11. marts

I dag stod jeg op kl.7.30 og jeg har tegnet tegninger af hvordan det føles at være i min krop. Hvordan det føles at danse og hvordan det føles at stå stille, og den tyndhed der er i mig lige når jeg vågner. Arme der ikke kan række ud, ikke ved hvad de skal derude.

Jeg vil gerne tro på at det er ligemeget hvad der er ens beskæftigelse; at naturen af ens arbejde ikke skal kendes på sin etiket, men noget dybere. Jeg kan godt lide at tænke, at man kan være modig på mange måder. Og jeg vil gerne undslippe de værste skuffelser. På en uforklarlig måde hænger skuffelsen sammen med et manglende mod. Der er en skam som ikke er ydmyg, men snarere forfængelig.


*

Mit mørklægningsgardin dækker vinduets rude helt ud til kanten. Lejligheden fremstår lystæt set fra gaden. Jeg tror ikke det er en slags paranoia, men jeg foretrækker et minimum af indsigt og udsigt, og byen kommer til at virke som et problem. En anden persons ansigt er en udsigt jeg må skærme mig imod. Der er ingen nem uendelighed; alle hovederne må fjernes for at opnå det glatte, det lange syns ro.

Det kræver en stærk tålmodighed at være åben over for det sætningen vil, ikke gøre overgreb. Der er næsten ikke andet end overgreb. En sætning der lytter til sig selv er en modig sætning. Det minder mig om kroppen der strækker sig ubesværet i sengen. Bevægelsen kommer først ud i rummet og sluger sin egen forsinkelse før den indtræffer, men er langsom nok til at være i ét som ler i sin oprindelse.


*

Jeg indser at det er vigtigt at lære at skrive om alt det der tangerer min krop, alle de oplevelser der trods alt støder til mig, men som falder ud eller suges for dybt ind når jeg hele tiden bare vogter herinde; kun lige mærker og så glemmer, alt andet end sårets uhyggelige blødhed. Jeg vil prøve at huske mere. Samle på det der klumper uden for mig, der er forstadier til sprog.

Jeg kan nogle gange komme til at tænke, at der jo ingen virkelig ensomhed findes, fordi mennesker findes og møder og meningsfuldhed findes, og alt dette er selvom jeg ikke oplever det nu, og derfor får jeg den utrolige tanke at man kan leve uden mennesker, at det bare er et spørgsmål om disciplin (at huske på at det hele stadig findes). Og så kan det fungere som en undskyldning for ikke at finde dem jeg skal finde, samtidig med at det fungerer som en horisont der gør mig skuffet over at jeg ikke har en bedre disciplin.