"For tiden oplever jeg at møde folk ude i det virkelige liv (jeg nægter at bruge akronymet, akronymet IRL synes næsten at negere det, det betegner, at lave en virtuel stenografi af det, der skulle være den faktiske eksistens), og ikke vide hvad jeg skal fortælle dem, når de spørger hvad jeg har lavet. Jeg overvejer om det er passende at sige, at jeg også er på vej ud af en lang periode med depression. Jeg ved ikke hvad relationen er mellem min depression og mig selv, hvordan jeg bærer den, det eneste jeg ved er, at nogle gange er ting langsomme, nogle gange gemmer jeg mig, ofte er jeg uproduktiv. Jeg kunne også sætte mig selv i konteksten af en personlighedsforstyrrelse eller autoimmunsygdom. Det afhænger vel af hvilket narrativ jeg tror på, og jeg tror ikke rigtigt på nogen af dem. En åndelig sygdom måske. Hvis det er sandt, at jeg er midt i en lang personlig depression, så er den ofte udramatisk og jeg er ikke sikker på hvornår den begyndte, og jeg er ikke sikker på hvornår den sluttede eller om den nogensinde vil slutte, om den slutning bliver mit liv. Eller måske er det livet, for mig. Måske (og det er det der skræmmer mig nogle gange, når jeg føler denne skam) er det bare den måde jeg lever mit liv, når jeg ikke ’arbejder’, det er den måde jeg gemmer mig under sengen, gemmer mig hjemme, og nægter at gøre noget, nægter at leve, gemmer mig i skærme, forvandler mig til et grotesk stort insekt [...]. Måske er depression i vores kultur bare det ’ikke at arbejde’."
Kate Zambreno
Ingen kommentarer:
Send en kommentar