Plante

Jeg giver noget fra mig til andre der gør mig til en plante. Jeg suger lidt op i jorden.

Om opgøret med et udenfor

NÆGTELSE

Bartleby ville foretrække at lade være. Det gådefulde i Herman Melvilles klassiske fortælling er nægtelsens absolutte karakter. Når chefen beder ham om at gøre sine pligter, så gentager Bartleby om og om igen helt roligt: "Jeg ville foretrække at lade være." 
[...] Bartlebys opførsel er virkelig afvæbnende, dels fordi han er så rolig og afklaret, men mest af alt fordi hans nægtelse er så ubestemmelig, at den bliver absolut. Han foretrækker simpelthen at lade være.
[...] Denne nægtelse er utvivlsomt begyndelsen til en frigørende politik, men den er netop kun en begyndelse. Nægtelsen i sig selv er tom. Bartleby og Michael K kan være nok så smukke sjæle, men deres væren står i sin absolutte renhed på randen af en afgrund. Deres flugtlinier bort fra autoriteterne er fuldkommen ensomme, og de bevæger sig hele tiden på selvmordets rand. I politiske termer fører nægtelse i sig selv (nægtelse af arbejde, autoritet og frivillig trældom) ligeledes kun til en form for socialt selvmord. Som Spinoza siger: Hvis vi blot hugger det tyranniske hoved af den sociale krop, vil vi blot stå tilbage med samfundets deforme lig. Vi må i stedet skabe en ny social krop, hvilket er et projekt, som går langt udover nægtelsen.

Hardt og Negri: Imperiet

Weekendtur

Ingen sætninger er sande nok, autentiske, sikre nok på sig selv. Det virker ikke til at jeg kan stå inde for nogen ytring. Jeg skammer mig over det der flyder ud af mig, jeg fortryder altid febrilsk. Også det her. Og jeg fortryder den samtale jeg havde igår. Jeg fortryder at jeg først rigtig fandt ro, da jeg havde fået ros. Jeg rejser til den anden ende af landet for at ankomme frisk og ukompliceret. Af tvivlsomme grunde tror jeg, som for eksempel at være et indslag, der ikke varer længere end at gensynets glæde og afskedens goodwill når sammen.


At gå ind i en samtale om hvordan det går er lige så frustrerende som tanken om en politisk diskussion. Politik er et meget frustrerende vilkår. Og det er et så uoverskueligt stort problem, det, at jeg får lyst til at kalde det: "teoriens forfald". Jeg er nægter. Jeg folder mig hele tiden ind i mig selv.


Jeg holdt engang op med at være forelsket i en person fordi han var blevet journalist. Jeg syntes han havde forladt vores fælles grundlag.

Identitet

"Den hysteriske neurotiker oplever sig selv som en, der spiller en rolle for den anden, hans imaginære identifikation er hans 'væren-for-den-anden', og det centrale brud, psykoanalysen må gennemføre, er at få ham til at indse, at han selv er denne anden, for hvem han spiller rollen – at hans væren-for-den-anden er hans væren-for-sig-selv, fordi han i forvejen er symbolsk identificeret med det blik, over for hvilket han spiller sin rolle"

Slavoj Zizek


"The thing one gradually comes to find out is that one has no identity that is when one is in the act of doing anything. Identity is recognition, you know who you are because you and others remember anything about yourself but essentially you are not that when you are doing anything. I am I because my little dog knows me but creatively speaking the little dog knowing that you are you and your recognizing that he knows, that is what destroys creation. That is what makes school"

Gertrude Stein

Stolthed

Jeg samler på citater, der handler om stolthed. Jeg vil gerne have det til at hænge sammen med en særlig form for ukrænkelighed.

Her er et med – og typisk for – Blixen:

"Stolthed er bevidstheden om, og troen på den tanke, som Gud havde da han skabte os. For den stolte mand er denne tanke altid nærværende [...] Han stræber ikke efter en Lykke eller et velvære som ikke er i overensstemmelse med Guds plan med ham. [...] han er forelsket i sin skæbne"

Fra Den afrikanske farm

Skelettet
er en enklere form
for menneske,

uden sangstemme, uden
klage.

De har spist dig

og ladet dig
leve.

