hængte jeg små ting op på det, som en dekoration.

Kroppen tænker

"To say that the body, qua body, is capable of art, is to exhibit it as a thought-body. Not as a thought caught in a body, but as a body that thinks"

Alain Badiou

Hjemme

Engang var jeg med til at se en person sidde og skrælle en appelsin på universitetet. Han skrællede den oppe ved katederet, delte den i både og satte dem frem yderst på bordet i en række. Han valgte en og spiste den. Vi så ham tage hver bevægelse alvorligt, ikke som et skuespil men med en særlig omhyggelighed, og af den ene grund var vi interesserede. Man ved ikke hvorfor, mens man er det. Det samme tænker jeg om tekst, en teksts opmærksomhed og hvorfor vi er interesserede.

I Grækenland slår indbyggerne telte op på gaden og flytter ind i dem eller hjem til deres forældre. Jeg går rundt i København og tænker på Grækenland. På mine handlinger. At jeg helst vil have at tekst også er en slags handling, men at jeg ikke føler det. Min lejlighed føles som et reservat, en dum kulisse. Jeg kan ikke blive involveret. Jeg tænker på hvordan venskaber bliver koloniserede af andre forhold uden for venskaberne, måske mest er skabeloner til et venskab eller i randen af et. Man bliver bange midt i at man gør noget, og jeg bliver pinligt berørt over vores forsøg, der alligevel kommer igen. Jeg kommer nogle gange til at tænke, at mine forhold ville være bedre i breve. Jeg ville sidde på et loft eller i et kloster og få sagt flere væsentlige ting, tror jeg. Krisen er ikke et tema. At mødes om ensomheden sætter alle i forlegenhed. Derfor larmer jeg sådan med min skam. Det er ikke en mulighed at mødes når vi blot taler sammen os to, sådan tænker jeg også. Det er ikke noget man forstår, og så har man det sådan alligevel. 'Jamen du er her jo, du fortæller mig det', men det er ikke sådan. Og det er aldrig det. At vende sig indad mod en refleksions forfinelse slår oftere og oftere ned i mig som absurd. Men jeg flygter fra alle for at overveje alting mere. Det jeg kan, kan ikke få form, og der er kun flyden over. En tekst er ikke en bevægelse når den ikke lytter til sig selv. Imens Grækenlands telte. Jeg ville gerne være stolt af den akademiske handling eller af at jeg kan føle en virkelig intens forbindelse mellem to ting jeg har læst, men det virker mere og mere som om min lille hjerne bare imploderer.