Moderen i munden

"Du stopper dig selv ind i min mund, og jeg er ved at blive kvalt. Stop dig lidt mindre ind i mig og lad mig se dig. Jeg ville så gerne se dig, mens du giver mig mad. Og ikke tabe mine/dine øjne af syne, når jeg åbner munden for dig. Og også have dig hos mig, mens jeg drikker dig. Bliv ved med også at være udenfor. Behold også dig/mig udenfor."

Luce Irigaray: Og den ene bevæger sig ikke uden den anden

Skrivning og forsoning

Jeg havde håbet at ordene en dag hvis jeg nærmede mig dem forsigtigt nok ville gøre sig beboelige. Men de bliver ved med at være afskyelige. De er kælne og gør sig til som nervøse dyr, og jeg er deres skamfulde mor.

Når moderkroppens øjne ser over på mig er det som en bøn efter ord. Hun tigger om en tale der skal kaste lys over mig. Der er ingen måde for hende at nærme sig mig uden at det jeg har skal trækkes ud, stilheden, alt det der svæver kradses i stykker, flåes op; der er ingen måde og ingen ro før hun har fået mit ord.

At skrive er et forsøg på at lære at være i rummet med sprog uden at være overgivet til det som et overgreb. 

Juni

Jeg ved først at vinteren har været her og hvad den har taget når den trækker sig tilbage. Nu bliver kroppen smidigere og stærk og det føles uafhængigt og godt. Som om jeg selv var den der slog vinteren tilbage. Mine ører på siden af hovedet er smukt foldede instrumenter. Min nakke, den vågner.

–