onsdag den 23. juli 2014
Udvidet tænkning
"Den udvidede tænkning er ikke et sted, hvor den almindelige logik er suspenderet, men nærmere udvidet, så følelser, fornemmelser og anelser får den vigtige rolle, der tilkommer dem."
"... man har bekæmpet enhver form for metafysik og mistænkeliggjort alle de erfaringer, mennesket gør sig af merbetydning eller af transcendens, altså det som er hinsides det konkrete."
"Det at tænke er at placere sig det sted, hvor tænkningen springer frem."
"På den ene side har man afskaffet filosofikum som det grundlæggende fag på universitetet, på den anden side har man afskaffet de praktiske uddannelser på kunstskolerne for i stedet at filosofere. Men den filosofi, der kommer ud af det, er teoretisering og ikke refleksion."
(Fra artikel i Weekendavisen om Dorthe Jørgensens doktordisputats: Den Skønne Tænkning)
torsdag den 10. juli 2014
Kattedame (autonomi)
Jeg faldt over det her citat i dag:
"... autonomy means that social life does not depend only on the disciplinary regulation imposed by economic power, but also depends on the eternal displacement, shiftings, settlings and dissolutions that are the process of the self-composition of living society. Struggle, withdrawal, alienation, sabotage, lines of flight from the capitalist system of domination. Autonomy is the independence of social time from the temporality of capitalism.
This is the meaning of the expression refusal of work. Refusal of work means quite simply: I don't want to go to work because I prefer to sleep. But this laziness is the source of intelligence, of technology, of progess.
Autonomy is the self-regulation of the social body in its independence and in its interaction with the disciplinary norm."
Der er noget jeg ikke forstår i det her citat, som ofte dukker op: Hvorfor møder man i kritikken af arbejde så ofte op med dovenskaben (eller søvnen)? Er det vigtigste (og afgørende) ikke en anden relation mellem den der udfører og det der udføres?
Inger Christensen har skrevet et fantastisk essay om arbejde, hvor der står:
"Levende væsener er defineret som en særlig slags genstande, der er udstyret med et projekt, med noget de vil udføre, fordi det vil udføres i dem."
Og dér har vi det, tror jeg. Problemet er ikke arbejde, men at vi i vores arbejde – eller når vi i vores arbejde – ikke lytter efter om dette arbejde nu også vil udføres i os.
Kapitalen er kendetegnet ved at spalte arbejdet i adskilte og entydige funktioner, der afskærer os fra den fornemmelse. Det er ulykkeligt.
Men en lille kattedame – en pige på 15 år fra Bornholm – gjorde mig glad i dag fordi hun har skrevet det her på sin Instagram-profil:
"My dream was to be a photographer, but a person pointed out that I would have to take pictures of people I don't like, and now I'm kinda lost..
So my plan is to become a fat and lonely cat lady.."
Det gjorde mig glad fordi jeg forstår hende. Men også fordi jeg tror hun forstår noget om arbejde.
Hun skrev også:
"I used to be a little depressed, and I would only wear this black long dress..
Now I only use it for photography and I also sometimes sleep in it"
"... autonomy means that social life does not depend only on the disciplinary regulation imposed by economic power, but also depends on the eternal displacement, shiftings, settlings and dissolutions that are the process of the self-composition of living society. Struggle, withdrawal, alienation, sabotage, lines of flight from the capitalist system of domination. Autonomy is the independence of social time from the temporality of capitalism.
This is the meaning of the expression refusal of work. Refusal of work means quite simply: I don't want to go to work because I prefer to sleep. But this laziness is the source of intelligence, of technology, of progess.
Autonomy is the self-regulation of the social body in its independence and in its interaction with the disciplinary norm."
Der er noget jeg ikke forstår i det her citat, som ofte dukker op: Hvorfor møder man i kritikken af arbejde så ofte op med dovenskaben (eller søvnen)? Er det vigtigste (og afgørende) ikke en anden relation mellem den der udfører og det der udføres?
Inger Christensen har skrevet et fantastisk essay om arbejde, hvor der står:
"Levende væsener er defineret som en særlig slags genstande, der er udstyret med et projekt, med noget de vil udføre, fordi det vil udføres i dem."
Og dér har vi det, tror jeg. Problemet er ikke arbejde, men at vi i vores arbejde – eller når vi i vores arbejde – ikke lytter efter om dette arbejde nu også vil udføres i os.
Kapitalen er kendetegnet ved at spalte arbejdet i adskilte og entydige funktioner, der afskærer os fra den fornemmelse. Det er ulykkeligt.
Men en lille kattedame – en pige på 15 år fra Bornholm – gjorde mig glad i dag fordi hun har skrevet det her på sin Instagram-profil:
"My dream was to be a photographer, but a person pointed out that I would have to take pictures of people I don't like, and now I'm kinda lost..
So my plan is to become a fat and lonely cat lady.."
Det gjorde mig glad fordi jeg forstår hende. Men også fordi jeg tror hun forstår noget om arbejde.
Hun skrev også:
"I used to be a little depressed, and I would only wear this black long dress..
Now I only use it for photography and I also sometimes sleep in it"
torsdag den 3. juli 2014
Fortrolighed
"Den til hvem et menneske har det inderligste forhold, altså det forhold, der mest egnede sig til at være genstand for den fortrolige meddelelse [...], kun til ham kan dette menneske egentligen fortroe sig, eller have fortrolighed, eller meddele sig i fortrolighed. Men således forholder jo fortroligheden sig til sig selv, og således bliver der, som det væsentlige, i fortrolighed et uudsigeligt, istedenfor at man skulle tro, at fortrolighed var udsigelsen."
Kierkegaard
Kierkegaard
Umuligt skridt til siden/ned fra tårnet af intet
Hvordan kommer jeg ned,
fra tårnet af intet? Det
går jo ikke, det ved jeg Men måske
er der et umuligt skridt til siden?
En supertangent, som ikke er svigten, til
tilintetgørelserne, af andre Eller
opgåen i det bestående, modstandsløst
Göran Sonnevi
fra tårnet af intet? Det
går jo ikke, det ved jeg Men måske
er der et umuligt skridt til siden?
En supertangent, som ikke er svigten, til
tilintetgørelserne, af andre Eller
opgåen i det bestående, modstandsløst
Göran Sonnevi
Abonner på:
Opslag (Atom)