tirsdag den 7. oktober 2014

Udkast til teori om misbrug


Misbruget er, som ordet siger, et brug, en håndtering, men en håndtering der på en eller anden måde er kommet ud af sit rette forhold.

Det fortæller at der er et andet, mere korrekt (etisk? (etik: kunsten at leve)) brug, som forstyrres af misbruget. Men hvad er dette andet brug? Hvilken kvalitet findes i det 'rette brug' der gør det muligt overhovedet at tale om misbrug?

Misbruget trænger det 'rette brug' tilbage ved at fravriste det:

1) sin umiddelbarhed? (det får noget tvangsmæssigt over sig)
2) sin opmærksomhed? (det er næsten umuligt at forestille sig et misbrug der ikke i en eller anden forstand benægter sig selv)

Misbruget kan både være en uopmærksom og tvangspræget måde at handle (to former for automatik) men består hovedsagligt i overgrebet på og fortrængningen af, at enhver bevægelse altid er en 'håndtering'.

Tese: Misbrug vedrører ikke bare objekter, men er håndtering af tilstedeværelse.

Brugen af fx cigaretter er ikke automatisk et misbrug, fordi det er 'dårligt at ryge'; misbruget giver sig til kende gennem alle former for brug og interaktion, er et potentiale i alle forhold, al væren i verden.

Hvis vi følger den gængse tanke (når det drejer sig om objekter) at misbrug defineres ved afhængighed, kan det 'korrekte' eller 'etiske' brug så defineres ved afholdenhed?

Afholdenhed er at afstå fra noget, at holde sig tilbage. Men hvis det ikke skal forstås som en asketisk pointe (hvilket ville svare til helt at holde op med at ryge, hvorved sagen kommer til at dreje sig om hvad og ikke hvordan noget bruges/håndteres), hvad skal der afstås fra?

Tese: Det 'rette brug' (og frihed i modsætning til afhængighed) kommer ind i håndteringen eller interaktionen når man retter opmærksomheden mod hvordan noget vil bruges (meget spændende, alternativt, hvordan situationen har brug for mig). Det vil sige ved at lade det aktive (viljen) møde det 'passive' (det at lade sig bruge). Det er, tror jeg, det modsatte af misbrug.

Derfor er også forestillingen om en ren vilje der håndterer døde ting = misbrug.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar