Min krop er et system af tråde der snøres sammen. Jeg bruger misbruget som et skelet til dagen og som dagens tilladelse. Det er ikke en fejludvikling eller en dårlig ven, for det virker. Ofte optræder det som eneste ambulance.
En aften hvor jeg ikke kunne sove løb jeg rundt i gaderne og tænkte på at slå noget i stykker, selv om jeg synes det lyder patetisk nu. Jeg er lige ved at sige 'det offentlige rum' om det sted jeg har lyst til at slå i stykker. Det er for meget. Som om jeg står og sparker til en bygning. Man skal selv være en bygning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar