Jeg lå og tænkte på yogamåtten, mens min krop fortsatte med at gøre øvelserne (meget slapt og jeg glemte næsten at trække vejret), at der er en fortsætten langs den her vilje til at bevæge sig som er utrolig.
Sorgen gør sig åben og tilgængelig, det er den kind jeg vender til. Men jeg er i tvivl om jeg må det, om sorgen burde være i tilbagetrækning, og hvilket ansigt jeg så har. Jeg finder noget foruroligende i kravet om maskering. Men det virker også meget håbløst. Hvorfor har jeg det dumme håb om at sorgen skal kunne vendes ud som et
lagen? Uden jeg vil det, har jeg lavet en forestilling om lagenet og forsoningen, og fået dem til at tænke sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar