Kommunisering

Kommunisering er det vigtigste nye ord, jeg er begyndt at kende. Det er vigtigt af mange grunde. En af dem er generobringen af forestillingen om kommunisme. Vi definerer det på en måde, der i sig selv indebærer transformationen til begrebet om kommunisering, og der er derfor ikke fundet nogen svækkelse (eller afradikalisering) sted, men en instrumentalisering af vores drømme og en forståelse af det kommunistiske projekt, der vækker vores begejstring. Det er simpelthen svært at se, at det her ikke er vedkommende for alle. Kommunisering er en italesættelse af noget, som jeg taler med mine venner, mine mostre, mine kusiner og min frisør om. Hvoraf flere er langt fra at definere sig selv som venstreorienterede. Måske ville de ikke engang kalde sig politisk interesserede. Det er dét, der giver mig håb; at vi taler om det samme og at der bor sandhed i det, der rækker længere end det erklærede politiske fællesskab og den teoretiske konsensus.

Jeg begynder at forstå, at det er igennem måder, vi organiserer os på, at vi får mulighed for at begribe hvordan verden kan formes, og at sandhedserfaringen er vores eneste styrende princip udi alle disse eksperimenter.