(Tor Ulven)

Protest imod forklaringen

At tale eller holde på tavsheden i forskellige situationer (her den første):

1. Familien

Vi har indgået en ny kontrakt: vi skal lære hinanden at kende igen. Det var resultatet af et møde – der var kulminationen på flere telefonsamtaler – der var fremprovokeret af julen og ’mødet’ med mig i julen – hvorefter min familie besluttede (virkede det som om) at ’række ud’ efter/tage fat i mig – altså: de ville have mig i tale.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den henvendelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle reagere med raseri, så jeg opstillede følgende kompromis: Vi kan mødes, så jeg kan få lov til at blive vred. Det er på de præmisser, jeg vil mødes. Indbygget heri: I skal ikke regne med forsoning. Jeg tænkte selv, at det var en god balance mellem viljen til at forandre de eksisterende relationer (i stedet for at flygte fra dem, dvs. ikke møde op) og insisteringen på, at 'forsoningen’ ikke bare lader sig indfinde.

Men så nemt går det ikke. Der er en særlig impuls, der gør, at tilstedeværelsen af den anden/de andre automatisk mildner ens vrede/får en til at søge kompromiset. Det er på sin vis en meget fin ting, som jeg tænker har evolutionistiske fordele og alt mulig – det understreger for mig også en vis uafskrivelig loyalitet med ens ophav; en vis forpligtelse til at huske og forstå lige præcis dem, fordi de gav deres bevidsthed (verden) videre til mig, og derfor er det ikke til at ignorere, hvilken voldelig handling det ville være at afvise dem fuldstændig. Det ville i en vis forstand være at afvise mig selv.

Det var egentlig en afstikker. Det jeg ville frem til, som kommer i forlængelse af disse erfaringer, er spørgsmålet om, hvad det betyder at begynde at ’tale sammen’ i denne her situation (uforsoneligheden kunne ikke rummes i mødet – jeg var ikke stærk nok, eller også var det fint nok jf. ovenstående – og jeg er ’gået med til’ at vi gør noget i fællesskab for at komme tættere på hinanden/ikke glide ud i den totale fremmedgørelse): Hvad er det for en tale, der skal bygge bro over det, jeg oplever som uforsoneligt? Jeg er bange for, at den intention, der er udgået fra min familie, og som jeg delvist modstræbende gik ind på, bygger på en autencitets-længsel, dvs. på en drøm om forståelse, der ignorerer hele min protest, fordi den tror, at så længe vi bare forklarer mere for hinanden, vil vi også forstå.

Jeg skal begynde at forklare mere om mig selv, det jeg laver, det, der betyder noget for mig (det frustrerende resultat af at jeg selv sagde, at jeg ikke følte, de vidste noget om alt det). Men pointen er den, at vi ikke kan tale om det, de ikke forstår – vi kan på forhånd kun tale om det, de allerede forstår, eller er i stand til at forstå.

Men hvad er så strategien? For det første er det som antydet en blindgyde at anvende bekendelsen. Det er en slags fristelse, der altid ender i den samme situation: endnu mere fremmedgørelse + følelse af at have udleveret sig selv (symptomer: træthed, frustration, endnu større kedafdethed). Bekendelsen er som regel et stort følelsesudbrud, de andre står magtesløse overfor. Bekendelsen udsletter den anden – der er ikke nogen reaktion til rådighed, der ikke bidrager til at ydmyge den bekendende endnu mere. Det er den bekendende pinligt klar over, deraf det totalt destruktive i situationen.

Forklaringen (at fortælle ’noget’ eller ’mere’ om mig selv for at vi kan lære hinanden at kende) har på en eller anden måde en lignende ydmygelse ved sig. Jeg græmmer mig hver gang jeg skal svare på de her ’opklarende’ spørgsmål i telefonen, også efter jeg lige er gået med til at gøre denne indsats. Jeg bakker tilbage i uforsoneligheden. Jeg begynder at tvivle på, om det er et godt projekt at 'tale mere sammen'. Men, hvis jeg vil afbryde den nye ’korrespondance’ så vil min beslutning (eller de overvejelser, der får mig til at tage den beslutning) indebære, at jeg modstår fristelsen til at forklare hvorfor, jeg ikke mener, det kan lade sig gøre/ikke er en god ide, endsige bekende. Jeg er med andre ord tvunget til at snige mig udenom eller få afsporet de samtaler, hvor jeg føler, jeg udleverer mig selv i autencitets-længsel/forpligtelse, og bedst muligt få skabt en imødekommenhed uden at give noget bort. For at skabe en mere etisk relation, må forestillingen om at nå ’dybere’ skiftes ud med en, der er mere bevidst om afstandens og tavshedens betydning. Det jeg vil frem til er, at overskridelsen af forklarings- og bekendelses-relationen kræver en bestemt form for tavshed.