"I morges hørte jeg fra en yngre forfatter som jeg beundrer og ikke har hørt fra i måske et år, og hun nævnte at hun netop er på vej ud af en længere periode med depression. Når nogen jeg ikke kender særlig godt fortæller mig den slags, føler jeg altid med ét en spænding og en gnist af genkendelse. Det føles for mig altid upassende privat, og derfor overskridende, at afsløre noget for andre, en intimitet, en kommunikation (måske som horoskoper, på en gang dybt personlige og del af et system, et system jeg heller ikke tror på, psykologi er bestemt ikke min religion, kunsten er heller ikke længere min religion, jeg oplever for tiden måske frem for alt en krise i troen på at noget af det jeg skriver betyder noget som helst). Det føles vigtigt, under alle omstændigheder, for mig, denne navngivning af det ubenævnelige, selv hvis dette navn er foregivet og benytter sig af et terapeutisk sprog, fordi jeg synes at så stor en del af den basale kommunikation i samfundet i dag handler om at lyve over for andre om at du har det fint, er aktiv, bevæger dig, er produktiv (upbeat, energiske statusopdateringer), mens vores virkeligheder er mørkere og mere komplekse og stille end det. Åh, måske er det okay, tror jeg, at sige den slags, at indrømme den slags. Jeg går ud fra at det er disse ting andre karakteriserer som oversharing. Der ligger en implicit dom i det udtryk – at der er visse ting der ikke burde være offentlige, det vil sige online; der burde erfares i det private og ikke tales om, eller især ikke skrives om – de synes at være karakteriseret som følelser der først og fremmest tilhører kroppen. De synes at være næsten udelukkende feminine. Jeg har forsøgt at finde genealogien for TMI [Too Much Information] (dovent, online) og det ser ud som om det oprindeligt har været et begreb i militæret. Hvem bestemmer hvad der er for meget information? Hvad er for meget?"
Kate Zambreno
Ingen kommentarer:
Send en kommentar