Mangel

Fraværet af familien er som en bagage jeg gemmer bag øjnene. Tavsheden bærer både den dæmoniske og den guddommelige bagside. Det er derfor ingen kan se hvad der sker.

Det hjælper at jeg tænker: I et stykke tid skal vores kroppe være adskilte. Men hvad er renselse, er det ikke alt sammen pauser. 

Jeg bliver ved med at holde fast i forestillingen om, at værdigheden transcenderer alt dette. At jeg kan hænge i den krog, som finder stor opbakning i bøgerne (tavsheden). Og i menneskene tror jeg, men ikke i det sociale.

Det er svært at finde ud af hvor hullerne, manglen, opstår. I mig, i andre, i det hele. Om det er os, om det er en konstellation, en måde jeg gør eller ikke gør, en måde han gør eller ikke gør. Forstærkningerne af en bestemt gøren og ikke-gøren i hinanden. Forsøg på at stive sig af med afstand. Forsøge at få sig et klart blik og gå tilbage rent ind. At begynde forfra hele tiden, viske mig selv ud inde i hjernen. Hjernen som et meget knudret område af mulige veje for tænkningen, mulige måder at gå hen til ham, mulige måder at stille et skelet op der forklarer ved at være skelet, konstruktion.

Når jeg klipper mit hår af får jeg en følelse af stramhed. Ny præcision.